Kvinder på ørkenvandring - og på film

Kan stærke kvinder rette op på stereotype fremstillinger af køn på film? Ikke nødvendigvis. Det illustrerer de første konkurrencefilm på årets Berlinale.

Luften er kølig mellem Rinko Kikuchi (t.h.) og Juliette Binoche i Isabel Coixets »Nobody Wants the Night«. Foto: Leandro Betancor Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BERLIN: De stærke kvinder er i centrum på filmfestivalen i Berlin, men man kan diskutere, om det er dem selv, der har placeret sig der, eller om der står nogle endnu stærkere mænd bag dem og trækker i trådene.

En af dem kunne i så fald være festivalens præsident, Dieter Kosslick, der i flere interview har slået fast, at årets tema er kvinder (samt, i en bibemærkning, »indfødte folk«, som om det er to sider af samme sag).

Allerede et par dage inde i Berlinalens program står det dog lige så fast, at mangt og meget ligner sig selv, når det handler om kvindelige skuespillere foran kameraet og kvindelige instruktører bag kameraet.

Kun tre af de i alt 23 instruktører, der præsenterer film i Berlinalens hovedkonkurrence, er kvinder, og selv om festivalen bryster sig af, at åbningsfilmen er af en kvinde, den spanske veteran-instruktør Isabel Coixet, er det kun anden gang i festivalens historie.

Dermed kan den tyske landsorganisation af kvindelige instruktører, Pro Qoute Regie, der på festivalen under sloganet 50/50 agiterer for kønskvoter i tysk film, sagtens påvise en kønsmæssig skævhed i, hvem der producerer, instruerer og skriver film i Tyskland.

Som en tysk journalist bemærkede. »Vi har sådan set 50/50-fordeling af mænd og kvinder blandt instruktørerne, men det er kun mændene, der laver film!«

Kvinder hvis verden roterer omkring mænd

I praksis er det dog en indviklet diskussion, om kvoter er vejen frem. Ser man på indholdet af festivalens film, er det nemlig ikke sikkert, at en ligelig fordeling mellem mænd og kvinder nødvendigvis vil bringe den »friske luft« ind i filmverdenen som Pro Qoute Regie ønsker.

Førnævnte åbningsfilm af Isabel Coixet, »Nobody Wants the Night«, er et godt eksempel på dette.

Dieter Kosslicks tema bliver banket særdeles håndfast på plads, faktisk allerede i filmens første scene og første replik. Juliette Binoche spiller den historiske figur Josephine Peary, hårdtprøvet, men ukuelig hustru til den berømte nordpolsfarer Robert Peary.

I scenen sniger hun sig, iklædt en figursyet pelsdragt, ind på en isbjørn og nedlægger den med et enkelt skud. Ekstatisk skriger hun til sin grønlandske fører: »Jeg har skudt den store hanbjørn!«

Filmens symbolske bjørnedrab kamuflerer dog, at filmen ganske traditionelt handler om kvinder, hvis verden kun synes at rotere om et enkelt punkt, mænd.

Josephine drager nemlig mod Nordgrønland for at finde sin mand, men undervejs tvinges hun til at overvintre i en iglo sammen med en inuitkvinde, som, hun opdager, har været Robert Pearys sengekammerat i de mørke vintre.

Alt dette er relativt historisk faktuelt, men filmens historie om, hvordan den europæiske kvinde bliver menneskeliggjort af »naturkvindens« visdom under de voldsomme strabadser, er formentlig en moderne fabrikation. Gabriel Byrne er den maskuline undtagelse i filmen, en fanger der fascinerer med sin civilisationskritiske kærlighed til den arktiske ødemark (»Her kan jeg finde ensomheden«).

På pressekonferencen for Isabel Coixets film blev instruktøren igen og igen spurgt, om der skulle være større plads til kvindernes stemme i filmkunsten, og her demonstrerede hun, hvor komplekst spørgsmålet synes at være for en kvindelig kunstner, der egenhændigt og uden kvoter har kæmpet sig frem i mændenes rækker. Og ikke ønsker at stå frem med et aggressivt feministisk synspunkt.

»Stemmer og stemmer. Jeg kan ikke se, hvorfor det skal være så vigtigt, hvilket køn man har. Jeg vil fortælle historier, og jeg putter ikke tænder i min vagina, så jeg kan bide med mit køn, før jeg tager på filmoptagelse,« sagde den bramfri Isabel Coixet, der dog gerne så, at det blev bare lidt lettere for kvinder at skaffe sig finansiering af deres film.

At film om stærke kvinder ikke nødvendigvis bringer frisk luft ind i filmkunsten, blev i fortvivlende grad demonstreret i festivalens andet store slagnummer i temaet, nemlig Werner Herzogs film »Queen of the Desert«, der er konventionel i skuffende grad.

Filmen handler om den ligeledes historiske kvindelige opdagelsesrejsende Gertrude Bell (i filmen spillet af Nicole Kidman), der under Første Verdenskrig rejste rundt i Mellemøstens mest øde egne for at kortlægge ørkener og gøre arkæologiske fund.

Samtidig arbejdede hun som det britiske imperiums hemmelige agent, der skulle mobilisere de arabiske stammefolk mod såvel ottomanere og tyskere, men hun havde som få i sin samtid blik for, at de arabiske folk først og fremmest ønskede frihed fra de europæiske koloniherrer.

Det er med andre ord en utrolig fortælling fra virkeligheden, der med rette kunne fortjene opmærksomhed fra en verdens­instruktør som Werner Herzog.

Fortærskede klicheer i ørkensandet

At Gertrude Bell var et fantastisk menneske med et stort mod og dristighed, er der ingen grund til at betvivle, men desværre fremgår det på ingen måde af »Queen of the Desert«, der med en række af fortærskede klicheer får reduceret hele hendes person og liv til en kulørt romance af billigste skuffe.

Det første, Bell foretager sig, da hun får overtalt sin aristokratiske familie til at sende hende på dannelsesrejse til Persien, er nemlig at forelske sig lidenskabeligt i ambassadesekretær Henry Cadogan (spillet af James Franco), der betager og belærer hende med sin maskuline mystik (»Jeg elsker ørkenen for dens ensomhed«).

Orientalistiske fraser om haremmer og uudgrundelige sheiker fyger som ørkensandet, alligevel lykkes det ikke Herzog at gøre Bells rejse mere interessant, end den en gennemsnitlig overklasseturist ville kunne opleve på de kanter.

Parret smager på krydderier i bazaren og fletter fingre i ruinerne af en-eller-anden-gammel-kultur, men måske er det sådan et moderne biografpublikum foretrækker at blive trakteret? Intet må stå i vejen for Den Store Filmromance, der dog ender med Cadogans selvmord, idet han grundet standsforskelle ikke kan få sin udkårne.

Heldigvis står en anden mand parat til at give Bells liv mening i Det Lykkelige Arabien, og beduinbudbringere trodser Saudi-Arabiens sandstorme, så de to kan udveksle hede kærlighedsbreve.

Imens koster verdenskrigen 30.000 mænd livet på en enkelt dag på den tyrkiske halvø Gallipolli, hvilket nævnes en passant, men intet af dette, samt de mange andre utrolige historier fra dette hjørne af verdenshistorien, er andet end baggrundskrusninger i Bells stormfulde højder.

Andrew Haighs fintmærkende portræt

Heldigvis fik Berlinalen filmkunstnerisk oprejsning i Andrew Haighs fine ægteskabsdrama »45 Years«, hvor harmonien hos et ældre ægtepar rystes uigenkaldeligt, da han modtager et brev om fundet af sin ungdomskærestes lig.

Hun blev ved en ulykke begravet i en schweizisk bjerggletsjer, og hendes endnu intakte krop får minderne om ungdomskærligheden til at dominere hans tankeverden.

I modsætning til filmverdenens konventioner om den »rene kærlighed«, jævnfør ovenstående film af Coixet og Herzog, skildrer Haigh, hvordan forhold må være et kompromis mellem drømme, længsler og realiteter.

Ægteparrets ægteskab og kærlighed er ikke en urørlig, statisk størrelse, men en velfungerende aftale om en fælles tilværelse, der dog også altid er til forhandling. Skuespillerne Tom Courtenay og Charlotte Rampling er det grå guld i filmen, der med garanti bliver et hit hos den ældre generation, der vil kunne nikke genkendende til de umærkelige skift og faser, der stadig findes i et forhold med 45 år på bagen.

Det er film som denne, der for alvor sætter en parentes omkring kønsdebatten i filmkunsten. Der er ikke her en kønspolitisk dagsorden, kun et overmåde fintmærkende portræt af kønnenes ageren under følelsernes pres.

Han er stadig en drømmer med en tilbøjelighed til at bøje af, som kun mænd kan have det, mens hun martres af en jalousi af et omfang, som kun kvinder kan mobilisere.

Der er ingen vindere, kun mennesker med svagheder, og publikummer af begge køn går styrkede fra filmen med en følelse af at være blevet forstået af instruktøren.

Berlinalens vindere udpeges lørdag 14. februar.