Kvinder med kurver skal føre TV-kanal ind i fremtiden

Kanal 4 bliver relanceret som en kvindekanal med holdninger. Det første program, der skal vise den nye vej, er »Topmodel Curves«, som vil udfordre modebranchens ultratynde kropsideal. Initiativet er udtryk for en feministisk bølge, mener forsker.

Kanal 4 sætter gang i en ny omgang af Topmodel. Denne gang er det kvinder med almindelige former, der skal konkurrere i »Topmodel Curves« for at promovere et fyldigere kropsideal. Konkurrencedeltagerne samt jurymedlem Lina Rafn blev fredag præsenteret på Restaurant Sult i København. Foto: Ólafur Steinar Gestsson Fold sammen
Læs mere

Seks unge danske kvinder med modeldrømme og former er frontfigurer i en relancering af Kanal 4. Kvinderne er deltagere i TV-konkurrencen »Top-model«, som for første gang er blevet til »Topmodel Curves« – altså en modelkonkurrence for kvinder med kurver – og vil blive sendt først på efteråret.

»Vi vil være en kanal, som tør have holdninger til en række temaer, der betyder noget for kvinders liv. Det kan for eksempel være ligeløn, flere mænd på barsel eller kvinders selvværd,« siger programdirektør Maiken Wexø fra Discovery Networks Danmark, som Kanal 4 er en del af.

»Og vores holdning lige nu er, at man ikke behøver at være en size zero for at være smuk,« siger Maiken Wexø om Kanal 4, der altså lægger ud med at have fokus på modebranchens krops- og skønhedsidealer. Hvordan relanceringen i øvrigt vil komme til udtryk, er endnu en hemmelighed.

Det er ikke første gang, Kanal 4 bliver lanceret som en kvindekanal. Da kanalen blev født for godt ti år siden, var det også som en kvindekanal, men efterfølgende er profilen blevet mere mudret. At man har valgt at vende tilbage til udgangspunktet, hænger ifølge Maiken Wexø sammen med, at der i tiden er opstået en ny stolthed over at være kvinde.

»Det er der rigtig mange grunde til. Men én af de ting, der har ændret sig allermest og været med til at bane vejen for den nyfeministiske bølge, som man kan fornemme i øjeblikket, er den måde, kvinder bliver skildret på,« siger hun.

Maiken Wexø lader også forstå, at Kanal 4 gerne vil være med til at nuancere kvindebilledet yderligere.

Hjertesag at ændre skønhedsidealet

Dét var også motivationen for 20-årige Helena Thompson fra Randers, da hun meldte sig til »Topmodel Curves«.

»Det er en hjertesag for mig at være med til at ændre skønhedsidealet, så de kurvede piger i højere grad bliver en del af modeverdenen. Kvinder med former kan have svært ved at føle sig tilpas i deres kroppe på grund af de herskende kropsidealer. Et opgør med det ideal ville give rigtig mange kvinder mere selvtillid og betyde, at de ikke føler, at de bør bruge deres liv på at være på en livslang slankekur,« siger Helena Thompson.

Ekspert i køn og medier og lektor emerita ved Københavns Universtiet Vibeke Pedersen ser Kanal 4s relancering som kvindekanal som et udtryk for flere tendenser i tiden.

»Først og fremmest er feminismen stærkt på vej tilbage, og feministiske temaer bliver diskutereret og behandlet på mange forskellige planer i og af medierne. En anden ting er, at de gamle medier skal redefinere sig i det nye medielandskab, fordi de er pressede af de nye. Det er jo ofte i krisesituationer, at gamle medier finder på nye tiltag og skærper deres profil,« siger Vibeke Pedersen, der påpeger, at der i øvrigt er en lang tradition for, at medieprodukter hovedsagelig henvender sig til kvinder, fordi der er annoncekroner i det.

»Kommercielt set har man altid ment, at det er en god idé at henvende sig direkte til kvinder, fordi de tager de fleste beslutninger om, hvad husholdningsbudgettet skal bruges til,« siger Vibeke Pedersen.

Hun siger også, at den feministiske bølge efter hendes mening blandt andet er blevet sat i gang af finanskrisen og efterfølgende kriser som flygtningekrisen.

»De har været en væsentlig faktor i forhold til det feministiske opsving. Under den økonomiske optur levede vi mere ubekymrede liv, men kriserne har skabt en større bevidsthed om samfundsforhold,« siger køns- og medieforskeren, der glæder sig til at se resultatet af relanceringen af Kanal 4 på skærmen.

»Det bliver interessant at se, hvor feministisk kanalen bliver. Hvilke kvinder henvender man sig til og hvordan? Det kan gøres på mange forskellige måder, og der er jo stor forskel på, hvordan medier henvender sig til kvinder,« siger Vibeke Pedersen.

Ifølge Maiken Wexø skal kvinder kunne kigge på Kanal 4 og sige:

»Det er jo mig. Det betyder, at vi ikke vil være bange for at vise virkelige kvinder. Vi vil afspejle den dualitet, der ligger i at være kvinde. Vi ved godt, at verden ikke er sort-hvid. Vi kan på den ene side gå meget op i økologi og på den anden side også turde putte en sødetablet i kaffen, fordi vi gerne vil tabe os. Vi kan være sårbare og have brug for, at manden er den store i sengen, men også være de, der tjener mest og bestemmer mest i dagligdagen.«