Kvinden der elskede kunsten

Det er i år 60 år siden, PEGGY GUGGENHEIM slog sig ned i Venedig og lagde grunden til et fremragende museum for nogle af det 20. århundredes bedste kunstnere. Jubilæumsudstillingen om ældre amerikanske malere er ikke den mest interessante, museet har vist - men Guggenheims skatkiste i Venedig er alligevel et besøg værd.

Hunde var ogdå én af Peggy Guggenheims passioner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra bogen »Peggy Guggenheim«

VENEDIG: Peggy Guggenheim kom til Venedig et par år efter afslutningen af Anden Verdenskrig.

Hun havde været der tidligere, men denne gang rejste hun til byen på vandet for at slå sig ned i et palads ved den store kanal. Hun var en kvinde med en kunstsamling og på sin vis af større betydning for billedkunsten i det 20. århundrede, end Gertrude Stein var det for litteraturen.

Som Gertrude Stein i Paris havde opmuntret unge forfattere – Hemingway som et af de mest kendte eksempler – støttede Peggy Guggenheim udvalgte billedkunstnere. Jackson Pollock forærede hun således et månedligt beløb gennem fem år, så han kunne koncentrere sig om at male. Hun var en handlekraftig, selvstændig og på alle måder frigjort kvinde med en sund appetit, hvad angik ægtemænd og elskere. Og så havde hun – som Charles Saatchi i vore dage – i perioder haft et princip om at købe et billede om dagen.

Gør man det gennem længere tid, løber det hurtigt op. Så Peggy Guggenheim havde en større kunstsamling med sig til Venedig.

I 1948 BLEV TRADITIONEN om at afholde internationale kunstudstillinger hvert andet år – biennalerne – genoptaget, men da Grækenland på grund af borgerkrigen ikke deltog, blev Peggy Guggenheim inviteret til at vise dele af sin samling i den græske pavillon. Det var selvfølgelig ved at gå galt i sidste øjeblik, fordi nogle af værkerne var for erotiske, men åbnet blev der, og samtiden kunne konstatere, at Peggy Guggenheim havde været forud for sin tid. Hun viste værker af blandt andre Arp, Brancusi og Giacometti, som biennalens kunstfaglige ledelse end ikke havde hørt om. Nogle få år tidligere havde Peggy Guggenheim på tilsvarende vis haft problemer med at overbevise det britiske toldvæsen om, at der virkelig var tale om kunst, da hun skulle sende et udvalg af værker af de pågældende kunstnere fra sit galleri i London til et galleri i Paris. Der blev appelleret til lederen af Tate, James B. Manson, som imidlertid afviste at blåstemple værker af de tre, der hver blev banebrydende skikkelser i det 20. århundredes kunst og selvfølgelig i dag i rigt mål er repræsenteret på museet i London. Bølgerne gik på et tidspunkt højt. Få måneder før nazisterne gik til angreb på moderne - såkaldt entartet - kunst, beskyldte Henry Moore Manson for fascisme, og sagen nåede så langt som til Underhuset, inden Peggy Guggenheim fik medhold.

Stor må triumfen derfor have været, da Tate efter udstillingen på biennalen i ‘48 bad om at låne hendes samling, og i det hele taget stod de bedste museer i Europa fra Stedelijk i Amsterdam til Louisiana i Humlebæk i kø for at få lov til at vise hendes værker. Før krigen var hun blevet betragtet som noget af en excentriker. Nu kunne alle se, at hun havde set rigtigt, da hun købte af de ukendte kunstnere, der skulle blive nogle af de største i det 20. århundrede.

PEGGY GUGGENHEIM (1898-1979) stammede fra en meget velhavende amerikansk familie. Hendes onkel – Solomon R. Guggenheim – er selv en af verdens store museumsstiftere. Hovedmuseet, der ligger i New York, er tegnet af Frank Lloyd Wright, og det har efterhånden fået filialer flere steder; blandt andet i Bilbao.

Man skulle så tro, at onkel og niece kunne få sig en rigtig god kunstsnak, når det var cocktailtid, men der var store spændinger mellem dem, og Peggy nærmest flygtede fra sin borgerlige familie til frigjorte miljøer i Paris, hvor hun blev venner og også mere end det med en række af de skikkelser, der færdedes i 1920ernes bohememiljøer i Europa. Hun giftede sig eksempelvis med maleren Max Ernst. Nogle penge fik hun – men hendes midler var langt fra ubegrænsede, og det var en af grundene til, at hun samlede på ukendte kunstnere. En anden var, at hun lyttede til de råd, hun modtog af blandt andre Marcel Duchamp – manden der radikalt ændrede billedkunsten tidligt i det 20. århundrede, da han placerede en pissoirkumme i et gallerirum og derved gjorde den til et kunstværk.

Takket være lommepengene hjemmefra, Duchamp og andre venners gode råd samt hendes egen åbenbart temmelig fine næse for kvalitet, opbyggede Peggy Guggenheim i løbet af en årrække en kunstsamling på omkring 10.000 værker. Udover af de nævnte af blandt mange andre Alexander Calder, Mark Rothko, Francis Bacon, Picasso, Braque, Paul Klee, Man Ray, Magritte, de Chirico, Yves Tanguy, Malevich, Jean Hélion, som hun også var gift med, og datteren Pegeen, der døde af en overdosis i Paris. Det var i 1967 godt en snes år efter ankomsten til Venedig.

VENEDIG BLEV PEGGYS hometown. Og i 1948 flyttede hun ind i et palads ved Canal Grande. Ved allerførste øjekast og på afstand kan bygningen ligne nyere arkitektur, men det er nu ikke tilfældet. Det er et palazzo non compiotu, det er ikke fuldendt. Det består kun af stueetagen og kælderen. Arbejdet med det begyndte i midten af 1700-tallet.

Navnet er Palazzo Venier dei Leoni, og det med løverne hænger angiveligt sammen med, at Venier-familien, en af de indflydelsesrige slægter i den venetianske bystat, havde løver gående i baghaven. Men enten løb familien tør for pengene eller også – det er i hvert fald en anden legende – gik byggeriet i stå, fordi genboen modarbejdede opførelse af et hus, der efter alt at dømme ville blive endnu smukkere. På det byhistoriske museum – Museo Correr – på Markuspladsen er undertiden udstillet en model af bygningsværket som arkitekten – Lorenzo Boschetti – havde forestillet sig det.

Her indrettede Peggy Guggenheim museum og privatbolig. Og efter hendes død blev hele paladset med tilbygninger til en dejligt museum med en indre gård, hvor der er opstillet forskellige skulpturer. Her ligger Peggy Guggenheim begravet side om side med sine beloved babies, som hun kaldte sine hunde. Deres navne er hugget på stenen over dem. Sir Herbert, Hong Kong, Peacock og hvad de ellers hedder.

60-ÅRET FOR, AT PEGGY Guggenheim flyttede til Venedig, markeres overraskende med en udstilling af amerikansk kunst med hovedvægten lagt på tiden inden amerikansk kunst med navne som Jackson Pollock og nylig afdøde Robert Rauschenberg flyttede opmærksomheden fra den gamle til den nye verden.

Malemåden er den, der kom fra det naturalistiske maleri i Europa, og motivkredsen er det vilde landskab, de store vidder. Vi føres over floden og ind i skovene og møder stille søer og gamle træers majestætiske skønhed. Europa bliver ved med at inspirere de amerikanske malere. Også impressionismen og postimpressionismen sætter sine spor, og der er et par fine arbejder af James McNeill Whistler, der tog til London og malede nogle billeder af Themsen og broerne over den – og for den sags skyld også malede i Venedig. Det er dog først i 1950erne, hvor udstillingen slutter, at USA bliver hjemsted for den internationale avantgarde med malere som Ad Reinhardt, Frank Stella og Jackson Pollock – og Edvard Hopper for den sags skyld. Tidligere var Paris blevet betragtet som verdenshovedstaden i kunsten. En slags demonstrativt vendepunkt fandt sted netop i Venedig. Det var i 1964, da en af Peggy Guggenheims favoritter, Jackson Pollock, udstillede i den amerikanske pavillon på biennaleområdet. Pollock, der allerede i 1950erne havde arbejdet med sine radikale malerier, skulptur og blandinger af de to former, fik til alles overraskelse biennalens store pris, Guldløven. En ting var, at Vatikanets avis, L’Osservatore Romano, fandt, at beslutningen var et udtryk for »kulturens totale og almindelige nederlag«, men en anden var, at beslutningen om at hædre en amerikansk kunstner sendte stærke rystelser gennem det europæiske kulturliv. Siden har vi vænnet os til lidt af hvert og herunder også den mærkværdige omstændighed, at USA har frembragt nogle af tidens betydeligste kunstnere. Og her spillede Peggy Guggenheim altså også en rolle.

»Peggy Guggenheim« ligger ved Canal Grande mellem malerisamlingen Accademia og Salutekirken. Museet er åbent onsdage-mandage 10-18. Særudstillingen Comming of Age - Amerikansk kunst 1850-1950 vises til 12. oktober.