Kvinderne i front

Søren Kassebeer, litteraturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

Efterårssæsonen er ikke længere over os. Ikke hvad bøger angår. Da BogForum forleden lukkede og slukkede for denne gang efter endnu nogle dage med fuld damp på de litterære gryder, faldt der ro over tingene. Eller i hvert fald relativ ro.

Ikke mange markante, nulevende skønlitterære forfattere vil få deres bøger udgivet herhjemme før på den anden side nytår. Bogbranchen vil holde forholdsvis lavt blus. Det er nu, man passende kan gøre status over det egentlige bogår, der ikke er kalenderåret, men det års tid, der strækker sig fra BogForum til BogForum.

Markerede det seneste af slagsen et voldsomt skift fra det, der kom før? Nej, slet ikke. Men man kan pege på nogle tendenser, nogle retninger, og én af de ting, der synes at stå stadigt klarere, er, at det – i hvert fald på det litterære område - står særdeles fint til med ligestillingen.

Kvindelige forfattere fylder ikke bare godt i den samlede forfattermængde, også blandt de titler, man som litteraturbegejstret kvinde og mand ikke kunne undgå at lægge mærke til i bogåret, der gik, var det feminine islæt dejligt markant.

Lad mig som eksempler nævne romaner som Stine Pilgaards »Lejlighedssange«, Kirsten Hammanns »Alene hjemme«, Helle Helles »Hvis det er«, Lotte Kaa Andersens »Hambros Allé 7-9-13« og Ane Riels »Harpiks«.

Der kom meget mere af samme høje kvalitet med kvindelig afsender, og det gode er ikke bare, at kvindelige forfattere positionerer sig stærkere end måske nogensinde før. Det gode er også, at skønlitteratur med kvindelig afsender ikke så meget som før er skønlitteratur, der især henvender sig til kvinder.

Det er først og fremmest »bare« skønlitteratur, og det er derfor, jeg som mand med så stor fornøjelse kan læse bøger af f.eks. Pil­gaard, Hammann, Helle, Kaa Andersen og Riel. Når jeg gør dét, er det ikke primært et andet køns univers, jeg bevæger mig ind i.

Det er et menneskeligt univers, med alt hvad det indebærer, og hvis jeg skal vove et øje og generalisere, vil jeg gå så vidt som til at sige det sådan her: Kvindelige forfattere synes i disse år i mindre grad end deres mandlige kolleger at hænge fast i deres eget køn. Deres skrift er i den forstand bredere. Mellemmenneskeligere.

På BogForum interviewede jeg en af mine yndlingsforfattere, svenske Lena Andersson. Hun har skrevet to romaner om en kvinde, der elsker nogle mænd for meget, og det er kvindens øjne, der ses med i dem begge, men for mig som mand skaber dette ingen distance.

Det spurgte jeg ind til, og jeg forstod på Lena Andersson, at det heller ikke er meningen. Hun bekræftede min fornemmelse af, at vi lever i andre litterære tider. I bedre litterære tider. For kvinder. Men derfor – og i mindst lige så høj grad – også for mænd.