Kvinden, der mistede sig selv

Verden har i snart ti år ventet forgæves på at Lauryn Hill skulle følge op på sin mesterlige solodebut »The Miseducation Of Lauryn Hill«. Efter R&b-sangerindens koncert i Vega er det fristende at håbe, at comebacket aldrig kommer.

Foto: Kristian Sæderup/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Jeg har oplevet Lauryn Hill live, mens hun var på toppen. Det var til en Bob Marley-hyldestkoncert på en strand i Jamaica i 1999, hvor hun gik på scenen med sin version af Marleys »Turn Your Lights Down Low«. Og jeg havde nær tabt piña colada'en ned over mine klipklappere, da hun midt i den blide sang gav fanden i det hele og kastede sig ud i en knaldhård dancehall-fortolkning af klassikeren. Det var en demonstration i overlegenhed - den kvinde kunne åbenbart alt.

Den da 24-årige sangerinde og rapper med en fortid i verdenssucces'en Fugees havde året forinden skrevet og produceret sin sublime solodebut »The Miseducation Of Lauryn Hill«. Og undervejs havde hun også lige fået en søn med Bob Marleys søn Rohan. Hun havde en vidunderlig og sexet stemme, en melodisans som sendt fra oven og et rapflow, der savnede ligekvinder. Som hun stod der på scenen i kropsnært sort tøj, mindede hun mig om en elegant edderkop, der dansede sin forførende tarantella for en verden af hypnotiserede fluer.

Tirsdag aften i Vega, otte år senere, fremstod hun mere som en krydsning mellem Bedstemor And og Jytte Abildstrøm i sit allermest spraglede hjørne. Da hun endelig gik på scenen efter fem minutters pompøs bandopvarmning var hun klædt i en slags grøn badekåbe med guldglimmer, og hendes foroverbøjede bevægelser mindede om en gamlings. Der var en trist aura over damen, der i perioder har isoleret sig på Jamaica med sin mand og sine børn, og som aldrig har fået fulgt op på debutmesterværket fra 1998 - selv om rygterne om et nyt album har fortættet sig en anelse de senere måneder. Et af de hidtil eneste dryp siden sologennembruddet er en bizar unplugged-CD fra 2002, hvor hun, udelukkende akkompagneret af akustisk guitar, synger som et sløvt rivejern og giver sig til at græde midt under en af sangene.

Tre bassister på én gang

Det triste bestod i, at Lauryn Hill fik udstillet, at det bare ikke rigtigt kører for hende. Hun havde henved 20 mand med på scenen - blæsere, korsangerinder, percussion, to trommeslagere, hele pivtøjet. Forsamlingen skabte et kolonormt, mudret larmende lydbillede, der syntes gearet til et langt større spillested end Vega, men hele menageriet fremstod som én stor kompensation for Hills uformåen.

Den indledende version af »Lost Ones« gik endda, men allerede en af de næste sange, en intet mindre end skandaløs udgave af »Hurts So Bad«, udstillede problemerne: Hill har næsten ingen stemme tilbage, slet ikke når hun skal konkurrere med et orkester på størrelse med Tivoligarden. Hun magtede knapt nok at bjæffe med på sangens lækkert flydende melodi, der fortabte sig i orkesterets rodede torden - det er altså bare relativt sjældent, at tre bassister på én gang kan kaldes for en decideret god idé. Samme skæbne overgik de ellers så guddommelige »Zion« og »Ex-Factor« - det var næsten umuligt at høre, at forlægget er to følsomme og rasende elegant svungne sange om moderfølelse og umulig kærlighed.

Senere gik det ud over »Everything Is Everything« og »Doo Wop (That Thing)«, der blev afviklet i et afsindigt dobbelttempo, som Hills rap-evner af naturlige årsager overhovedet ikke kunne matche. Det virkede desperat, og scenariet blev ikke mere værdigt af at Hill, der forsøgte at give den som kosmisk bandleder-mama, overhovedet ikke havde tjek på sit orkester. I stedet småsnerrede hun konstant af musikerne og forsøgte at opildne dem med underligt pensionistagtige, koleriske armbevægelser og vidt udspilede øjne. Hun er, med andre ord, blevet godt og gammeldags sær, tilsyneladende omtrent på niveauet lige inden kattedame.

Killing me sloppy

Først da hun bevægede sig over i Fugees-repertoiret, forvandlede koncerten sig. Men kun for et øjeblik: De mere hiphoppede »Ready Or Not« og »How Many Mics« kunne langt bedre holde til orkestrets brutale lydangreb, og her havde Hill faktisk salen i sin magt. Men frisat fra studieversionens tørre produktion blev »Killing Me Softly« aldrig andet end en sloppy coverversion af Roberta Flacks signatursang, og den nye »Lose Myself« kom først til sin ret, da Hill insisterede på at synge den a capella efter nummeret egentlig var ovre.

Da hun satte i med den underligt selvretfærdige sang, kunne vi høre, hvad det var, hun kunne engang. Mens hun støttede sig til mikrofonstativet forrest på scenen og kiggede ud over publikum med mascaratunge øjne, foldede Lauryn Hills stemme sig ud som en flosset, men dog sjælfuld udgave af fordums pragt. Teksten til sangen, der i USA netop nu optræder i noget så familievenligt som en tegnefilm om pingviner, er næsten uhyggeligt selvbiografisk:

»I used to do it for the love a long time ago/ And all I ever wanted was love/ I used to love without fear a long time ago/ And all I ever wanted was love/ Then somebody came around and tried to hurt me/ Tried to make me feel like I was unworthy/ Took a pure love and tried to make it dirty/ Truth was they never did deserve me«.

Nogen eller noget har været efter hende og hendes kærlighed til musikken - og det er i hvert fald ikke hendes egen skyld, at det er gået så galt, som tilfældet er. Spørgsmålet er, hvorfor hun overhovedet er draget på turné. Er det penge? Rastløshed? Desperation? Terapi? Sandheden er derude, og indtil den muligvis kommer for dagen, er sangens omkvæd måske det mest præcise, der kan siges om de seneste otte år i kunstneren Lauryn Hills liv: »I had to lose myself/ So I could make it better«. Men hvor hun tydeligvis lykkedes med det første, er det en forfærdelig tragedie, at hun næppe nogensinde vil få held med det andet.