Kunsten at slå en streg

Han er blevet kaldt alt fra provokatør til genial, og de seneste ti år har han bragt sindene i kog i det østjyske med installationer som »I en hel uge vil jeg kun benytte Århus Kunstmuseum, når jeg skal skide,« men hvad kan Uwe Max Jensen lære os om kunst?

»Da svinene rykkede ud, rykkede kunsterne ind,« fortæller Uwe Max Jensen om Århus Kommunes rømning af svineslagteriet, der nu huser kunstnere. Over gården fra hans atelier bliver der dog stadig slagtet køer. Foto: Martin Dam <br>Kristensen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tirsdag for to uger siden forsøgte politiet i Risskov for anden gang at hente Uwe Max Jensen i hans hjem i Skæring nord for Århus. Men forgæves. Han var ikke hjemme.

For over to måneder siden tissede Uwe Max Jensen op ad en mur i Brande. I den forudgående pressemeddelelse forklarede han, at det var hans intention at berige Brande med et »midlertidigt gavlmaleri,« som han ville udføre med sin »naturens pensel«. Borgerne i Brande blev forargede - og særlig forarget blev en borger, der meldte Uwe Max Jensen til politiet.

Derfor forsøgte politiet at få Uwe Max Jensen til afhøring men måtte nøjes med at lægge en tilsigelse i postkassen.

Det er ikke første gang, at Uwe Max Jensens happenings får folk til at reagere. Siden 1994 har han arbejdet med kunstinstallationer, der insisterer på, at folk forholder sig til, hvad kunst er.

I januar måned tissede han i Olafur Eliassons vandskulptur »Waterfall« på kunstmuseet ARoS i Århus. Han »hævede vandstanden«, som han skrev i et læserbrev. Det medførte tilbageholdelse, anholdelse, bortvisning og karantæne fra museet og et erstatningskrav på 12.000 kroner, som dog senere blev frafaldet.

Et halvt år senere udsendte han en pressemeddelelse, hvor han angav, at han ville lave en ny performance på ARoS klokken 12.00 onsdag d. 6. juli.

»Formål: Kunstneren vil iført forklædning (skæg og blå briller) søge at snige sig ind på ARoS Århus Kunstmuseum, hvor han har karantæne og er nægtet adgang,« stod der i pressemeddelelsen.

På ARoS er man ved at være godt træt af Uwe Max Jensens happenings.

»For os er han en hærværksmand. Han gør jo det, at han ringer rundt til alle jer og til TV-stationerne, så da han prøvede at komme ind her i forklædning, kunne vi sagtens genkende ham. Om ikke andet så fordi han altid har en hale af journalister rendende efter sig,« siger kommunikationschef på ARoS Bjarne Bækgaard.

Uwe Max Jensen har lavet flere happenings på ARoS eller Århus Kunstmuseum, som det hed før 2004. Han har bl.a. brugt museets toilet gennem en hel uge, når han skulle lave stort, og dokumenteret det med billeder. Han har også kastet snebolde på museets ydermur og kaldt det for »SNEBOLD - en installation på facaden af ARoS Århus Kunstmuseum« og ladet sit blod dryppe ned i fundamentet under konstruktionen af ARoS.

Men hvad er meningen med hans happenings? Og kan det betegnes som kunst?

Kunst under forvandling
Uwe Max Jensen sidder på en stol foran et af sine store »skatemalerier« i sit atelier i et nedlagt svineslagteri i Århus havn.

»Kunst er hele tiden under forhandling. Jeg er interesseret i at afsøge det grænseområde, hvor man bliver i tvivl, om det er kunst eller om det ligger udenfor kunstens område,« siger han og fortsætter:

»Hvis kunst skal have værdi, så er dens primære værdi en form for heroisk gestus, der ikke er bundet på noget andet end den vilje, der er bag ved.«

Uwe Max Jensen udforsker og forsøger hele tiden at bryde grænserne for, hvad kunst egentlig er. Det giver ikke ligefrem venner og ej heller penge. Alligevel kan han ikke lade være.

»Når ARoS siger, at det ikke er kunst, så bruger de deres autoritet til at underkende en handling som kunst; dermed har du allerede fået defineret det som en form for kunst. Så kan det godt være, at det ikke er kunst, men det er noget andet, som adskiller sig fra de andre folk, der skider hernede,« siger han.

»Grunden til at det bliver ARoS hver gang er til dels logistisk, men samtidig har museet ikke været god nok til at leve op til forpligtelsen om at udstille lokal østjysk kunst,« siger Uwe Max Jensen.

Han har selv tidligere ansøgt om at udstille på museet og fået afslag. I dag kunne han ikke forestille sig at udstille på museet.

»Det ville underminere de happenings, jeg tidligere har lavet på museet,« siger han.

Da han tissede på gavlen i Brande, bragte Vejle Amts Folkeblad en artikel om det, hvilket bragte sindene i kog hos mange læsere. Chefredaktør Arne Mariager tog dog teten og forklarede, hvorfor han mente, avisen var berettiget til at skrive om det.

»Uwe Max Jensen lavede ikke kunst på gavlen i Brande forleden. Men han fik en hel masse mennesker til at reagere og forholde sig til, hvad de gider være med til. Det er faktisk en kunst,« skrev han i et åbent brev til læserne d. 14. juli.

Ulidelige udstillinger
Den kontroversielle kunstner, født i 1972, er opvokset i Aalborg, Nørre Sundby og Holbæk, men flyttede i 1990 til Århus.

»Min bedstefar (Ove Bjørn Andersen red.) var kunstmaler, og mine forældre var meget interesserede i kunst. Jeg var tit med på kunstudstillinger, og jeg kan huske, at jeg fandt det ulideligt. Jeg tror, at min modvilje mod kunst blev grundlagt allerede i barneårene,« siger han.

I dag har han et rækkehus med frimærkehave i Skæring nord for Århus med sin kone, der er billedkunstner og uddannet på Det Jyske Kunstakademi, deres tre børn og hund. Han er fuldtidsstuderende på Danmarks Journalisthøjskole (DJH), hvor han begyndte i 2004.

I 1994 søgte han ind på Det Jyske Kunstakademi med værket »Leverpostej i akvarium«, men blev først optaget året efter med samme værk. Ifølge ham selv var begrundelsen, at hans insisteren på værket var prisværdigt. I 1996 blev han dog smidt ud fra skolen, da han lavede værket »Grafik,« der var læserbreve, han havde skrevet i undervisernes navne og fået trykt i dagspressen. Underviserne og skolen kunne dog ikke se det kunstneriske i værket.

Uwe Max Jensen finder inspiration bl.a. hos det 19. århundredes avantgardekunstnere, især Marcel Duchamp (1887-1968). Han var forgænger for konceptkunsten, hvor det ikke er værkets æstetik, men ideen bag, der definerer dets berettigelse som værende kunst. Marcel Duchamps' bedst kendte eksempel er værket »Fontæne« fra 1917, der var en WC-kumme, som han placerede i et galleri, og det er samme princip, Uwe Max Jensen benytter i sine installationer som f.eks. »Udstilling af køkkenlåge«. De seneste år har han også fundet stor fascination i at arbejde med kropsvæsker.

»Det er fantastisk, det her med at arbejde med pis og lort og blod, det ligger jo lige for, og det er jo også billige materialer, og så er det universelt,« siger han.

Men det giver ingen penge, og han har flere gange været stævnet for ikke at betale sine regninger, og næsten hver gang har han lavet en happening ud af, at politiet ledte efter ham.

Han insisterer på, at kunsten skal give mening for kunstneren og ikke for museet eller beskueren.

»Kunstnerens uafhængighed er truet, fordi der i stigende grad insisteres på, at kunst skal være en oplevelse, eller at den har et pædagogisk sigte eller skal bidrage til integrationen af indvandrere. Oplevelser kan du få alle vegne, kunst er stærkere end en oplevelse.«

Han viser et stykke indtørret blodpølse frem, der er så tørt, at det ufrivilligt har taget form som et hjerte. Det er lavet for halvandet år siden af Uwe Max Jensens eget blod. Værket skulle dog blive skæbnesvangert, fordi han efterfølgende lagde sig syg og gennem lang tid havde det dårligt.

»Jeg blev meget syg, og der følte jeg ligesom, at jeg havde nået en form for endemål. Jeg kapitulerede og besluttede i foråret 2004 at starte på DJH og holde en lang pause fra kunsten,« siger han.

For en tid neddroslede han institutionskritikken og valgte at gå på kompromis med institutionen og søgte ind på Journalisthøjskolen.

Men det har også været ambivalent for Uwe Max Jensen, for efter at være begyndt på studiet har han pludselig fået tilbud om at udstille flere steder i Danmark bl.a. på Randers Kunstmuseum. Han erkender, at det dog har været rart at begynde på skolebænken.

»Rent psykologisk er jeg glad for at se, hvor lidt kunst fylder i andre menneskers hverdag. Når man kun kender kunstfolk, så er kunst enormt stort, men ude blandt andre mennesker kan man se, at der ikke er nogen, der kender eller interesserer sig for kunst.«

Uanset Uwe Max Jensens nye ambitioner så har politiet stadig ikke talt med »den internationale kunstner fra Skæring« om gavlmaleriet i Brande. Og desuden mangler Uwe Max Jensen stadig en køkkenlåge, der stadig er i Stuttgart.