Kvindelige kurver giver kraft

Kvindeskikkelserne hos Matisse spiller en fremtrædende rolle. Livslyst og en religiøs følelse for livet spejler sig i hans malerier med kvinder i farverige interiører.

Matisse og kvinderne

Henslængt eller graciøst siddende i svungne lænestole præsenterer kvinderne sig i Matisses malerier.

Skønne kurver i figuren går i dialog med dekorative former i interiøret. Det ser legende let ud, men der ligger en kompromisløs kunstnerisk stræben bag de vidunderlige former og det lidenskabelige farvesprog i billederne. Når man føler, at farven omfavner én - og det gør man, når man står ansigt til ansigt med Henri Matisses værker - ved man, at det er alvor.

Det er kondenserede følelser og sanselige udtryk skabt til glæden. Men man skal ikke tage fejl. Det har krævet mod, vilje og ensom kamp at gå denne vej mod strålende klarhed, vellyst og harmoni.

Tag nu odaliskerne, rækken af malerier med haremskvinder i stærkt dekorative omgivelser. De affødte i sin tid kritik og diskussion, fordi Matisse her sammenflettede skildringen af den kropslige volumen med flademaleri, fyldt til bristepunktet af mønstre i tæpper og tapeter - konstruerede, paradisiske verdener. Blomster- og spiralmønstrene lånte han fra keramik, han havde hjembragt fra Marokko. Som han selv udtrykte det: »Rejserne til Marokko hjalp mig til igen at få kontakt med naturen«.

Han blev kritiseret for de aggressive farver og den ikke-akademiske måde at male modellen på.

Til kritikken kan man kun sige, at der findes store individualister, som ikke kan kategoriseres, og så findes der alle de andre. Matisse ønskede at gå sin egen vej. Frihed betød for ham at følge den sti, talentet bød ham.

Der var en tid, hvor Matisse ikke efterlod sine billeder hængende på væggen, fordi de mindede ham om øjeblikke af nervøs ophidselse. Det, han søgte efter, var den ro, der følger efter ekstasen. Han stræbte efter kunstnerisk afklaring. Der er ingen tvivl om, at det lykkedes ham. Han sparkede døren ind til et nyt maleri, hvor der var plads til, at den enkelte farve kunne udfolde sig.Det var hjemme i atelieret, Matisse malede disse værker, odaliskerne med skønne, tilgængelige kvinder. Det var en konstrueret verden, hvor han arbejdede med professionelle modeller og ud fra hukommelsen. På spørgsmålet om, hvorfor han malede dem, svarede han, at det gav ham lejlighed til at male nøgenmodel. Som han udtrykte det:

»Jeg ved, at de eksisterer. Jeg var i Marokko. Jeg så dem.«

Malerierne med odaliskerne drejer sig således ikke så meget om det eksotiske, men om det almene, den intense livsfølelse. Matisse, som ikke var troende i traditionel forstand, nærede en religiøs følelse for livet. Og denne følelse kunne - ikke overraskende - komme særligt markant til udtryk i skildringen af den kvindelige krop.

Her havde han mulighed for - om man så må sige - at have en fod i virkeligheden og en i abstraktionen - det moderne flademaleri. Han bruger mønstrene i duge, tapeter og tæpper til at tage springet væk fra perspektivet. Rytme og liv bliver udtrykt gennem kvindekroppen. Men den bliver ofte anbragt i omgivelser, der trækker helhedsindtrykket væk fra det virkelige og et stykke ind i en drømmeverden.

Et væsentligt og genkommende motiv er kunstneren og hans model. Det ses af såvel malerier som tegninger, bl.a. hvor motivet er gengivet i et spejl, og kunstnerens afhængighed af kvindemotivet er understreget.Matisse foretrak portrættet fremfor stilleben eller landskaber, fordi det gav ham mulighed for at udtrykke den religiøse følelse, han havde for livet. Som Matisse selv har udtrykt det: »Portrætmaleri kræver, at maleren har en særlig evne til at identificere sig med modellen.«

Man får fornemmelse af, at Matisse nærmer sig en personlig sandhed ved at gå ind i den portrætteredes stemning og karakter. For, som han formulerer det: »Man begynder at føle, at man er sig selv, når man kommer ind under huden på det emne, man arbejder på.«

Det kan tolkes som en slags fællesskab - en følelse af enhed. Han portrætterede flere gange sin hustru Amélie (født Parayre).

Matisse's formulering, at han ønsker »at skabe malerier, der var som en lænestol,« har skadet mere end den har gavnet. Formuleringen har medvirket til, at nogle har fået en opfattelse af hans kunst som mindre seriøs. Lykkeligvis har der de senere år været en fornyet interesse for Matisse og hans værk, en forskningsinteresse, der har fokuseret på motiver i hans kunst. Den tyske filosof Friedrich Schiller fremhævede, at den, der ikke vover sig ud over virkeligheden, aldrig vil erobre sandheden. Matisse har med sine værker videregivet en sandhed, der er fremkommet på baggrund af livsglæde eller det, han kaldte en religiøs følelse for livet og sans for abstraktion og frigørelse af farven. De er både virkelighedsgengivelse og oprør mod denne.

Farvernes magiske møder peger ud mod en anderledes erfarings sprog. Men han tager stadig udgangspunkt i naturens former.

Kvinderne ligger, sidder og står i en generøs verden af farver eller i en enkelt sikker streg og taler til os i et universelt sprog. Strålende og sanseligt.