Kunstneren med de mange streger

I fjor var det 100-året for Ib Andersens fødsel, men først nu foreligger pragtværket om hans store indsats som tegner, grafiker, bogillustrator og plakatkunstner. Det har været værd at vente på, for det er et imponerende værk med læsværdige og læselige tekster om tegneren, der forblev tro mod sig selv.

10-kronesedlen fra 1952-serien. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Først og fremmest er bogen om Ib Andersen et utroligt flot værk at bladre i. Stoppe op hist og her og mange steder og fortabe sig i hans i reglen sødmefulde, ofte meget nostalgiske og næsten altid særdeles detaljerede og gennemarbejdede tegninger.

Man falder over plakater, der er blevet kanoniserede klassikere, og over bogomslag og bogillustrationer, der kan få en til at rejse sig og finde originalværkerne i reolen. Eksempelvis romaner af Anders Bodelsen for nu lige at nævne ham. Ib Andersen skabte forsider til Bodelsens første bøger; debuten »De lyse nætters tid«, den satiriske roman »Villa Sunset« samt novellesamlingerne »Drivhuset« og »Rama Sama«, der anslår en række af forfatterskabets temaer.

Bodelsen selv opfatter omslagene som meget præcise fortolkninger af de stemninger, der er i hans tidlige bøger, og det er en betragtning, det afgjort ikke er umuligt at følge ham i.

Det er derfor ikke uden grund, at bogen om Ib Andersen indledes med en længere samtale med Anders Bodelsen. Så meget desto mere som Bodelsen gennem sine forældre havde et indgående kendskab til mennesket Ib Andersen.

Anders Bodelsen var en af de forfattere, der både skabte nybrud og vakte vrede med sin bekendelse til den pertentlige nyrealisme. En ting var, at han svigtede de modernistiske idealer i litteraturen. En anden var, at hans samfundskritik var mild, og at han ikke var overbevist om, at mennesker ikke selv har et ansvar for, hvad de foretager sig. Hvordan kunne han undgå ballade på Parnasset?

Anders Bodelsens betydelige succes faldt i nogen grad sammen med universitetsmarxismen, dengang 1960erne var blevet til de munkegrå 70ere. Tidens stenhårde ideologikritik var ikke blottet for ufrivillig komik, men ikke desto mindre stemplede den selvfølgelig Anders Bodelsen som dybt reaktionær.

Og morsomt er det i Paul-Philippe Péronards interessante samtale med forfatteren at støde på betragtningen:

Gik Ib Andersen i stå? Blev han reaktionær af sind? Hvad var det med ham og den kunst, der for længst havde forandret sig. Og som Ib Andersen reagerede på ved at vælge et mere naturalistisk billedsprog, der, som man siger, rakte bagud i tiden. Og som betyder, at hans arbejder - ikke alene i dag men allerede mens han levede - blev betragtet som et udtryk for nostalgi og en længsel efter det forgangne.

Ib Andersen svigtede i virkeligheden også det modernistiske projekt.

I fjor ville Ib Andersen være blevet 100 år, hvis han ellers havde levet så længe. Det gjorde han ikke. Han døde allerede i foråret 1969; ikke mere end 61 år gammel.
Ib Andersen var søn af en lige så estimeret illustrator, plakattegner og grafiker, Valdemar Andersen (1875-1928). Ib Andersen blev uddannet som arkitekt og var også en overgang ansat hos Poul Henningsen, men allerede i sin akademitid bliver han tilknyttet Politiken som tegner. 1930 forlader han avisen til fordel for Berlingske Tidende.

Men så fastansætter Politiken ham fire år senere, og han bliver i bladhuset på Rådhuspladsen frem til sin død. Som flere andre markante bladtegnere – eksempelvis Hans Bendix og Erik Werner – var han medlem af kunstnersammenslutningen Grønningen.

Ib Andersen foretog før og efter krigen – hvilket var usædvanligt på det tidspunkt – adskillige lange rejser. Fire måneder på Guldkysten, seks måneder i Indien og næsten et år på de vestindiske øer. Sidstnævnte resulterede også i pragtværket »Vore gamle tropekolonier«, som sammen med illustrationerne til Izaak Waltons 350 år gamle essay, »Den fuldkomne fisker«, om glæden ved naturen og ved det stille og harmoniske, tilbagetrukne liv, anses for nogle af hans største bedrifter inden for bogillustration.

Han påtog sig en række meget forskellige grafiske opgaver. Han udformede to generationer af pengesedler. Dels serien fra 1952, dels den fra 1972, dengang da der var firben på 500-kronesedlerne, flittige egern på 1.000-kronesedlerne, en sommerfugl på en hund og en karusse på en halvtredser.

Og så er der plakaterne, hvor han i flere tilfælde nåede op på siden af mesteren, den franske plakatkunstner Cassandre. Det var dengang, der blev skabt forjættende og fantastiske plakater for det at rejse, der for de fleste mennesker var en eksklusiv og eksotisk oplevelse.

Og så er der blandt andet plakaten for Tivoli, der er blevet en klassiker, i bogen kalder Per Arnoldi den for »den ultimative tivoliplakat«. Man ser en ballon med en gondol under, altså et udsnit af ballongyngerne, et af forlystelseshavens mest kendte vartegn. Der er ingen mennesker, i baggrunden ses et træ; der er en vemodig stemning over sceneriet, men plakaten er også fra 1943, da det meste ser sort ud, og befrielsessommeren endnu ligger to frygtelige år ud i fremtiden.

Bogværket om Ib Andersen er generøst. Ikke alene i sit overdådige udstyr men også gennem teksterne, der både er læselige og læsværdige og behandler alle aspekter af Ib Andersens produktion:

Hans teknik og usædvanlige iagttagelsesevne – og det forhold at han jo alligevel var påvirket af nogle af de moderne strømninger i billedkunsten i sin geometriske måde at arbejde på i den tidlige fase af produktionen, inden naturalismen for alvor satte igennem. Hans relativt korte karriere som arkitekt der falder på et tidspunkt, da det er ved at gå op for faget, at det snarere er bedre boliger til mange mennesker end rigmandsvillaen, de skulle interessere sig for.

Bladtegningerne og bogillustrationerne har sammen med plakaterne gjort Ib Andersen anerkendt og respekteret, men der er heldigvis også artikler om mindre kendte sider af hans virke som eksempelvis hans arbejde som brugsgrafiker, og man får et godt billede af, hvordan det i aviser lykkedes at få tekst og illustration til at blive grafisk overlegne helheder.

Artiklerne i bogen rummer gentagelser men ikke i et omfang, at det generer. Til gengæld kan teksterne læses hver for sig, og en skrappere redigering ville have ødelagt de enkelte bidragyderes sproglige egenart. Den biografiske oversigt er ... en oversigt i så udpræget grad, at den har en summarisk karakter. Den kunne sagtens have været udbygget, uden at det gjorde noget, når nu man alligevel var i gang med at skabe værket over Ib Andersen.

Var Ib Andersen så en bagstræberisk tegner? Anders Bodelsen nævner, at Ib Andersen eksempelvis ikke brød sig om Palle Nielsen, der er en af det 20. århundredes største danske kunstnere og en fremragende grafiker, og Ib Andersen vendte sig mod symbolisme og abstraktion og måske også alle de andre skiftende ismer, der forandrede billedkunsten så radikalt i det 20. århundrede; ja forandrede den ved indgangen til århundredet med Duchamp og med Braque og Picasso og kubismen og retninger som dadaisme osv. osv.

Måske var han blot tro mod sig selv? Og måske er det helt i orden at lade være med at flyde med tidens trends og underkaste sig tidsånden, blot fordi nogle kuratorer og kunsthistorikere synes, at det nyeste er det bedste – og dét undertiden uden at anerkende, at det forgangne er forudsætningen for det.

Der kunne her og der komme en patineret sentimentalitet ind i Ib Andersens tegninger, og som alle konservative kulturradikale vendte han sig måske pr. refleks mod det moderne en bloc. I stedet for at vurdere det fra sag til sag, gang til gang, bygning for bygning osv. Men som kunstner svigtede Ib Andersen ikke. Han kunne ikke hoppe på nogle af vognene, der kørte forbi – det var der jo også andre der gjorde og de fleste indiskutabelt af overbevisning og nødvendighed og med talent.

Men han forlod til en vis grad den form, han havde arbejdet med som ung, da han var en del af et miljø, der definerede sig selv som selveste moderniteten, som det progressive, som kampen for frie rammer og solskin, funktionalisme, lige linjer, naturlig erotisk omgang og nøgenhed. I stedet fandt han en anden form.

Ib Andersen søgte den detaljerede beskrivelse, glæden ved iagttagelsen og gengivelsen af naturen. Træerne, hegnet, buskene, dyrene, guldalderagtige landskaber. Han tegnede det, han syntes var relevant at tegne. Meget mere burde man ikke kunne forlange af en kunstner.

Tegneren Ib Andersen. Et portræt i tekst og billeder er redigeret af Jens Frederiksen, Paul-Philippe Peronard og Steen Ejlers. Sidstnævnte har også stået for den grafiske tilrettelæggelse. I øvrigt bidrager Per Arnoldi, Simon Bang, Anders Bodelsen, Hans Munk Hansen, Louise C. Larsen, Georg Metz, Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Per Marquard Otzen, Gert Posselt, Peter Læssøe Stephensen og Morten Thing. Bogen er på 312 sider, særdeles rigt illustreret og koster 399 kr.