Kvinder er bryster, mænd er karriere: »Brugen af sproget er meget, meget kønnet«

Findes der kønnede ord, der hæfter sig mere til et køn frem for et andet? Ja, mener ekspert: »Mandekønnet er relateret til den offentlige magtsfære. Kvinder fremstår, som de altid har gjort. De forbindes med seksuel værdi eller kropslige attributter«.

Lise Rønne er vært på DR-programmet »Helt Lyrisk«. Sprogbrugen i en anmeldelse af programmet i Politiken fik Lise Rønne til at reagere i et debatindlæg. Hun mener, at sprogbrugen er fornedrende for kvinder. Men har hun ret i, at eksempelvis ordet vimse bruges mere om kvinder end om mænd? Fold sammen
Læs mere
Foto: DR
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Kan du komme i tanker om et ord, som man mest bruger om mænd?

»Nej, ikke lige på stående fod. Der er intet, der springer frem.«

Svaret kommer fra sprogforsker Jann Scheuer ved Københavns Universitet. Debatten om, hvorvidt et ord kan være »øremærket« mænd eller kvinder, er opstået, efter at TV-værten Lise Rønne i sidste uge i et debatindlæg i Politiken satte spørgsmålstegn ved Politikens sprogbrug i forbindelse med en anmeldelse af DR-programmet »Helt lyrisk«, hvor hun selv er vært. Lise Rønne mener, at sproget i anmeldelsen tager udgangspunkt i nogle usynlige samfundsstrukturer, »en kulturelt nedarvet diskursivitet«, som definerer vores måde at se og forstå køn på. Hun nævner i indlægget ordet vimse, som hun mener næppe ville blive brugt i omtalen af en midaldrende mand.

På Facebook er spørgsmålet om de kønnede ord ikke gået debattør og klummeskribent i Berlingske Mikkel Anderssons næse forbi. I et opslag sætter han spørgsmålstegn ved, om ordet vimse netop er »øremærket« til kvinder. Det mener han ikke, det er, og giver talrige eksempler på artikler, hvor udtrykket også er brugt om mænd.

Men kan man overhovedet tale om, at nogle ord er kønnede og mere relaterede til kvinder end til mænd? Ja, mener Jann Scheuer.

»Der er mange kønsladede ord, som typisk bliver brugt om magtfulde mennesker i Danmark. Man kan ikke sige, at der er en grundlæggende kønnet semantik i sproget, men brugen af sproget er meget, meget kønnet.«

Jann Scheuer forsker i sprog ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Han har tidligere i en omfattende undersøgelse kigget på beskrivelser af kønnene i skriftligt materiale. Her afsøgte han mere end en halv milliard ord fra eksempelvis artikler eller anden skriftlig kommunikation via blandt andet Polinfo. Her fremgik det tydeligt, at kvinder og mænd blev omtalt forskelligt. Helt specifikt undersøgte han, hvad der hyppigst kom efter ordene hendes og hans.

Jann Scheuer, forsker i sprog ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab

»Mandekønnet er relateret til den offentlige magtsfære. At det er mændene, der agerer og bestemmer. Kvinder fremstår, som det altid har været. De forbindes med seksuel værdi eller kropslige attributter.«


»Efter ordet hendes optræder hyppigst ord som hår, stemme, krop og ansigt og fysiske attributter, der simpelt sagt tæller på det seksuelle kødmarked,« forklarer han.

Kvinder omtales også hyppigere i familiære relationer, end mændene gør. Ord som barn, datter, kæreste, veninde og familie ses ikke så ofte i forbindelse med mænd. Kigger man på de ord, der optræder hyppigst i forbindelse med ordet hans, er det i den magtfulde ende.

»Efter ordet hans følger hyppigst ord som mening, folk, karriere, parti, opfattelse, politik, formue og ejendom. De fysiske og kropslige ting er væk, og i stedet er der ånd og samfundsmagt, karriere, tanker og ideer, forklarer Jann Scheuer og fortsætter:

»Mandekønnet i skriftsprog er relateret til den offentlige magtsfære. At det er mændene, der agerer og bestemmer. Kvinder fremstår, som de altid har gjort. De forbindes med seksuel værdi eller kropslige attributter.«

Sprog og samfund

»Jann Scheuer understreger, at han foretog samme type undersøgelse tilbage i 1995, og at der  ikke er sket en nævneværdig ændring i skriftsproget. Sproget følger, påpeger han, den måde samfundet er skruet sammen på, og den sproglige udvikling er »ikke voldsom«.

»Det er de samme fraser og faste vendinger, der sidder fast«.

Med hensyn til ordet vimse, giver Jann Scheuer Lise Rønne ret i kritikken. Ordet vimse er stærkt kønnet og vimse er noget, en lidt »svag person« gør - som kvinder, der vimser rundt og gør rent. Jann Scheuer peger samtidig på, at der er masser af kønnede ord, og at mange ord, der er socialt negativt ladede, ofte hæfter sig til kvinder. Han nævner ordene »skank« og »et forsuttet bolsje«, der begge har et køn, idet begge er betegnelser for kvinder, der har mange sexpartnere. Der er ingen negative ord for mænd, der opfører sig på samme måde.

»Udtrykket ben i næsen er også noget, man stort set udelukkende siger om kvinder,« siger Jann Scheuer

Marianne Rathje, seniorforsker, Dansk Sprognævn

»Jeg oplever min egen teenagedatter sige ven i stedet for veninde. Mange ord, der ender på inde, er forsvundet. I halvfjerdserne forsvandt skuespillerinde. Det bliver mere kønsneutralt.«


Sproget bliver mere kønsneutralt

Kønsdebatten i sproget er intet nyt fænomen, hvis man kigger på det en anelse bredere. Ifølge seniorforsker Marianne Rathje fra Dansk Sprognævn er det dog blevet mere italesat inden for de seneste fem år.

»Der var en kønsbevidsthed i halvfjerdserne, hvor nogle gik over til at bruge forkvinde i stedet for formand. Det gled ud, fordi nogle syntes, at det var noget pjat, at det skulle hedde forkvinde. Nu er mange gået over til forperson. For eksempel så jeg for nylig, at Københavns Universitet kalder den, der leder et ph.d.-forsvar, for forperson. Det kaldes normalt formand.Jeg hører også min egen teenagedatter sige ven i stedet for veninde. Mange ord, der ender på inde, er forsvundet. I halvfjerdserne forsvandt skuespillerinde. Det bliver mere kønsneutralt.«

Marianne Rathje oplever, at der er rigtig meget fokus på kønnede ord og køn og ligestilling generelt i det danske sprog.  Hos Dansk Sprognævn mærker man det fx i spørgetelefonen, hvor der bliver spurgt, om forskellige kønnede ord ikke kan blive erstattet, ligesom ordbogsredaktionen bliver stillet spørgsmål i stil med: »Hvorfor skriver I stadig formand, hvorfor laver I det ikke om, det er diskriminerende?«.

»Vi følger sprogets udvikling,« forklarer Marianne Rathje.

»Hvis folk går helt væk fra at sige formand, så vil det også afspejle sig i ordbøgerne.«