Den afgående bestyrelsesformand for Museet for Religiøs Kunst i Lemvig, Michael Böss, sender i et opsigtsvækkende Facebook-opslag en bandbulle mod en del af nutidskunsten, som han betegner som »tom for både tanker, følelser og æstetik«.

Michael Böss, forhenværende lektor på Aarhus Universitet, historiker, dr.phil. og en flittig forfatter og debattør, har de seneste seks år været bestyrelsesformand for museet i Lemvig, men nu træder han tilbage, hvilket han betegner som en stor lettelse.

»For på kun seks år har jeg været arbejdsgiver for hele tre museumsledere (den ene en barselsvikar), som undertiden lavede spændende og fremragende udstillinger, men også kunne finde på at lave udstillinger, jeg kviede mig ved at åbne. Først og fremmest fordi jeg virkelig ikke nærede store tanker om den kunst, der blev vist. Og samtidig alvorligt tvivlede på, at kunstnerne selv gjorde det,« skriver Michael Böss på Facebook.

Angsten for at blive kaldt rindalist

Han har, skriver han, også mødt spændende kunstnere, som han sætter stor pris på, blandt andet etablerede navne som Peter Brandes og Maja Lisa Engelhardt og yngre kunstnere som Laila Vestergaard og Simon Aaen, men, skriver han, megen nutidskunst har karakter af »statements«.«

»Ofte er de kunstnere, der står bag den, selv dybt uvidende og ude af stand til at formulere sig, heller ikke i deres værker. Alligevel synes de selv og deres akademiske rygklappere, at de er fremragende eller ligefrem geniale. Og ingen tør sige dem imod af angst for at blive beskyldt for rindalisme«, skriver Michael Böss og tilføjer:

»Jeg kender ingen anden verden end kunstens, hvor man kan finde på at skamrose mennesker, der reelt set intet væsentligt eller intet nyt og originalt har på hjerte. Jo, for øvrigt, jeg kan godt genkende noget fra den verden, jeg selv kommer fra: den akademiske«.

Michael Böss har siden sin ungdom elsket kunst – mange forskellige slags kunst, siger han – og han har besøgt de fleste større kunstmuseer i Europa. Når han vælger at forlade jobbet som bestyrelsesformand, som han betegner som et ofte hårdt og bøvlet arbejde, er det for at få mere tid til andet.

»Jeg har som bestyrelsesformand arbejdet sammen med tre museumsledere, og de har været interesserede i at udstille samtidskunst, og der findes meget af høj kvalitet, men der findes også en kunst, som går tilbage til 60erne, og som man troede hørte fortiden til: konceptkunst. Det er nok den form for kunst, jeg er mest kritisk over for. Det er kunst, som bygger på en bestemt idé, ofte en meget abstrakt idé, f.eks. i form af installationer. Men fordi den bygger på en meget abstrakt idé og ikke de formelle forestillinger, vi har om kunst, f.eks. at det ligner noget, eller, hvis det er abstrakt, har en bestemt form eller æstetik, så er det en udfordring selv for et almindeligt oplyst kunstinteresseret publikum at tilgå sådan en udstilling,« siger Michael Böss.

Han peger blandt andet på værker af en kunstner som italienske Piero Manzoni, f.eks. hans værk »Merda d'artista«, der er kunstnerens egen afføring på dåse, som eksponent for konceptkunst. Andre eksempler er den franske kunstner Marcel Duchamp, der var kendt for sit værk »Fountain« bestående af et omvendt pissoir, eller danske Albert Mertz.

Hvad er der galt med den kunst?

»Der er forskellig smag inden for kunst. Når jeg har været skeptisk over for den slags udstillinger på Museet for Religiøs Kunst, er det, fordi vi skal sigte forholdsvis bredt. Vi skal ikke regne med at få mange besøgende, hvis vi har sådan en smal udstilling. Vi har i øjeblikket en smal udstilling af Jens Haaning, som handler om national identitet. Den vil af mange blive opfattet som en provokation, og det er udmærket at sætte nogle tanker i gang, men spørgsmålet er, om man skal lægge op til provokation eller til dialog med publikum,« siger Michael Böss.

Uforståelig formidling

Hvad mener du, når du skriver, at »megen nutidskunst er tom for både tanker, følelser og æstetik«?

»Jeg går jævnligt på kunstmuseer, og nogle af dem går jeg meget hurtigt igennem. Der er nok en tendens til, at nogle museer er blevet meget abstrakte og bygger på nogle akademiske og filosofiske ideer, som det kan være meget svært for et almindeligt publikum at forstå, og så er man overladt til den tekst, som man kan læse på udstillingerne eller i kataloger, men de er ofte ikke til stor hjælp. De er tit uforståelige. Det er som om, at kuratorerne skriver for hinanden og ikke for publikum. Kunstformidlingen halter bagefter,« siger Michael Böss.

Hvad mener du, når du skriver, at kunstnerne ofte selv er »dybt uvidende og ude af stand til at formulere sig, heller ikke i deres værker«?

»Nogle, ikke alle, udtaler sig ofte meget forenklet om emner. Specielt på venstrefløjen er der en tendens til at mene, at det er fra kunstnerne, at vi skal høre sandheden om samfundet. Kunstnerne får en privilegeret status, når de udtaler sig – tænk bare på forfatteren Jonas Eikas takketale, da han fik Nordisk Råds Litteraturpris – men så må man også kunne kræve, at de kan forklare sig.«

Michael Böss

»Vi lever i en postreligiøs verden, hvor kunsten i en vis grad har overtaget det meningsgivende i tilværelsen, og det betyder, at man ikke må sætte spørgsmålstegn ved den.«

---

Risikerer du ikke selv at blive kaldt rindalist?

»Jo, men hvis man skal have en sund kunstdebat, skal man vove at gå ud med kritik. Ellers bliver det som i den akademiske verden, hvor man går og skamroser hinanden. Man må endelig ikke sige noget grimt, for så risikerer man selv at blive kritiseret. Jeg skrev i mit indlæg på Facebook om rygklapperne, som overdriver rosen. Andre undrer sig over det, som bliver rost: Hvori består det originale? Jeg synes, at man har tabuiseret kritik. Jeg vil gerne lægge op til, at man lidt mere ærligt siger, hvad man synes er godt eller ikke godt.

Vi lever i en postreligiøs verden, hvor kunsten i en vis grad har overtaget det meningsgivende i tilværelsen, og det betyder, at man ikke må sætte spørgsmålstegn ved den. Man må ikke diskutere, hvad der er godt, og hvad der er mindre godt. Men der skal være en idé med kunst og udstillinger. Ellers bliver det reduceret til et kulturforbrug, hvis man må bruge det forfærdelige udtryk, hvor vi fremviser vores gode smag. Museers formål er at give oplevelser, men også at give besøgende ny indsigt og erkendelse,« siger Michael Böss.