»Kvinder stiller grusomme krav til sig selv«

For 100 år siden fik kvinder valgret, og siden er grænserne for selvbestemmelse kun blevet udvidet. I dag har de frit valg på alle hylder, men hvor godt forvalter nutidens kvinder egentlig den frihed? Lørdag er der premiere på teaterforestillingen »Hår på den«. Den forsøger at give et svar.

Instruktør Line Paulsen (tv.) og skuespiller Özlem Saglanmak har sammen med en gruppe kvinder lavet teaterforestillingen »Hår på den«, der forsøger at indfange den frie danske kvinde anno 2015. I stykket møder publikum en række kvindelige stereotyper som Barbie-prinsessen og Forbrugeren. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvordan blev jeg selvstændig?« spørger en prototype på en kvindelige ledertype retorisk i teaterforestillingen »Hår på den« og holder en kunstpause, før hun begynder at remse sine aktiver op:

»Heteroseksuel. Ikke alt for feministisk. Ejer egen bolig. Er moderlig. Gift. Ikke muslimsk. Arbejdsom. Seksuelt egenrådig. Lederevner.«

Så deler hun ud af sin livsstrategi: »Det handler om at have fart på. Aldrig sætte farten ned og overveje, om det er det her værd. Om det går ud over familien. Eller parforholdet. Aldrig tvivle. Så må jeg bare stå tidligere op. Stå op klokken fem, efter fire timers søvn. Læse mails. Svare mails. Og gå i seng igen, sove to timer og stå op.«

Den selvstændige ledertype er blot én af 14 kvindelige prototyper, som publikum møder i »Hår på den«, hvor et bureau har fået en vigtig opgave. Det skal kortlægge den frie danske kvinde anno 2015, og arbejdet skal gemmes i en tidskapsel.

For at udføre opgaven caster bureauet en række kvindelige stereotyper, som blandt andet tæller Barbie-prinsessen, Drengepigen, Antifeministen, Forbrugeren, Den religiøse og Sexarbejderen.

Det er sjovt at møde dem. Eller tragikomisk skulle man måske sige. For kvinderne i »Hår på den« er benhårde over for både sig selv og andre, mens de forsøger at finde fodfæste i en tid, hvor kvinder skal strippe og strikke, gøre karriere og være omsorgsgivere, have brain og booty.

»Hvad kan vi være fælles om i dag?«

»Jeg fik idéen til stykket for halvandet år siden,« fortæller Özlem Saglanmak, som også selv står på scenen i forestillingen.

»Jeg havde gennem nogen tid lagt mærke til, at både jeg selv og kvinder i min omgangskreds er tilbøjelige til at tale os selv lidt ned hele tiden. Mange går rundt med en følelse af, at de ikke er helt tilstrækkelige. På samme tid er der den her forbrugerkultur, der fortæller os, at vi skal være og gøre og kunne en hel masse. Det er 100 år siden, kvinder fik stemmeret i Danmark, men er kampen egentlig slut? Er vi frie nu? Det fik jeg lyst til at kigge nærmere på,« siger Özlem Saglanmak, som samlede en gruppe kvinder, der i fællesskab indledte en kunstnerisk undersøgelse af den frie kvinde anno 2015.

Hende har de ikke fundet. Men de har fundet frem til en række erkendelser om den kultur, hun lever i, og hvordan den former hende.

»Vi har langsomt sporet os ind på, hvad, vi synes, er essentielt,« fortæller stykkets instruktør, Line Paulsen.

»For 100 år siden var det et fællesskab, der sikrede kvinder stemmeret. Hvad kan vi være fælles om i dag? Her i 2015 er kvindekampen blevet indhentet af individualismen. Der er et meget stort fokus på individet og på selvrealisering. Hver enkelt kvinde kan blive og være, hvad hun ønsker. Når hver enkelt står alene og siger »Dette er mit valg«, så står kvinder alene og skal finde løsningen på alt inde i sig selv. Og så ender man nemt med at stille nogle meget store krav til sig selv. Kvinder er grusomme ved sig selv.«

Line Paulsen peger også på, at forskellige problemstillinger og personlige erfaringer i livet i dag ofte bliver affejet med, at det er en privatsag, og at man bare kan prioritere anderledes.

»I 1970erne delte man sine private erfaringer, og så blev det tydeligt, at nogle af problemerne måske var af strukturel art,« siger Line Paulsen.

Et af de helt store problemer er, at kvinder vil alt for meget på én gang.

»Og vi er selvfølgelig selv ansvarlige for at skabe følelsen af, at vi skal kunne det hele. Det er os selv, der skal gøre noget. Vi kan ikke bare læne os tilbage. Det er jo os, der er samfundet, og det er jo os, der skal beslutte, hvad vi vil og sætte et eksempel for, hvordan det skal være fremadrettet, i stedet for at lade os føre med i en slipstrøm af forestillinger om, at vi skal være alt muligt,« siger Özlem Saglanmak.

Hun mener, at kvinders lange forhistorie, hvor de er blevet begrænset og deres rettigheder har været indskrænket, spiller ind, når mange kvinder nu er så forhippede på at udnytte alle muligheder.

»Når kvinder kigger bare en eller to generationer tilbage i deres familier, så levede deres mødre og bedstemødre under nogle helt andre forhold. Det rumsterer i hvert fald i mit baghoved. Jeg har nogle helt andre muligheder end min mor, og det har givet mig en følelse af, at jeg bør udnytte det optimalt, og så er der opstået den her overmenneskelige idé om, at man skal kunne rumme alt på én gang. Men det er jo også en dyd at fordybe sig i nogle ting, og det kan man ikke, hvis man spreder sig ud over en masse ting og skal være fantastisk til både at køre parforhold og karriere, have et rigt socialt liv, se ud på en bestemt måde, være god til at tale med folk på gaden, have overskud, dyrke palæo og bage boller,« siger Özlem Saglanmak.

Skal få publikum til at grine

»Jeg hader feminister,« siger en antifeminist i »Hår på den« og remser en lang række grunde op:

»Feminister skaber dårlig stemning, fordi de altid vil have debatten et nyt sted hen. Fordi de gør det kønnede til noget problematisk. Fordi de tror, at de skal råbe. Fordi de hele tiden vil diskutere. Fordi de hele tiden vil slås. Fordi de har hår over det hele. Fordi de virker truende. Fordi de går i flok. Fordi de får os andre til at få det dårligt. Fordi de er ulækre. Fordi de hader mænd. Fordi de er hysteriske. Fordi de er usexede. Fordi de er vrede.«

I arbejdsgruppen bag »Hår på den« blev de hurtigt enige om, at de ikke skulle repræsentere nogen isme, og at feminismen i øvrigt har noget af et brandingproblem.

»Der er så mange fordomme. Bare tematikken: Kvinder og frigørelse. Mange synes, at det er et i-landsproblem. Man bliver også beskyldt for at være navlebeskuende og egocentreret og tale på vegne af andre, selv om de ikke ønsker det,« siger Line Paulsen og forklarer sammen med Özlem Saglanmak, at deres ambition først og fremmest har været at lave noget sjovt, som kunne få publikum til at grine. Og måske også gøre dem mere bevidste om hvilke roller vi påtager os og tildeler andre mennesker. For det er de selv blevet.

»Jeg har ikke været gennem en kæmpe frigørelsesproces og ændret mit liv markant. Men jeg er blevet mere bevidst og har fået mere selvtillid i forhold til at træffe nogle valg. Jeg er også blevet bedre til at acceptere, at jeg ikke lever op til det ideal af en drømmekvinde, som jeg selv har skabt,« siger Özlem Saglanmak, der i lighed med forestillingens to øvrige skuespillere har ladet hårene under armene gro som et eksperiment:

»Men nu må vi så lige finde ud af, hvem der skal barberes. Vi kan ikke alle have hår under armene, for vi vil ikke sende et signal om, at armhår er lig med frihed.«

Hvad: »Hår på den – en satirisk montage om jagten på den frie kvinde«.

Hvem: Instruktion: Line Paulsen. Skuespillere: Özlem Saglanmak, Tilde Maja Frederiksen og Patricia Schumann. Manuskript: Line Mørkeby i samarbejde med resten af holdet.

Hvor: Teater Grob.

Hvornår: 28. november til 12. december.