Kunstnere skal blande sig i den politiske debat

»Danske kunstnere har ikke tradition for at stille sig frem,« siger festivaldirektør Tine Fischer fra CPH:DOX, der er blandt initiativtagerne til nyt kulturelt topmøde.

Tine Fischer, direktør CPH:DOX Fold sammen
Læs mere

Har kunstnere en særlig forpligtelse til at ytre sig i debatten om indvandrerspørgsmål, EUs krise og politikernes håndtering af flygtningepresset på Europas grænser? Eller skal de tværtimod hellere holde mund og blive ved deres læst? På den internationale scene har politiske jordskred som Brexit og ikke mindst valget af Donald Trump som USAs 45. præsident fået udøvende kunstnere verden over til at give deres mening til kende.

Men herhjemme er kunstnere – med få undtagelser – nærmest usynlige i den politiske debat, og det er baggrunden for, at CPH:DOX og Copenhagen Film Fund med støtte fra Københavns Kommune nu søsætter, hvad de kalder et kulturelt topmøde, en serie af kunstneriske hardtalks under titlen CPH:Meetings, der løber af stabelen 23.-26. marts.

»Kunst og kultur fylder meget i vores liv, og der er ligger rigtig mange fortællinger, som definerer, hvem vi er. Men kunsten og kulturen i Danmkark har ikke så stor tradition for at stille sig frem og tale om værdien af det, er skabes i det kunstneriske rum,« siger Tine Fischer, direktør for CPH:DOX.

 

»Nogle lande i Europa, f.eks. Frankrig og Tyskland, har langt stærkere tradition for, at de kunstneriske brancher blander sig og giver deres mening til kende. Det har vi ikke i Danmark, men faktisk er der et kæmpestort felt af kunstnere, som arbejder i noget, der vedrører vores fælles sociale og politiske virkelighed. Og vi vil gerne skabe et sted, hvor de stemmer kommer til orde.«

CPH:Meetings finder sted på forskellige scener i byen, fra Kunsthal Charlottenborg og Bremen Teater til Blågårds Plads på Nørrebro. Her vil man bl.a. kunne høre satirikerne Niels Hausgaard og Omar Marzouk tage kulturkampen mellem by og land under kærlig behandling. Man kan også møde filminstruktørerne Fenar Ahmad (»Underverden«) og Erik Clausen, der diskuterer udfordringerne ved at portrættere sociale klasser i det danske samfund. Og i anledning af 60-året for Rom-traktaten 26. marts diskuterer bl.a. Suzanne Brøgger, Jens Christians Grøndahl, Mikael Bertelsen og Mads Brügger EUs problemer med politisk populisme, uigennemsigtighed og manglende folkelig opbakning. Endelig kan man møde den franske filosof Bernard-Henri Levy, der med udgangspunkt i sin dokumentarfilm »Peshmerga« taler om jihadisme og flygtningestrømme, forfatteren Anne Lise Marstrand, filminstruktøren Christina Rosendahl m..fl.

Tine Fischer er glædeligt overrasket over, hvor positivt initiativet CPH:Meetings er blevet modtaget i kulturmiljøet.

»Det er jo ingen hemmelighed, at når man som kunstner stiller sig frem i debatten, bliver det ofte betvivlet, om man er godt nok funderet til overhovedet at have ret til at sige noget,« siger hun. »Men som kunstner skal man netop ikke kunne det samme som en sociolog eller politolog eller økonom. Man skal kunne lige præcis det, som det kunstneriske prog kan. Vi har brug for at høre kunstnere tale om, hvad det vil sige at være menneske i dag, og vi har bruig for mere kreative og vilde hjerner til at tænke nye løsninger. Jeg havde frygtet, at der ville være mange, som sagde »Nejtak, vi laver kunst og ikke politik«. Men 90 procent af dem, vi hart spurgt, har sagt, at de rigtig gerne vil deltage.«

Se programmet på cphdox.dk/cphmeetings.