Kvindevold er ikke god stil i virkeligheden – men på reality-TV kan man få en pris for det

En mandlig reality-stjerne smed en flaske i hovedet på en kvinde – og blev nomineret som årets deltager. Senere trak han sig fra hæderen, men historien glemmer man ikke så let. Den viser, at reality går længere end nogensinde og dermed aldrig har været mere på kant med tidsånden.

Mens samfundet er blevet mere optaget af grænser, er programmerne blevet mere optaget af at bryde dem. Men ifølge en forsker er det okay, så længe alle deltagere er glade. Billedet er fra Reality Awards 2019. Celina Dahl

De fleste har nok opdaget, at verden har ændret sig. Der er kommet nye regler i byen, nye omgangsformer. Men et sted har tiden stået stille. Reality-branchen lever stadig af totalt grænseoverskridende adfærd. Se bare de klip, som en svensk blogger i weekenden samlede og delte fra dansk reality.

I et klip omtaler en mandlig deltager sig selv som Doktor Cock, der med sin »store, sorte penis« vil »knække rygraden« på de kvindelige deltagere, der skulle finde på at »lave noget ballade«. I et andet klip omtales en kvinde som »en lille luder«.