Kunsten at være en halvdårlig far – og stå ved det

Søren McGuire Fold sammen
Læs mere
Foto: Kate Copeland

En af de ting, livet som forælder har lært mig, er, at bevidstheden om mine egne fejl og mangler ud i børneopdragelsen kan være både en velsignelse og en forbandelse. En velsignelse, fordi jeg udmærket ved, hvad jeg gør galt og burde gøre bedre, og en forbandelse, fordi jeg alligevel sjældent får gjort det store ved det. Spiller mine børn for meget iPad? Ja. Er jeg bekymret for udsigten til iPad-nakke, kroniske forstuvninger i tommelfingeren og manglende socialt samspil med verden omkring dem, når de på tredje time sidder og glor ned i det forbandede apparat? Selvfølgelig er jeg det.

Men jeg er en fortravlet børnefamiliefar på 37, der også jonglerer rundt med karriere, realkreditlån, fodboldstævner, skiferier og nødvendig udskiftning af 40 år gammelt gasfyr, så nogle gange er det bare nemmest at lade stå til og satse på, at der i sidste ende kommer hele mennesker ud af de små størrelser inde i sofaen.

Dermed ikke sagt, at den dårlige samvittighed ikke jævnligt overmander mig. Når min kone og jeg beslutter os for, at NU, nu skal det sgu være slut med alt det iPad, indfører regler, præsenterer dem for ungerne ved det ugentlige familiemøde, hvorefter de råber »tortur!«, så kaffen skvulper i kopperne, og stormer ind på hver deres værelse. Et par dage senere er den så gal igen, og så får vores version af familieharmonien igen lov til at leve i nogenlunde bedste velgående. For en stund.

Jeg ved godt, at der findes børnefamilier, der har regnet den ud. Det er dem, vi læser om i forældremagasinerne og damebladene – dem, der ikke bruger et kvarter hver eneste morgen på at lede efter huer, vanter, gymnastiksko, julefest-tilmeldings-blanketter, cykelhjelme, cykellygter og cykelnøgler, dem, der indførte iPad-regler, allerede før de købte apparaterne, dem, der får booket plads på Oslo-båden i god tid, og dem, der ser ForældreIntra som en ressource og ikke en daglig plage. Vi har dem selv i omgangskredsen, blandt vores bedste venner, og de er på én og samme tid en evig inspiration i forsøget på at blive bedre og en kilde til konstant misundelse.

Det er så her, jeg sikkert bliver frygtelig upopulær. Da jeg for nogle måneder siden i disse spalter beskrev en typisk hverdagsmorgen hjemme hos os – i hvert fald, når det er mig, der afleverer – blev der brugt ord som børnemishandling. Det gjorde sgu ondt. For ja, det kan godt være, at mine unger til tider går rundt med lidt ondt i nakken og muligvis kom afsted i skole i morges uden vanter og kontanter til julefesten, men kærligheden, den mangler de aldrig.

Og nogle gange, der finder vi alligevel takten. Så føler jeg, at også vi har regnet den ud. Når de to ældste og jeg diskuterer, hvis tur det er til at hente fodbolden i naboens blomsterbed, når den yngste får lokket mig med op på trampolinen, når de kommer ud ad døren om morgenen i god ro og orden. For ikke at glemme de dage, hvor vi alle fem ligger på sofaen og glor på hver vores skærm, og det alligevel føles helt okay.