Kvinderne sværmede om polarkongen

Mænd skal ikke blive sentimentale og sidde med bløde hænder og skrive bøger. De skal ud at luftes! Det sagde grønlandsfareren Knud Rasmussen, der i årene 1902-1933 genopdagede det arktiske folk og markerede sig som en stor kvindeforfører i det inderste København og det yderste Thule. I ny bog fortæller én af de forførte om Knud Rasmussens fortryllende evner og læser op af hans 100 år gamle kærestebreve.

Polarforskeren Knud Rasmussen, der døde som 54-årig i 1933, var en mand med format. En vaskeægte macho. Han kunne ikke bare styre et spand vilde hunde hen over indlandsisen, men også forføre borgerskabets døtre, når han i kortere perioder vendte hjem til Danmark og skiftede kamikkerne ud med laksko.

Den tids kvinder kunne slet ikke stå for den lille, seje mand med den skarpe profil og det sorte, stride hår. Selv en så demonstrativ heteroseksuel mand som Johannes V. Jensen var smålun på »Kunúnguaq« (Lille Knud) og fortalte ved dennes død i 1933, at han en sommer oppe i Hundested havde set Knud Rasmussen i badedragt - »og det var ekstraordinære ben!« Jensen gik så vidt som til at foreslå, at man foretog en gipsafstøbning af hele nationalheltens prægtige krop: »Hvilke organer den mand må have haft!«

Knud Rasmussen var en myte i levende live. I 1920rne var polarforskning blevet et folkeligt fænomen; en sær blanding af sport, videnskab og nationalisme, som ikke mindst Knud Rasmussen satte præg på med sine syv Thuleekspeditioner i årene 1902-1933, og som han skrev om her i Berlingske Tidende.

Den mest berømte og sagnomspundne var den 5. Thuleekspedition i årene 1921-24, hvor Rasmussen sammen med bl.a. Peter Freuchen rejste 40.000 km fra Grønland til Stillehavet og besøgte forskellige inuit-samfund langs Canadas og Alaskas isnende kyst.

Da den lange slæderejse efter hjemkomsten i 1924-25 skulle transformeres til en bestseller, ansatte Gyldendal digteren og kritikeren Tom Kristensen til at redigere de mange optegnelser. De to mænd isolerede sig på en gård i Jyllinge, men at det ikke er nogen nem opgave at holde et menneske som Knud Rasmussen bundet til et skrivebord, måtte Tom Kristensen hurtigt sande.

Han skrev mange år senere et vidunderligt essay om det uforglemmelige samarbejde, der var blevet stærkt generet af Knud Rasmussens erotiske udstråling. Københavnske piger, der tilhørte vennekredsen om Knud Rasmussen og hans familie, valfartede nemlig til Jyllinge og kredsede som groupier om den lille, lækre mand. Stakkels Kristensen var på hårdt arbejde:

»Jeg kunne ikke holde pigerne borte, de dalede som manna i ørknen for Knuds maskuline charme. Når jeg holdt vagt ved den ene dør, smuttede de ind ad den anden. Knud havde svært ved at sige nej.«Tilfældigt møde

Det kunne Rasmussen heller ikke dengang i efteråret 1905, da han mødte den unge og skønne Ellen Hallas i en kreds af unge, livsglade mennesker, der havde Knud Rasmussen og hans to søskende, Me og Christian, som et naturligt og vildt energisk centrum.

Deres første møde var i efteråret 1905, hvor Ellen Hallas skulle aflevere en fransk stil til en veninde og tilfældigt mødte den 26-årige Knud Rasmussen. Som mange andre kvinder var hun tiltrukket af Knud Rasmussens sensualitet og af hans blandede afstamning, der lyste ud af de dybe øjne. Han var født i Jakobshavn i sommeren 1879 og tilhørte på mødrene side en slægt, der lige fra Hans Egedes tid havde været knyttet til Grønland. Faren var dansk præst, der fik sit første embede i Lynge, hvortil familien var flyttet ned fra Grønland i 1896.

Knud Rasmussens første brev til Ellen i oktober 1905, skrevet på Hotel Bristols papir, var en retorisk genistreg; et studie i, hvor langt man kan komme i den korte, knappe form og med den kraftige antydnings uimodståelige kunst:

»Frøken Ellen Hallas. Det er ikke mange mennesker, jeg får lyst til at standse ved. Man kender i reglen hinanden på forhånd. Jeg har truffet Dem én gang, men talte ikke med Dem, den dag fik jeg lyst til at lære Dem nærmere at kende. Vil De give mig lejlighed til det? Jeg har gjort den erfaring, at det nytter lidet at tosse rundt og vente på tilfældet. Nej, man skal selv fremtvinge det, der sker. Derfor kommer jeg til Dem. Knud Rasmussen«Breve fra isen

Sådan skriver Knud Rasmussen i oktober 1905. Med tyk streg under ordet »lyst«. Og i de følgende år træder han langsomt i karakter som arktisk og erotisk erobrer i de ikke særlig mange og lange, men til gengæld smukke breve, hvor mand og kvinde føler hinanden på tænderne og leger med tanken om et mere varigt forhold. I virkeligheden var det en kropumulig tanke for en nomade som Knud Rasmussen, men Ellen var en dejlig drøm midt ude på indlandsisen.

I brevene beskriver Knud Rasmussen i disse år ofte sig selv som én, der er dybt splittet af sine rødder i to forskellige kulturer og naturer. Både det europæiske og det grønlandske havde formet hans personlighed, og i 1907, hvor han befandt sig i Melvillebugten og havde været væk fra Danmark og Ellen i over et år, antog hans kulturelle splittelse mere og mere længslens form i brevene:

»Jeg ønskede mig lyse sale, vin og smukke kvinder, men måtte nøjes med en snedrive (...) En stakkels pelsjæger, som lever så langt fra menneskene, som jeg kommer til at gøre det kommende år, må også helst holde sig uden for »det store, brusende liv« langt borte, og nøjes med at se begivenhedernes brogede mængde ude i horizonten - og tie ...«

Han fortæller i december 1907 om én af sine polareskimoiske koner i Tasiusak, som han har gjort gravid. Altsammen genfortælles i en munter, drilagtig tone, der krydres med taksigelser for alt det gode, han engang fik hjemme i »skammekrogen« hos Ellen. Og så leger forføreren ellers videre med sin drøm: »Ellen, ak, Ellen! Jeg holder af dig lidt (...) Jeg gifter mig, når jeg kommer hjem, men ikke med dig - Gud fri mig for det!«I damestøvler

En sommernat i 1908 vendte Knud Rasmussen hjem til Danmark og Ellen. Hun hørte døren blive åbnet og så en lille mandsperson i groft sømandstøj og damestøvler træde ind og række armene frem mod hende. »Hvad vil De? Hvem er De?« skreg hun, og fik svaret: »Det er Knud«. Han var gået ombord i Grønland i sit grønlændertøj og havde lånt sømandstøjet af en matros, der kun havde kunnet finde et par damestøvler til ham, og nu ville ingen hoteller i København lukke ham ind i det kostume. Hos Ellen fandt han - endnu engang - husly.

Næste dag blev han barberet, klippet og ekviperet fra top til tå i Magasin. Den Store Fortryller var tilbage i byen. Men ikke længe, skønt han samme år nåede at blive gift på dansk jord. Ikke med Ellen, men med Dagmar Andreasen. I de følgende fire år berejste han hele Grønlands vestkyst og grundlagde missions- og handelsstationen Thule, der blev basis for det nordlige Grønlands og eskimofolkets videre udforskning.

I 1911 fik Ellen Hallas det sidste brev fra Knud Rasmussen. Det var et julebrev. Fuld af varme og hengivenhed og længsel efter de dage og nætter, hvor de havde fundet hinanden:

»Der var engang - og det klinger som et eventyr - en tid, da din dør altid stod åben for mig. Jeg kom og jeg fandt dig altid med al din liflige godhed strømmende imod mig.«

Mere blev det dog aldrig til mellem Knud Rasmussen og Ellen Hallas. Hun blev siden gift med en stadsingeniør, og han var jo allerede i 1908 blevet gift med Dagmar Andersen, som med tiden skænkede ham to døtre og en søn.

I 1933 vendte Knud Rasmussen hjem fra den 6. og 7.Thuleekspedition som en syg mand, og han døde samme år. Han kunne nok have fortjent en gipsafstøbning, som Johs.V. Jensen foreslog. Det ville have været et syn også for vor tids guder. Som Rasmussen selv sagde i 1910 - og på strålende vis personificerede til sine dages ende:

»At dø er ikke svært, at leve oftest en kunst.«