Kvinde ved ørknens rand

Louisiana har slået dørene op for en udstilling af værker af den store amerikanske maler Georgia O'Keeffe, der magtede kunsten at fortælle vedkommende om sansningen af verden set fra et hus i New Mexicos ørken.

Georgia O'Keeffe havde et liv af den slags, der bliver til myter, så lad det være udgangspunktet:

Hun ville male. Det vidste hun allerede i en ganske ung alder, og det gjorde hun så. Hun voksede op på landet som medlem af en stor børneflok i et hjem, der var præget af interesse for kunst og kultur.

Som ung træffer Georgia O'Keeffe (1887-1986) Alfred Stieglitz (1864-1946), der dels var en betydelig fotograf og dels havde et galleri i New York, hvor han udstillede den europæiske avantgarde - og i 1916 også Georgia O'Keeffe, som han otte år senere giftede sig med. Anser man utroskab for et problem i et ægteskab, må man sige, at dét havde de, men trods hans affærer holdt de sammen og elskede og inspirerede hinanden. De holdt også pauser, for i 1930rne begyndte hun at bo for sig selv adskillige måneder ad gangen i et hus i New Mexico, og efter hans død levede hun permanent ude på kanten af ørkenen.

Det gjorde ikke unaturligt ørkenlandskabet til et nærliggende motiv. Hun malede også storbyen, og på udstillingen finder man et enkelt billede af udsigten over en af New Yorks floder med store fabriksbygninger og rygende skorstene, men som Cézanne igen og igen malede Mont Sainte-Victoire, havde O'Keeffe også sit bjerg, og ørkenen spiller en hovedrolle sammen med hendes malerier af blomster, æbler, muslingeskaller, kranier og stille huse.

Georgia O'Keeffes billeder besidder en stor intensitet og om noget en udpræget åndelighed. I nogle af hendes arbejder er det, som om eksempelvis abstraktioner over blomster antager en karakter af overgange til et andet bevidsthedsniveau eller måske passagen til livet på den anden side af døden, og kranier har - også når det er dyrs - betydninger som en erindrer om om dødens uafvendelighed.

Men i tilfældet O'Keeffe skal man nok være varsom med at trække de store tolkninger ned over hendes værk. Det er en stående diskussion, hvorvidt hendes blomster udtrykker seksuelle længsler, fordi blomsternes foldninger og åbninger uhyre let associerer til miraklet mellem kvindernes lår, ligesom hun som ung selv lod sin nøgne krop fotografere i udsnit, der leder tanken hen mod yppige og imødekommende, saftspændte landskaber. Selv afviste hun de seksuelle betydninger. Undertiden er et billede bare et billede.

En pioner

I det hele taget er det slående, så banale nogle af motiverne er set med især vor tids øjne, hvor svage ekkoer af O'Keeffe hænger på hvert andet galleri, men det er indiskutabelt, at hun er en pioner i amerikansk billedkunst. Hun er optaget af nogle af de problemstillinger, der også beskæftigede hendes europæiske samtidige, Kandinsky, f.eks., og hun peger frem mod og har et slægtskab med de amerikanske minimalister, hvad ikke mindst udstillingens storslåede og landskabelige åbningsbillede fra 1962, »Sky Above White Clouds« antyder.

Blade og blomster, bjerget og ørkenen. Georgia O'Keeffe malede for farvens skyld - og nogle af hendes billeder er skærende smukke. Hvilket ikke er det samme som behagesyge. Hun maler blot de nære ting, det liv og det landskab hun har omkring sig og over sig, for på et tidspunkt begyndte hun også at male det set fra oven, og det er ikke umuligt ved mødet med hendes billeder at opleve en vis ærefrygt over den rigdom og variation og den farvepragt, der ligger i naturens detaljer eller Guds skaberværk. Det er bladets og blomstens og landskabets tonalitet og form, hun fastholder, men gengivelsen har en styrke, der gør billederne til verdener i sig selv.

Georgia O'Keeffe

Louisiana, Humlebæk. Åben dagligt 10-17, onsdage tillige til 22. Til 20. maj.