Kurt og Quentins kvinder

Quentin Tarantinos »Death Proof« er halvdelen af dobbeltfilmprojektet »Grindhouse«. En hyldest til B-film og cool kvinder fra en film-entusiast, der endnu en gang går sine helt egne veje.

Quentin Tarantino har igennem sin karriere aldrig lagt skjul på, at han elsker film, også- eller især - de dårlige. Og hans egne, fra »Resevoir Dogs«, »Pulp Fiction« og »Kill Bill«, har båret stærkt præg af instruktørens forkærlighed for kitsch og smuds. Med »Death Proof« kommer hans hidtil mest rendyrkede hilsen til 1970ernes forskellige exploitation-genrer, der her dækker over slasherfilm, hvor folk bliver slagtet, biljagtsfilm og hævnerfilm, hvor en enkelt mand eller kvinde rydder op blandt de kriminelle udskud. I »Death Proof« er den gennemgående figur, seriemorderen Stuntman Mike, spillet af en arret Kurt Russel. I sin dertil indrettede stuntmanbil, der er death proof, sikret mod døden, dræber han gerne smukke og sexede kvinder, når de sætter sig ind i den eller kommer i vejen for den. I filmens første halvdel følger vi Jungle Julia, spillet af Sydney Tamiia Poitier (datter af Sidney Poitier), der er en kendt radio-DJ i Austin, Texas, og hendes to veninder på en glad aften i byen. Meget tarantinosk består den femten minutter lange åbningssekvens bare af de tre's smalltalk-samtale i bilen om mænd, sex og stoffer og i det hele taget er der nærmest mere dialog end action i filmen som helhed. Aftenen ender dog knap så glad, da de løber ind i Stuntman Mike. Derefter skifter filmen til tre nye veninder, deriblandt makeupartisten Abernathy (Rosario Dawson), der benytter en pause i arbejdet på en film til at hente en fjerde veninde, stunt-kvinden Zoë (Zoë Bell, der var Uma Thurmans stunt-standin i »Kill Bill«) fra lufthavnen. Zoë vil lege »shipmast«, hvor hun lægger sig på bilens køler, mens den er i høj fart, og kun holder fast i to læderremme. Et fantastisk og reelt stunt, der er Tarantinos fuck-finger til nutidens tendens til computergenerede effekter. Det er også en leg, der er ved at gå galt, da Stuntman Mike pludselig dukker op i sin dræberbil, men da hans mordforsøg slår fejl, bliver jægeren den jagtede. Og så kan man vist roligt sige, at der er dømt pussy-power. Man kan også roligt sige, at der er udbredt og bevidst dårlig smag. Det er ikke for ingenting, at filmen bøjer sig i støvet for den slags film, der kun blev vist i de såkaldte grindhouses, der var små, snuskede biografer. Deraf også titlen, »Grindhouse«, på det projekt, »Death Proof« kun er halvdelen af. Da filmen fik premiere i USA, var den sat sammen med Robert Rodriguez' zombiefilm, »Planet Terror«, som en dobbeltforestilling med trailere indimellem på selvopfundne film som »Werewolf Women of the SS« og »Machéte«, men dobbeltfilmen blev dømt for lang og splittet op i to til de europæiske premierer, hvor vi herhjemme kan se anden halvdel, »Planet Terror«, til juli. Den bevidst dårlige stil kan ses helt ned til kopieringen af 1970er-filmenes skrattende lyd, de slidte filmstrimler med striber og de abrupte, uelegante overgange, hvor en hel scene kan være klippet ud. Det er alt sammen ret morsomt på den typisk overdrevne Tarantino-måde, hvor der er mere stil end substans. Men er man til den slags drengerøvsfilm, får man til gengæld her den ultimative chick-flick. En film, der kæler om kølige, seje hundyr, hvor, ja, det er kvinderne, der viser røv, men hvor de til gengæld også får sparket en hel del. Hvad er det kvindelige svar på en drengerøv? Pigenumse? Hvad hun end kaldes, så er filmen for hende og hendes filmnørd-venner.