Kunstens grænseegne

Antologi Overraskende vidtfavnende antologi om tegning, redigeret af Claus Carstensen. Maurice Merleau-Ponty leverer den poetiske stemning. Er tegningen ved at få en renæssance?

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Skulle man have en daglig bid filosofi, ville Maurice Merleau-Ponty være et fint forslag. Han tænker på kroppen. Og i disse tider, hvor mange snart går rundt og ser på »Skrigets ekko« - en udstilling på kunstmuseet Arken, der viser kunsten efter 1945, inspireret af Edvard Munch - sætter det tingene i pespektiv, når Merleau-Ponty minder os om, at vi er klangfulde væsner, men at vi kun kender vores egen vibreren indefra.

Man kunne nemt forledes til at tro, at man sad med et digterisk værk, når blikket glider over den poetiske sætning: »Det er, som om vort syn opstod derude, eller som var der mellem det synlige og os selv en fortrolighed så nær som mellem havet og stranden,« hvis ikke det lige var, fordi den franske fænomenolog Maurice Merleau-Pontys tekst stod i en antologi med den noget skræmmende titel »Tegningens semiotik«. En overraskende vidtfavnende antologi, der tager udgangspunkt i tegning og tegnekunstens skiftende betydning og herfra tegner med store armbevægelser.

Maurice Merleau-Pontys smukt formulerede tekst bærer én frem på vinger. Det er ikke nemme sager, der føres op under næsen på én, men hos Merleau-Ponty præsenteres de i en særlig poetisk atmosfære. Og på den måde er der mere, der glider ned. Teksten »Synligt - usynligt« (fransk udgave, 1964) er taget fra bogen »Om sprogets fænomenologi«, der udkom sidste år i Per Aage Brandts oversættelse. Kroppen er central i Merleau-Pontys filosofi, og han giver os et udvidet, let svimlende syn på den og understreger, at »vor krop er en tosidet væren, på den ene side en ting blandt ting og på den anden side den, der ser dem og berører dem«. Kunstneren sætter sin krop i bevægelse, når han tegner og maler. Og det faktum, at man både er synlig og set er interessant, når man tænker på kunstneres selvportrætter. Her forsøger kunstneren at se på sig selv som en anden - for bedre at forstå sig selv, sin rolle, kunsten.

Med antologien »Tegningens semiotik«, redigeret af Claus Carstensen og med tekster af Robert Nelson, Peter Carlsen, Boris Groys, Jacques Lacan, Frederik Stjernfelt, Per Aage Brandt, Mikkel Bogh og Louis Marin er vi ude i kunstens grænseegne. Den grund, man bevæger sig på, kan virke usikker. Men det er i flere tilfælde perspektivudvidende tekster, man præsenteres for. Selv om man til tider tænker, at her står man over for indlysende sandheder, formuleret på en indviklet måde med høj grad af detaljering. Udgangspunktet for antologien er udstillingen »Allegories of Modernism - Contemporary Drawing« på Museum of Modern Art i New York i 1992. Så der har været tid til at tænke sig om.

Tegning har i en årrække været stedmoderligt behandlet. Men sådan har det ikke altid været. Ingres mente for eksempel, at »Tegning er alt; den er hele kunsten.« Som Robert Nelson pointerer det, er det en udbredt opfattelse, at studerende og kunstnere ikke længere kan tegne. Disciplinen tegning har længe ikke været afgørende i international kunst. Ikke desto mindre er der udstillinger herhjemme de seneste år, der netop har fokuseret på tegningen. Så måske er billedet ved at vende.

Tegning er væsentlig, fordi den bekræfter eksistens, og fordi den kan give ny føde til øjet. Tegning er dynamisk, en selvstændig genre og et tankeredskab. Og for at citere Edgar Degas, som Mikkel Bogh gør det: »Tegning er ikke formen, men måden at se formen på.«

Flere af teksterne - som ikke er læse-let-sager - bringer forfriskende synsvinkler. Man ser sammenhænge på tværs af tiden i Claus Carstensens indkredsning af det, han kalder »grænsegængeri« mellem abstraktion og figuration. Her ser han Asger Jorn, Per Kirkeby og Edvard Weie. De tunge drenge.