Der er intet, der som kunst og kultur kan få vores dronning til at smile og le. Vi så det for nylig på forsiden af Berlingske Tidende, hvor Hendes Majestæt på Vallø Slot, med udsigt til Michael Kvium og hans funklende nye dronningeportræt, slog hænderne begejstret sammen og skoggerlo.

Hverken ad maleriet eller kunstneren, men af hele situationen og stemningen. Omringet som majestæten var af kunst, kultur og mennesker med forstand på samme.

Læs også: Dronningeportræt uden forvredne lemmer

Smilet, der om noget er vort monarkis adelsmærke, var den dag udvidet til et lykkeligt grin. Og dermed endnu et sandt udtryk for Dronningens umiddelbare glæde over at være i nærkontakt med den kunsthistorie, der strækker sig fra Orientens oldtidsgrave til dansk billedkunst på et slot i Sydsjælland. En passion, kan man roligt kalde dette omfattende kulturelle engagement, der går som en ildrød tråd gennem majestætens liv.

Fotoet i min morgenavis af »dette lange, velsignede kvindemenneske«, som Thorkild Hansen bramfrit kaldte Hendes Majestæt i et interview i 1979, fik mig øjeblikkelig til at skrue tiden fem år tilbage. Til en februardag, jeg selv var udsat for det royale smil, der så let udløses, når talen falder på kunst og kultur.

Billedserie: Dronningeportrætter gennem årene

Jeg havde den fornøjelse at skulle interviewe dronning Margrethe i anledning af H.C. Andersens 200 års fødselsdag i 2005. Som Deres Udsendte havde jeg naturligvis forberedt en - nå ja - dronningerække af dybe spørgsmål. Men var de nu begavede nok? Og var der tilstrækkelig af dem? Tænk, hvis vi pludselig løb tør for samtalestof

Min journalistiske præstationsangst var »asiatisk i vælde«, som Tom Kristensen ville have formuleret det. Bedre blev det naturligvis ikke, da jeg glemte både pressekort og sygesikringsbevis hjemme på morgenbordet, og jeg inde bag Amalienborgs mure havde lidt besvær med at slippe gennem nåleøjet af lakajer i rødt, blåt og PET-gråt.

Lykønsk Dronningen: Skriv en hilsen
til fødselaren

Det skulle dog snart vise sig, at en endnu større udfordring den eftermiddag var at holde trit med Dronningens springende, associative talestrøm, der hviler på et kunstnerisk temperament, majestæten ikke altid har held til - heldigvis! - at kontrollere. Hendes Majestæts viden, hukommelse og fantasi knopskød ustandselig, mens jeg - beroliget af hovedpersonens lyst til at tale, men en anelse urolig over det ivrigt baskende vingefang - forsøgte at holde samtalen på sporet af HCA.

Set udefra må vi, hvis jeg må være så jovial, have lignet et tableau fra Selma Lagerlöfs »Nils Holgersens forunderlige rejse«. Med Dronningen som den utrættelige, hvide gase på vej rundt om kloden, for at vise alle dens herligligheder frem. Og jeg som lille lyttende Nils i rød tophue og træsko, der på fortællerens vinger klamrer sig til de vældige kræfter af myte og natur.

Læs også: Dronningen, Warhol og jeg

Hvad jeg sad overfor den vinterdag i Dronningens private smørhul af et studerekammer, hvor væggene er tapetseret med bøger og oplyste glasskabe med arkæologiske fund, og hvor farvestrålende decouperede æsker lyser op på bordene, var ikke nogen skråsikker smagsdommer, men et barnligt nysgerrigt væsen med et spillevende forhold til sit lands historie og kultur. Det var som at slå op på første side i H.C. Andersens DAMP-agtige debutbog, »Fodrejse«, og blive mødt med sætningen: »Kære læser, bliv nu smukt et barn igen, men glem alligevel ikke alt, hvad du har læst, siden du blev et stort fornuftigt menneske.«

Samtalen gik over stok og sten. En festlig imitation af kong Frederik 9.s oplæsninger af H.C. Andersens eventyr på prinsessernes sengekant førte til en elegant, men bestemt afvisning af tesen om »kongesønnen« HCA, videre til teknikken bag eventyrdigterens brug af kæmpestore sakse i sine allerfineste og mest detaljerede papirklip. »Sådan en krabat bruger jeg også!« udbrød Dronningen leende.

Læs også: Gå om bord i Dronningens smykkeskrin

Og videre gik det fra de detaljerede, sansemættede flashbacks til barndommen på Amalienborgs brosten i besættelsestiden til refleksioner omkring vor tids »danskhed«, og pludselig - hvorfor, nåede jeg ikke lige at opfatte - var vi i gang med at diskutere byplanlægning og arkitektur i både provinsiel og global belysning. Hvilket sluttelig (via nogle betragtninger over landskabet i dansk malerkunst) bragte os tilbage til det gamle København, som visse steder i indre by stadig ligner guldaldermalernes skilderier. På en impressionistisk prik. Og til dronning Margrethes udelte begejstring.

Læs Jens Andersens interview: Eventyr-dronningen

Netop skilderiet, eller »billedet«, er omdrejningspunktet i Dronningens kunstforståelse. Enten der er tale om håndgribelige billeder som Michael Kviums maleri på væggen i Vallø Slot, motiver på en udgravet etruskisk vase og uforglemmelige sider i en Elsa Beskow-billedbog, eller der er tale om uhåndgribelige billeder, der myldrer frem på Hendes Majestæts nethinde, når hun lytter til klassisk musik, ser en ballet, læser en bog, syr et kostume, tegner, maler, klipper og klistrer. Der er nemlig billeder i alt, hvad dette udprægede »øjemenneske« hører, læser og tænker. Som Hendes Majestæt sagde til Anne Wolden-Ræthinge - alias Ninka - i 1989:

»Det siges, at mange musikere oplever alt som musik. Jeg opdager snarere billeder i alt, hvad jeg hører eller læser. Derfor holder jeg særlig meget af musik i forbindelse med teater: ballet, opera. Det er hverken al musik eller alle bøger, der giver »billeder på skærmen«, som jeg plejer at kalde det. Men enhver bog, der giver mig billeder, kommer jeg til at holde af. Det er ikke et spørgsmål om detaljerede beskrivelser, det er selve stemningen, og så behøver det ikke være et litterært mesterværk.«

Læs også: Alle tiders dronning

Den februardag på Amalienborg i 2005, hvor emnet var HCA både som kunstforbruger og kunstproducent, stod det bøjet i neon for Deres Udsendte - ligesom det gennem tiden har gjort for alle andre interviewere i den kongelige sofa - hvilken klar forbindelse, der er mellem Hendes Majestæts stilling som dronning og den side af majestætens væsen, som elsker kunst og elsker at udtrykke sig kunstnerisk.

Den evne til at skabe mytiske billeder, til at tegne og fortælle, vi som art er begunstiget med, og vore forfædre fra generation til generation forædlede i tråd med Johannes V. Jensens vise ord fra sin Danmarkssang, »Hvad hånden former, er åndens spor«, har dronning Margrethe altid været en unik ambassadør og budbringer for. Vel vidende at myte og fantasi udtrykker måden, mennesket til enhver tid ser sig selv på i forhold til historien og samtiden. Som Hendes Majestæt inden sin 40 års fødselsdag sagde til Thorkild Hansen:

»Uden myte, uden fantasi, da dør mennesket mere sikkert end af nogen anden ting, vi kan finde på. Da dør det for os.«

Tidslinje:
Margrethe II - en markant og anderledes Dronning

I den livlige ordveksling mellem dronning Margrethe og Digter Thorkild i 1979, der blev til bogen »Samtale med Dronning Margrethe«, fremgik det klart, hvor meget kunsten dengang fyldte i Hendes Majestæts privatliv. Det blev bekræftet i 1989 i Ninkas portrætbog, »Dronning af Danmark«, hvor det også afsløredes, at prinsessen i sin barndom og ungdom havde troet fuldt og fast på, at hun en dag ville træde i karakter som kunstner. I den håbefulde sammenhæng var morfar, Sveriges kong Gustaf 6. Adolf, den helt store inspirationskilde og mentor. Hans viden, vejledning og vurdering blev der lyttet til dengang.

»Han havde et trænet øje og hans viden og kærlighed til kunst kunne jeg fra helt lille instinktivt fornemme. Hans sans for kvalitet var enestående. Hans kritik gav altid grund til eftertanke og hans ros var til gengæld sød musik. Hvis han sagde »den tegning er rigtig udmærket!« behøvede jeg ikke at skamme mig.«

Web-tv: Dronningen
ser frem til sin fødseldag

Men i 20-års alderen indfandt tvivlen sig alligevel, og der skulle gå endnu halvandet årti, før prinsessen i Margrethe - nu pludselig hustru, mor og regent - igen vovede at tage papir og lærred frem og over for offentligheden erkende den kunstneriske side af sit væsen.

Ægteskabet med den æstetisk ligesindede og næsten lige så kunstglade prins Henrik vakte Hendes Majestæts oprindelige lyst til at tegne og male. For så vidt overtog Prinsgemalen gamle kong Gustaf Adolfs rolle som indpisker. Som Hendes Majestæt fortalte Ninka i 1989:

»Min mand er mig en meget værdifuld kritiker. Jeg vil ikke sige, jeg altid følger hans kritik, men: Han skal se med. Det betyder meget for mig. Han har været efter mig, fordi han ikke syntes, jeg gjorde tingene færdige nok. Det siger han ikke helt så meget mere, så det er jo rart. Og jeg ved det udmærket godt, fordi jeg har nemt ved at snuble mig til noget, der tager sig ud. Men det der med at snuble sig til, det er ikke nok. Man skal helst kunne udvikle sig til det også. En appelsin i turbanen er godt, men den smager ikke dårligere, fordi man selv har måttet finde træet og plukke frugten.«

Dette delresultat af det ægteskabelige parløb kan vi rigtig betragte i dag: Et stort og frugtbart oeuvre ligger bag dronning Margrethe. Side om side med et energisk engagement i dansk og udenlandsk kunst, man som dansker ikke kun er stolt af, men også kan lære noget af, fordi engagementet bæres oppe af en utrættelig lyst til dialog. Af en sand kunstners mod til at blotte sig, turde vise sine værker frem og tage imod kritik. Som Hendes Majestæt udtrykte det i samtalen med Ninka i 1989:

»Jeg ved godt, at alt hvad jeg laver bestemt ikke er lige genialt, og det skal jeg nok få at vide. Jeg er heller ikke bange for at få kritik, for jeg mener det alvorligt, det jeg laver, ligesom jeg tager min stilling og mit arbejde og min tilværelse som dronning alvorligt.«

Som sådan har dronning Margrethe i mere end 30 år været et dybt inspirerende forbillede for alle de danskere, der kaster sig ud i kunst og kreativ virksomhed. Lige nu flere end nogensinde før i danmarkshistorien. Aldrig har så mange af os ønsket at skrive, tegne, male, sy, danse og synge. Vi er blevet en nation af håbefulde kunstnerspirer, der gerne står i lang kø til samtlige kunstarter for at vise vores særlige X Factor. Et fænomen, der er delte meninger om. »Det er samfundets skyld,« siger skeptiske iagttagere og tager sig til deres barberede hoveder. Det er også Dronningens skyld, vil jeg hævde, og at det har ligget i luften lige siden, hun blev vort lands overhoved i 1972.

Man skal nemlig ikke glemme, at vor nuværende regent ikke kun var nygift og nyforelsket i 1968, men også 28 år og stadig ung og dybt modtagelig for indtryk. For billeder. Og selv om ungdomsoprøret naturligvis ikke satte sig så politisk provokerende og hippieagtigt igennem på Amalienborg, så gik tidens antiautoritære bølger i samfundet ikke hen over hovedet på Tronfølgeren. Nøjagtig ligesom mødet med Tolkiens fantasy-bøger et par år senere blev skelsættende. Som Hendes Majestæt fortalte Thorkild Hansen:

»Jeg havde pludselig fået kontakt med sider af tilværelsen, som jeg ikke vidste, jeg havde kontakt med. Og jeg opdagede igen, hvad jeg havde glemt, siden jeg var ganske lille, hvor meget fantasien og fantasifuldheden betyder.«

For den nybagte dronning blev den stigende velfærd i Danmark i 1970erne også et spørgsmål om nationens immaterielle værdier. Under samtalen med Thorkild Hansen i 1979 vendte Dronningen flere gange tilbage til den væsentlige rolle, fantasi og myte spiller for et folks identitet, og hun advarede i den forbindelse kraftigt mod »Den afmytologiserede tilværelse«. Da Thorkild Hansen derefter stillede spørgsmålet, hvilke forhåbninger, Hendes Majestæt knyttede til fremtidens Danmark, lød svaret:

»Jeg ved ikke - jeg tror, at der i hvert fald er sider af tilværelsen, som igen er ved at få betydning, netop det lidt mere fantasiprægede, det lidt mere fantastiske Jeg tror, det er på vej, jeg håber det. Men måske er det kun et ønskehåb.«

I anledning af dronning Margrethes 70 årsdag på fredag vil jeg påstå, at Dronningens 30 år gamle ønske er gået i opfyldelse. I dagens Danmark har befolkningen - mere end nogensinde - en flig af regentens lyst til at skabe kunst i sig. Det gavner næppe nationens betalingsbalance, slet ikke i disse krisetider, men det forhøjer til gengæld den livskvalitet, Dronningen altid har talt så varmt for og til stadighed personificerer. Som Ninka fik at vide i 1989:

»Jeg kan lide at male. Jeg kan ikke rigtig lade være heller. Jeg er sandsynligvis en meget tilfreds kunstner. Jeg synes i hvert fald altid, når jeg lige har lavet en ting, at den er fuldkommen guddommelig vidunderlig, og når jeg ser på den igen, kan jeg godt se, at der er måde med geniet.«

Skulle nogen i kongeriget ikke være klar over, hvor vidt og bredt Hendes Majestæt har drevet sin passion for kunst, er der ingen vej uden om Viborg her i foråret eller til sommer. Frem til 15. august viser Skovgaard Museet nemlig en stor retrospektiv udstilling af Dronningens kunst i alle de genrer, der gennem årene er blevet hjemsøgt af majestætens nysgerrighed og virketrang. Fra forskellige kunsthåndværk til maleri, akvarel, grafik, tegning og decoupage.

Tidsmæssigt spænder værkerne på museets vægge og montrer fra prinsessens børnetegninger, over den unge tronfølgers glæde ved sytøj, til den modne og ældre dronnings ustandselige leg med farver, former og figurer, ofte i samspil med flere kunstarter.

Selv forlod jeg Amalienborg hin februardag 2005 med ikke så lidt af Dronningens kunst under armen. Og tungere end det signerede eksemplar af billedbogen »Snedronningen«, jeg fik foræret, vejede selve oplevelsen af at have været i selskab med et menneske, som i vor IT- og telefoni-fikserede tidsalder behersker den ældgamle folkekunst at udtrykke sig i tanke, tale og billeder. Ansigt til ansigt. Mens hun nu og da ler lykkeligt over livet.

Den dag forstod jeg, hvad det vil sige at more sig kongeligt. Og sig mig, hvilke andre steder på kloden kan man lære den kunst - og mange andre med - af landets overhoved?

Kilder:
Jens Andersen: »Eventyrdronningen«, i Berlingske Tidende, 27. marts 2005
Thorkild Hansen: »Samtale med Dronning Margrethe« (1979)
Iben Overgaard (red.): »Dronning Margrethe II. Et Livsværk« (2010)
Anne Wolden-Ræthinge: »Dronning i Danmark. Margrethe den Anden
fortæller om sit liv« (1989).

»Dronning Margrethe Et Livsværk«. 8. april-15. august 2010. Retrospektiv
udstilling i anledning af Majestætens 70 års fødselsdag. Skovgaard Museet, Domkirkestræde 2-4 Viborg. Alle dage 10-17. Skovgaardmuseet.dk