Kvinder trynes af mænds sexønsker

Vores kvinde-ydmygende, depraverede sex-kultur har sendt ligestilling tilbage til stenalderen. Nye generationer får et forkvaklet billede: Kvinder skal ligne Barbie-dukker, være villige og underkaste sig de sex-former, mænd foretrækker. Det mener forfatteren og debattøren Jette Hansen. Men har hun ret? Berlingske spørger kvindekampens femmes fatales - og deres efterkommere.

Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kvinder skal tilfredsstille mænd. Mænds lyst er den vigtigste. Og kvinder skal underkaste sig de former for sex, som giver manden mest nydelse. I det hele taget skal kvinder være varme, villige og vampede med Pamela Anderson-fryd i øjnene på alle tider af døgnet. Det er det korte af det lange i den småpornografiske kultur, der omgiver os i billeder og medier. Og det er ved at slå ligestilling tilbage til et stenalder-stadium, siger journalisten og forfatteren Jette Hansen:

»Når mænd kan få kvinder til at godtage de rå og fornedrende normer for seksualitet, vi ser overalt i dag, så er det et vidnesbyrd om, at magtbalancen mellem kønnene er i kvindernes disfavør. Så kan det godt være, at kvinderne stormer ind på uddannelserne. Jeg vil se dem få deres del af samfundsmagten, før jeg tror det. Der er simpelthen en magtbalance, der er vendt. Og det har givet ligestilling et massivt tilbageslag,« siger Jette Hansen, der i denne uge har udgivet romanen »Så længe vi lever« om en kvindelig forførelseshistorie.

I hundredvis af år, siden romantikken, har det været en forventning til kvinden, at hun skal stå til rådighed med sine resurser. Men billedet får hele tiden en ny form, siger Jette Hansen. Hun mener, at kvinders ydmygelse, hengivelse og underkastelse, der i dag bliver krænget ud i glittet papir overalt, er en farlig kurs:

»Jeg er målløs over, at mænd kan fremføre de normer og billeder omkring seksualitet, som de gør. Forleden hørte jeg en radioudsendelse med unge fyre i studiet. En ung pige ringede ind: hendes problem var, at hendes kæreste ville have oralsex, men hun synes, det var så ulækkert at sluge sæden, at hun ikke kunne få sig til det. Så svarede studieværten, at løsningen var, at hun bare skulle spise ananas først. Og så gik de over til at tale om, at oralsex og analsex simpelthen var det, der hittede. Det var de sexformer, der var noget ved. Det er en tendens, man ser mange steder: det er indirekte en måde at tryne kvinden på. Det er mandens behov og nydelse, man fokuserer på.«Men er det at give sig hen ikke naturligt for os - kvinder som mænd? Og der skal vel stadig to til at dyrke sex?

»Som det er i dag, er det mandens behov, som er i centrum og defineres på en sådan måde, at kvinden og kussen får lavstatus. Det at snakke om, hvad der skal til, for at kvinden nyder det, er fraværende. Det er skamløs mandschauvinisme: mænd galer bare op om det, de vil have - uden hensyn til kvinden. Det giver kvinder en stor usikkerhed. Og det farlige er, at piger orienterer sig efter de normer, som mændene former. En ny tendens, man kan iagttage er desværre, at pigerne allerede agerer efter dem.«Hvor ser du det?

»For eksempel faldt jeg for nyligt over et ungpigeblad med en kæmpeguide til, hvordan man skulle give gode blowjobs. Det er en guide, der handler om, hvordan kvinden kan blive god nok. Ikke om at man selv har en lyst og et begær, som skal udleves i samværet. Traditionelle dameblade har altid handlet om, at kvindekroppen var lækkerhedens tempel, og om hvordan vi gjorde den lækker ved at barbere ben og smøre os ind i duftende creme. I de nye blade for unge piger fremstilles kroppen både redaktionelt og af læserne som ulækker. Tag for eksempel »Malenes liste«, som jeg faldt over. Den handler om tyve ting, man aldrig må sige til en mand: ord som hæmorider, wc, ekskæreste, tynd mave, menstruation, skedekrampe, sved, svigermor. Mange af dem handler om kroppen - den ulækre krop.«Jette Hansen tilhører kvindesagens »anden bølge«, der var mindre aggressiv og beklagende og mere optaget af erotikkens signaler, end da feministerne først satte hårdt mod hårdt i slutningen af 60erne. Til dem, der ledte det første slag mod mænd og undertrykkelse og tog bleerne om håret, hørte forfatteren Vita Andersen. Hun ironiserede over kvinderollen i »Hold Kæft og Vær Smuk« i 1978. Og hvad siger hun i dag?Har fornedrende positurer banket kvinder tilbage til underkastelse og andenrangs-status?

»Det er barskt at være ung kvinde eller mand i dag. Grænserne er i den grad overskredet i forhold til sex. Alt handler om overflade og om at være sej. Mange kvinder lider over deres udseende. Det er absurd, at de ikke må have hår nogen steder. Og der er et sygt fokus på at se perfekt ud - med alt hvad det indebærer af plastiske operationer.«

Men mange ting er også blevet bedre, understreger Vita Andersen:

»Piger har mere saft og kraft i dag. De ved noget om verden og om samfundet - og de tør sige det, de ved. I starten af vores kamp var der færre, der havde det udsyn, som kvinder har i dag. Og de, der vidste noget, turde ikke sige det. De kvinder, der i dag kan spille spillet med karriere, et lækkert udseende og familie, har større muligheder, end dengang. For de, der ikke kan, er der et større pres end nogensinde før.«

Kønsforskeren Anette Dina Sørensen kaldte sig for ti år siden postfeminist. Men hun har bidt »post« i sig igen:

»De senere år har været et wake-up call for mig. Ligestilling er ikke blevet bombet tilbage, men den er stagneret. Det kommer blandt andet til udtryk i massekulturen - hvor kvinders krop igen bliver seksualiseret, som når to kvinder i en reklame står med en flaske, så det ser ud som om, de giver hinanden dildosex. Kvinder har været pligtopfyldende til at overtage mænds begær som deres eget. Og spørgsmålet er, om det er okay.«Hvad mener du med det?

»Man kan diskutere, om kvinders seksualitet nogensinde er blevet anerkendt i den danske seksualitetskultur: meget tyder på, at det er den mandlige seksualitet, og det mandlige begær, der er i fokus. Har det måske nogensinde været in med et langt forspil? Samtidig balancerer kvinder stadig på en knivsæg: de kan have lige så meget sex som mændene, men absolut ikke med lige så mange, før de risikerer at blive kaldt luderagtige.«Studieværten og journalisten Isabella Miehe-Renard kalder sig for praktisk hverdagsfeminist. Hun frygter, at hendes unge niecer og nevøer får det indtryk, at piger bare er »våde og villige«, og hvis ikke - så decideret aparte.

»Da jeg selv voksede op i 70erne lød det beroligende budskab: undersøg din lyst og stå ved den. Der er intet at skamme sig over. Men pornoficeringen i dag kan meget vel gå hen og blive en »lystslukker«. Hvad skal de helt unge identificere sig med? Og leve op til? Kan man efterhånden stille sig op ved en isbod og bestille en Magnum-is, fordi man har sukkertrang? Reklamen fortæller mig dagligt, at jeg vil det hele og har fellatio-trang. Det forstyrrer mit personlige liv, hvor jeg oplever massevis af u-erotiske øjeblikke, hvor andre spændende behov (heldigvis) melder sig og tænder mig.«

Miehe-Renard tror dog ikke, at ligestillingen som sådan er slået tilbage:

»Ligestillingsbegrebet er ikke blevet ændret eller truet af det mere rå marked. Vi ser et forsøg på at mainstreame mænds lyst og gøre den til kvindernes. Det er klart et pres - men ikke en ny massiv sejr. Højst en lystslukker!«

Camilla Stockmann, journalist og forfatter, der lige har udgivet klumme-samlingen »Nyforelskelse og Andre Cykelstyrt«, bygger videre på en feministisk platform, når hun taler om »fisse-kung fu« og Erica Jongs »lynlåsløse knald«. Man kan godt være »spændt op« - og samtidig blive taget alvorligt på morgenmødet, siger hun.

»Det er da et problem, hvis tidsånden presser teenagepiger til at stille op til noget, de ikke har lyst til. Og æstetiseringen af kroppen kan forekomme løbsk, når folk begynder at affarve anus.«

Men Stockmann pointerer, at man skal passe på ikke at forskyde fokus:

»I mit liv føler jeg sagtens, jeg kan adskille tingene, selv med en aggressiv sex-kultur. Det er vigtigt at fokusere på den kamp, der virkelig er værd at tage for lige løn og pensionsordninger, som stadig langt fra er en realitet. Der er lidt pigeskole-bitterhed over debatten om porno-rummet. Der er masser af eksempler på kvinder, der bruger deres kvindelige seksualitet på deres egne præmisser; Erica Jong, Karen Blixen, Suzanne Brøgger. Det gælder om at holde blikket på de virkelige problemer.«