Kunstværk eller hærværk

Takket være den lokale B&O-forhandler blev den lille velhaverby Strib på Vestfyn i sommer beæret med en to meter høj bronzestatue udført af selveste PRINS HENRIK. Selv om ikke alle går ind for nyerhvervelsen - statuen blev udsat for hærværk efter bare en uge - arbejder B&O-forhandleren utrætteligt videre på at udvide den kongelige kunstsamling. Nu venter de lokale på, om idémanden bliver belønnet med den ridderorden, som før er fulgt i kølvandet på den royale kunst.

Bare en uge fik prins Henriks skulptur lov til at stå, så slog graffiti-malerne til og komponerede deres eget monogram til den indstøbte krone. Projektets idémand, B&O-forhandler Svend Aage Hansen, besigtiger her skaderne. Foto: Claus Fisker<p> Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sidste søndag blev der på disse sider fortalt om en midaldrende herre, som var blevet smidt ud af B&O-forretningen i Viborg, fordi han var klædt i det tøj, han nu engang befinder sig bedst i, nemlig tækkeligt dametøj. Men man må ikke tro, at alle B&O-forhandlere i Danmark går i panik over tvekønnede signaler.

Noget sådant var i hvert fald aldrig sket i den lille vestfynske by Strib på solsiden af Lillebælt. Her har den lokale B&O-forhandler i spidsen for det lokale erhvervsliv tværtimod fået stillet en bronzeskulptur op, som dårligt kan tolkes som andet end en hyldest til mande- og kvindekønnet, smukt forenet i én krop, med en fyldig og blød form bagtil og hårde, muskuløse former fortil. Skulpturen, som bærer titlen »Mande-kvinde torso«, blev afsløret under megen højtidelighed sidst i juni, og det har siden været svært at finde kritikere af værket. Torsoen er tilsyneladende et mesterværk, som forener alle, på tværs af køn, tro og metier. Ja, altså lige bortset fra de ukendte gerningsmænd, som nu tre gange har udsat den for hærværk med spraymaling, så TV2 News allerede én gang har været ved at sende deres helikopter.

Nu er kunstneren selvfølgelig heller ikke hvem som helst: Henri-Marie-Jean André greve de Laborde de Monpezat. Bedre kendt som Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen. For 30 år siden, da prins Henrik var i starten af fyrrerne, gav han sin kunstneriske trang frit løb og skabte torsoen, som siden har stået på en sokkel ved regentparrets franske residens i Caïx, og i en mindre udgave på hans skrivebord på Amalienborg. Mens hans hustru, Hendes Majestæt Margrethe II af Danmark, udstillede sine malerier på Brandts Klædefabrik i Odense og på opfordring forærede værker til Statens Museum for Kunst, holdt Prinsen sin kunst for sig selv. Men da havde hans bane endnu ikke krydset B&O-forhandlerens fra Strib - et lille velhaversamfund på 5.500 sjæle, som de inde i nabobyen Middelfart kalder »Reservatet«.

I løbet af de sidste 15 år har det gamle færgested udviklet sig til et af Trekantområdets mest eksklusive bosteder med intet mindre end to strandveje, og bortset fra det fremtrædende Hells Angels-medlem »Kineseren«, som nu midlertidigt har forladt sin villa for at afsone en dom på 12 år for kokainhandel, er de arbejdsomme og respektable mennesker de fleste af dem. Folk, der sætter pris på bæltudsigt, to minutter til bådehavnen, 30 sekunder til badestranden og otte minutter til motorvejen, og som ikke skammer sig over at repræsentere den forskel, der naturligt opstår, når huspriserne typisk begynder ved de fire millioner. Derfor havde det billige kommunale reklameskilt, som stod ved forbindelsesvejen mellem Middelfart og Strib, længe været et kedeligt indslag i dagligdagen.

»Vi ville have et pænt indgangsparti til byen. Ikke noget med fire skrå brædder og et bynavn, som de bruger det ude på landet. Strib er jo, hvad Hellerup er til København, et eksklusivt, godt sted. Vi har en eksklusiv slagter med gourmetafdeling, vi har en eksklusiv bager, og vi har en eksklusiv B&O-forretning,« forklarer B&O-forhandleren Svend Aage Hansen, også kaldet Svend Aage »Radiomand« eller Svend Aage »Dav«, fordi han altid hilser venligt på sine kunder, og her mener jeg alle slags kunder. 34 år i branchen har lært Svend Aage Hansen, at over for B&Os produkter er vi alle lige, hvis vi vel at mærke kan betale. Svend Aage Hansen havde været rundt i landet for at kigge på kunst til »byporten«, men var hver gang kommet tomhændet hjem. Og så var det, hans søn Daniel for et år siden sad og så en udsendelse fra regentparrets årlige pressemøde på Château Caïx.

»Prøv at se, far, den gamle skulptur Prinsen har lavet! Det er sådan én, vi skal have op i Strib!« udbrød han.

»Jeg ringer til Prinsen i morgen,« sagde Svend Aage Hansen, i spøg. Men han må alligevel have tænkt over det i løbet af natten, for næste dag ringede han til Hofmarskallatet og præsenterede sig med alle sine titler: B&O-forhandler, formand for Strib Handels- og Håndværkerforening og ikke at forglemme oldermand for »Sophiæodde Saluteringslaug«, en ni år gammel sammenslutning af borgere i Strib, som iført livgardens aflagte uniformer skyder kanonsalut med løst krudt, når kongeskibet passerer gennem Lillebælt. Han blev stillet om til Prinsens oppasser, og derfra gik det over stok og sten. For Prinsen var ikke uinteresseret i at få sin kunst ud i det offentlige rum, efter at han allerede havde præsenteret det store publikum for sin selvbiografi, sine egne digte og senest sine bedste madopskrifter.

Det var selvfølgelig ikke uden problemer, og pressen var et af dem. »Det var Prinsen, der sagde til mig: »Når de ringer fra Ekstra Bladet og B.T., har du ingen kommentarer!« fortæller Svend Aage Hansen.

Sporene skræmmer stadig efter de mange skriverier i formiddagspressen sidste år, da Ekstra Bladet kunne berette, at den daværende direktør for Statens Museum for Kunst, Allis Helleland, i al stilhed havde erhvervet og ophængt tre af dronning Margrethes landskabsmalerier ved siden af billedkunstens ypperste mestre. I Ekstra Bladet blev monarkens billeder kaldt for »hobbykunst«, og det blev antydet, at Hellelands »blåstempling« af Dronningens kunst skulle have udløst det ridderkors af 1. grad, som Helleland blev tildelt få måneder efter, billederne var blevet hængt op. Så faldt alting dog til ro. Helleland er i denne måned tiltrådt som ny direktør for Nasjonalmuseet i Oslo, og hun er afløst på posten af Brandts Klædefabriks tidligere direktør, Karsten Ohrt, som også sætter pris på kongelig kunst. I 2003 åbnede han i Odense en udstilling med Dronningens landskabsmalerier, og inden udstillingen var forbi, var han også udnævnt til ridder af 1. grad af Dannebrogordenen.

Men i Strib som så mange andre steder er problemer til for at blive løst. Og penge var i hvert fald ikke et af dem. Der var lokale, private sponsorer nok, som hellere end gerne ville betale for at få Strib knyttet tættere til kongehuset.

»Det royale betyder noget her. Folk i Strib er jo et folkefærd, som lever livet, og som synes, det skal være et hyggeligt og ordentligt sted at bo, og så har det nationale og royale meget at betyde,« siger Svend Aage Hansen.

Han vil ikke tale om beløbets størrelse, for det er upassende, når det drejer sig om kongehuset. Men rygterne siger et par millioner kroner alt inklusive. Det vil blandt andet sige støbning og forarbejdning af to skulpturer, én til Strib og én ekstra, som skulle foræres til kongehuset. Og det arbejde gik der en del tid med, for originaludgaven af Prinsens skulptur på Château Caïx var kun 1,2 meter høj. Fint for Strib. Men en anelse for lille for kongehuset.

»Det viste sig, at den gamle støbeform var gået tabt. Og når der nu alligevel skulle laves en ny, såønskede kronprins Frederik og prins Joachim, at der blev lavet en større udgave på et par meter, som vil syne af lidt mere, når den engang kommer op at stå i en af slotsparkerne,« siger Svend Aage Hansen. Han sørger selv i denne måned for, at Kongehusets skulptur bliver leveret på Marselisborg Slot.

Men først skulle Strib have sin torso. Det skete 27. juni på en af sommerens værste dage, vejrmæssigt. Som Fyns Stiftstidendes reporter konkluderede: »Havde det været en hvilken som helst søndagsudflugt, var den formentlig blevet aflyst.« Regnen stod ned i kaskader, og blæst og bølger umuliggjorde prins Henriks landgang med chalup fra kongeskibet ved Stribs nordstrand. Men frem kom han alligevel, og han fik en varm modtagelse af en meget våd forsamling af et par hundrede honoratiores og borgere ved indfaldsvejen til Strib, og i de lokale forretninger bar ekspedienterne små kongekroner på hovedet, svarende til den nye prik over iet i Strib i byens nydesignede logo af royalt tilsnit.

»Jeg udtrykker min anerkendelse af Svend Aage Hansens arbejdsindsats. Jeg havde aldrig drømt om, at den skulptur, jeg lagde sidste hånd på for så mange år siden, skulle stå på så naturskønt et sted som dette,« sagde Prinsen i sin tale. Og det er ikke hver dag, at enkeltpersoner sådan bliver nævnt ved navn og rost i en kongelig tale. Men det var også første gang nogensinde, at en skulptur, udført af en kongelig, nåede det offentlige rum. Gennem historien havde det jo ellers været de kongelige selv, som stod på soklerne, afbildet af landets dygtigste billedhuggere.

Nogle taler og glas Château Caïx-hvidvin senere var Prinsen væk igen, og Strib stod tilbage med torsoen og æren at beskytte og forvalte. Og det er ikke nemt, når man jo skal op på arbejde næste morgen og ikke kan sidde oppe hele natten, mens de unge lømler derimod har sommerferie og intet fornuftigt at give sig til. En uge senere vågnede Strib op til det første graffiti-angreb, og endnu to er fulgt indtil videre.

»Første gang ringede de fra TV2 News og sagde, at de havde deres helikopter over Korsør, og at de hurtigt kunne være fremme. Da jeg kom ned til skulpturen, var de der allerede fra flere andre stationer og var ved at rette deres parabol-antenner ind. Men vi fik hurtigt malingen fjernet. Statuen og soklen var nemlig blevet nano-behandlet, det er sådan noget nyt noget, så graffiti hurtigt kan vaskes af,« fortæller Svend Aage Hansen.

Men han er da godt ærgerlig over det. Og Strib Handelsstandsforening og Sophiæodde Saluteringslaug, som Prins Henrik blev udnævnt til æreskanonér i, da han var i byen, har udlovet en dusør til den, der udpeger gerningsmændene. Den vil svare til de udgifter, der indtil videre har været med at rette op på hærværket, for øjeblikket omkring 16.000 kroner.

»Vi gjorde det på den måde, så forældre, der havde mistanke til deres børn, blev holdt skadesløse,« forklarer Svend Aage Hansen. For at forhindre yderligere angreb blev der også sat et overvågningskamera op på en lygtepæl. Det var meningen, at det skulle sluttes til af de kommunale myndigheder. Men inden der var blevet givet tilladelse til overvågningen, blev også kameraet udsat for hærværk, og nu er der kun de to plastikstrips tilbage på pælen.

Svend Aage Hansen slår dog det hele hen som »drengestreger«. Det samme gør prins Henrik tilsyneladende.

»Efter det første hærværk fik jeg et flot brev fra prins Henrik, hvor han spurgte, om jeg havde læst hans bog, »Skæbne forpligter«. Det havde jeg ikke, men jeg købte den omgående. I mellemtiden mailede han side 141 til mig, og der står, at da Prinsen var ung rebel i Cahors, mødtes de i nogle slotsruiner, hvor de drak en masse Cahors-rødvin, og gendarmerne kom om natten og tyssede dem og jog dem væk, og da borgmesteren en dag skulle afsløre en flot kvindetorso, havde de her knægte været i gang med at male røde læber og røde brystvorter på den. Så han grinede bare lidt og sagde, at det i Strib nok bare var det samme, han selv havde været med til i sine unge dage.«

Siden Prinsens tale har man i Strib og omegn talt om, at det nok ikke kan vare længe, inden også Svend Aage Hansen får »noget til knaphullet«. Det afviser han dog selv at tale om med et afværgende grin. Men om valget af skulpturen siger han: »Selvfølgelig betød det da noget, at det var prins Henrik, der havde lavet skulpturen. Men jeg havde købt den, uanset hvem der havde stået for den. For den er utrolig harmonisk og tidløs med en fin balance mellem noget, man kan genkende, og noget man skal tænke lidt mere over. Den vil kunne stå der også om 100-150 år.«

I mellemtiden er han nu i samarbejde med hoffet gået i gang med at forberede en bog om alle de skulpturer, prins Henrik har lavet. »Der er en 20-30 stykker af dem. Og jeg skal da heller ikke udelukke, at vi en dag får flere af dem op i Strib - hvis Prinsen altså også synes, det er en god idé.«

Tilbage over Lillebæltsbroen. Så forsvinder Fyn i bakspejlet, og Jylland toner frem. Fra Viborg forlyder det, at den lokale B&O-forhandler er ved at afhænde sin forretning efter affæren med udsmidningen af den kjoleklædte mand. Det har Svend Aage Hansen ingen planer om. For ham er et nyt stort kapitel lige begyndt.