Kunsten i en rå verden

Jesper Beinov, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Verden er et råt sted at være i denne tid. Mens Europa oplever en af de mest omfattende folkevandringer i årtier, kan det være svært at træde ind i kunstens magiske univers. I en affortryllet tid kan kunsten, i form af de store klassikere, måske være et af de steder, vi møder håbet.

Et eksempel på dette kan ses i Operaen i denne tid, hvor der forleden var repremiere på Richard Strauss’ klassiske opera »Kvinden uden skygge« i en yderst moderne iscenesættelse. Og den sidste del er ikke uvæsentlig.

Operaen er færdiggjort i kanten af Første Verdenskrig i 1917, hvor alt så håbløst ud, millioner var døde, og hvor alle værdier som bolde blev kastet op i luften. Temaet er to kvinders skæbnevalg og foregår i mytisk tid. Valg fører til mønstre, og mønstrene bliver til skæbne. Valgsituationen handler bl.a. om, hvorvidt de skal lade ansvaret for at sætte børn i verden blive til deres skæbne. Udtrykket, Strauss bruger, er »at kaste skygge«.

At tro på håbet, og at kærligheden er en mulighed, er et underliggende temaet. På en måde et budskab om at lade verden blive genfortryllet. Sådan en lørdag aften, mens Europas grænser er under pres, og vi ser desperationen på TV-skærmene, tvinger Kasper Holtens yderst moderne udgave af Strauss’ lange opera, os til eftertanke.

Min pointe handler ikke om den værste migrant- og flygtningekrise i mange år. Men er den enkle, at vi med fordel kan trække på klassikerne, når vi vil have perspektiv på det, der foregår uden for vores dør. I scenekunstens klassiske tradition er liv og død ofte mere nærværende end i vores leverpostejfarvede velfærdsnutid.

Skrevet i en tid hvor livet var kort og brutalt. Hvor generationer havde sådanne oplevelser. Vores egen tilværelse får perspektiv i kunstens bearbejdning af fælles erfaringer, og i de fortællinger der bliver til i skyggen heraf. Der kan suges næring af visheden om, at verden er gået videre, trods det at fortidens mennesker har oplevet grufulde ting.

Vi skal turde tro så meget på, at teksten er langtidsholdbar, på tværs af tid og sted, så den tåler at leve videre i en iscenesættelse, der er nutidig. Som gør den nærværende og vedkommende 100 år efter! Når klassikerne er bedst, har de bud med til os, tvinger os til eftertanke, og tænder måske endda håb midt i en rå verden.