Kunstens sprog bliver dagligsprog - og det er ikke spor surrealistisk

Kunsten sætter sig spor i vores måde at tale på og vores måde at tænke på, og alle er vi på den måde under kunstens indflydelse, hvad enten vi vil det eller ej.

Det er surrealistisk, siger man, når noget bare er virkelig mærkeligt, uvirkeligt, bizart. Når det er sådan, er det surrealistisk, og de fleste ved godt, hvad man taler om, når man bruger ordet. Så kan det ikke blive meget mere sært.

Surrealistisk er et eksempel på, hvordan ord fra kunstens verden sniger sig ind i dagligsproget, for surrealisme er – og især var – en kunstretning. Ordet, der har franske rødder og ordret oversat betyder »overrealisme«, manifesterede sig første gang i 1924, da den franske digter André Breton udgav »Manifeste du surréalisme«, hvor han definerede noget surrealistisk som

»Ren psykisk automatisme, hvorved man sætter sig for mundtligt, skriftligt eller på enhver anden måde at udtrykke tankens virkelige funktion, tankens diktat, uden nogen kontrol fra fornuftens side,« og det gjorde de så, kunstnerne:

Surrealismen bredte sig til billedkunst, litteratur, teater og film, og ordet surrealistisk blev en del af vores alle sammens sprog, og selv om surrealisme i daglig tale ikke er præcis det samme som det, André Breton skrev om, så er hans brug af ordet og vores brug af ordet dog beslægtede, og på den måde ligner ordet surrealisme andre af de ord fra kunstens verden, der er blevet en del af hverdagsvokabulariet:

Vi taler om, at noget er kafkask, når det er mareridtsagtigt uigennemskueligt, uden for vores kontrol. Vi taler om, at noget er barokt, når det er overdrevet på en latterlig måde, og når vi gør det, henviser vi, bevidst eller ubevidst, til en betegnelse, der engang blev anvendt i nedsættende betydning om dele af 1700-tallets kunst.

Vi taler om, at noget er romantisk, og bruger dermed et ord, der engang betegnede noget fremmedartet, der var som i den tids romaner, men ikke som i virkeligheden. Vi taler om, at et ægteskab er strindbergsk, når det går hedt for sig på den dårlige måde.

Så, jo, kunsten sætter sig spor i vores måde at tale på og vores måde at tænke på, og alle er vi på den måde under kunstens indflydelse, hvad enten vi vil det eller ej. Kunsten er et sprog, der påvirker sproget, og sproget er også – nogle gange – kunst, og det er i virkeligheden ganske ligetil. Og slet ikke surrealistisk.