Kunstens himmelflugt er forbi for Sol Måne Stjerne

Kinesisk kunst er en god investering. Det kan ikke gå galt. Sådan har det lydt i årevis. Men nu har krisen også ramt de kinesiske kunstnere.

En af de bedste investeringer de senere år har været i moderne kinesisk kunst, men nu styrtdykker efterspørgslen, og priserne rasler ned. Her kigges der på kunst i Hangzhou i Kinas østlige Zhejiang-provins. Fold sammen
Læs mere
Foto: AFP/Scanpix

BEIJING: Butikken hedder Sol Måne Stjerne. Men lyset er ved at gå ud.

»Jeg sælger mindre og mindre,« siger Li Xiayun, der har haft butikken i otte år.

Li Xiayun sælger kunstnerartikler. Han står i det mørke lokale på cirka 50 kvadratmeter. Her lugter af træ og støv. Af maling og de nudler, som hans hustru sidder ved et bord og spiser. Lokalet er fyldt med reoler, hvor der ligger blyanter, tuber, spartler, bøtter, ruller og pensler på hylderne. Der står lærreder, træ og rammer på gulvet. I et hjørne sidder en kvinde på knæ, bukket ind over et lærred, som hun med langsomme bevægelser er ved at grunde med en bred spartel. Men der er ingen kunder i Sol Måne Stjerne.

»Kunstnerne kan ikke sælge deres værker, så sammenlignet med sidste år sælger jeg vel 75 procent mindre,« siger Li Xiayun.

Den globale finanskrise har også ramt det kinesiske kunstmarked. I årevis er priserne på moderne kinesisk kunst steget. År efter år. Sådan er det ikke længere. Nu er det blevet sværere for de kinesiske kunstnere at sælge deres værker, udstillinger bliver aflyst, og talen om kinesisk kunst som en sikker investering er forstummet til en hvisken.

Og det er godt.

Det mener blandt andre kunstneren Liu Yonggang. Hans galleri ligger få kilometer fra Sol Måne Stjerne i Songzhuang, der i dag er en forstad til Beijing.

I 1990erne var det dog en landsby. Dengang besluttede man i Beijing, at man ville sende de besværlige kunstnere ud af byen, hvor de også samtidig kunne få billige lokaler at bo og arbejde i.

I dag er der op mod 3.000 kunstnere i landsbyen, der mest af alt ligner et nedkørt industriområde. Med gallerier og atelierer ved siden af fabrikkerne. Og bøndernes lerklinede huse og de knoldede marker omkring byen.

For at finde Liu Yonggangs atelier kører man ud af en jordvej og forbi en frugtplantage. Her inde mellem nogle træer ligger Beijing Museum of Contemporary Art. Som egentlig ikke er et museum. Det er et galleri, hvor der også arbejder syv, otte kunstnere i lige så mange bygninger, der ligger spredt med god afstand på det enorme område.

»Auktioner dræber kunstnere,« siger Liu Yonggang, der sidder i en sofa i sit nybyggede atelier, hvor der står meterhøje hel- og halvfærdige malerier omkring ham.

Ikke alle er hårdt ramt
Omkring 2007 var der mange, som fandt ud af, at de kunne tjene penge på kunst. For hvorfor skulle man sælge eksempelvis en kop til 20 yuan, hvis man kunne få 10.000 for den? Det var der mange, som blev tiltrukket af, siger Liu Yonggang.

»Men det kommercielle har ikke noget med kunst at gøre,« siger Lie Tiejun. Og derfor er krisen god for den kinesiske kunst.

»Det har fået folk til at tænke mere på kreativitet end på penge,« siger han og understreger, at det ikke er alle kinesiske kunstnere, som er lige hårdt ramt. Det er svært for helt nye kunstnere at etablere sig, men på den anden side har de tit lånt penge af venner og familie, så de kan klare sig i et par år. Derimod går krisen hårdest ud over dem, der i dag sælger til de højeste priser.

Se for eksempel på Hurun Contemporary Art List, en liste over de 50 bedst sælgende kunstnere i Kina. Det er en sammentælling af de priser, som værkerne har indkasseret på auktioner over hele verden. Den seneste er fra februar og viser, at kunstnerne i 2008 solgte værker for cirka 2,2 mia. kroner. Et fald på 25 procent i forhold til 2007.

Liu Yonggang er ikke med på listen. Men han er veletableret. Han bor halvdelen af tiden i Bolivia og er repræsenteret på gallerier i både Asien, Europa og USA. Han siger, at han ikke selv kan mærke krisen. Men at nogle af hans kolleger her på Beijing Museum of Contemporary Art er i vanskeligheder. En af dem har for eksempel lige fået aflyst en udstilling i New York.

Derimod er de kunstnere, der befinder sig i laget under eliten, ikke så berørte af krisen.

»Deres værker er ikke i centrum af markedet. Samlerne er ikke så professionelle, og har ikke langsigtede strategier. Så de sælger stadig, men til lidt lavere priser,« siger Liu Yonggang.

Vækst, men ingen boble
Spørgsmålet er, om der har været en egentlig kunstboble på det kinesiske marked? Nej, lyder det fra Zhao Li, der ekspert i det kinesiske kunstmarked og professor på Central Academy of Fine Arts.

»Priserne er steget fra et meget, meget lavt niveau, og de er steget hurtigt. Men den hurtige vækst er ikke ensbetydende med, at der har været en boble,« siger Zhao Li.

For i Vesten har der været et marked for kunst i et par hundrede år, mens det i Kina er en relativt ny ting.

»De høje priser er et resultat af, at det kinesiske marked nu er forbundet med det internationale marked,« siger Zhao Li.

Han mener heller ikke, at det er de udenlandske købere, der har drevet priserne i vejret. Det er svært at sige, hvem der køber moderne kinesisk kunst, men han anslår, at det er jævnt fordelt mellem udlændinge og kinesere.

»Jeg tror, at folk har haft en lidt forvirret forståelse af det nye marked. Derfor er det godt, at der nu kommer nogle justeringer, så folk også bliver mere varsomme,« siger Zhao Li.

Og det kommer til at gå ud over Li Xiayun og Sol Måne Stjerne. For kunstnerne flytter fra landsbyen og opgiver deres drømme. Det er helt klart, siger han. Unge som gamle.

»Vi må jo vente og se. Men de næste seks måneder bliver meget svære,« siger Li Xiayun.