Kunsten at fare vild

Den colombianske instruktør og dramatiker Enrique Vargas er blevet sat på en prøve. Han og hans teatertrup Teatro de los Sentidos skal skabe et teaterstykke, hvor mørket er i centrum, og hvor publikum kommer i kontakt med dets sorte sider. Nok er det alvorligt, men det er også en leg, fortæller den 74-årige instruktør.

Den colombianske teaterinstruktør Enrique Vargas instruerer en sanseforestilling på Republique under navnet »The Heart of Darkness« efter romanen? »Mørkets hjerte«. Foto: Simon Læssøe Fold sammen
Læs mere

Et sted i Colombias Andesbjerge leger en lille dreng gemmeleg i en tætbevokset kaffeplantage. Han løber mellem planterne og laver sin egen snørklede labyrint, som kun han kan finde igennem. Kaffeplanterne er store paraplyer, der skærmer ham fra storebroderens blik, og hver gang han skubber en plante til side, dukker der en ny op bag den. Løber han længe nok, kommer han helt ind i junglen, den forbudte jungle, hvor mor ikke vil have, at han går ind.

Drengen hedder Enrique Vargas, og han kommer til at lave labyrintiske lege resten af sit liv.

74-årige Enrique Vargas laver nemlig teater – sanseteater. Han er instruktør, dramatiker og direktør for teatergruppen Teatro de los Sentidos, Sansernes Teater på dansk, og her arbejder han med en helt særlig form for teaterforestilling, hvor publikum selv leger med og bevæger sig rundt med skuespillerne.

»Alt, hvad jeg gør i mit liv, er på en måde bestemt af de lege, jeg legede som barn. Alt kommer fra det. For mig var det at lave en labyrint mellem kaffeplanterne en måde at komme forbudte steder hen, en måde at fare vild på. Kunsten at fare vild har været meget betydningsfuld for mit liv,« fortæller Enrique Vargas.

Han og Teatro de los Sentidos har besøgt Danmark flere gange med deres stykker, der bliver beskrevet som både overvældende, blide, poetiske og sanselige. Men når Enrique Vargas dette efterår opsætter stykket »Heart of Darkness« på Teater Republique, bliver det måske lidt anderledes end sædvanligt. Det bliver mørkere.

Teater Republique stillede nemlig instruktøren den opgave, at han skulle lave et stykke, der reflekterede menneskets rå og mørke sider. Som udgangspunkt skulle han bruge Joseph Conrads korte romanklassiker »Mørkets hjerte« (»Heart of Darkness«), der beskriver de barske konsekvenser af imperialismen i det centrale Afrika og senere blev inspiration for filmen »Apocalypse Now« (»Dommedag nu«) fra 1979.

»Vi havde en idé om, at vi gerne ville lave et stykke, der byggede på »Mørkets hjerte«. Så vi begyndte at lede efter en instruktør, der kunne forløse det på den rigtige måde. Og her faldt vores valg på Enrique Vargas og Teatro de los Sentidos, fordi de har den sanselighed, der gør, at man tør gå med dem ind i det her mørke,« fortæller HC Gimbel, der er den ene af de to ledere af Teater Republique. Han tilføjer:

»Hans tidligere forestillinger har jo også handlet om at træffe valg og komme i kontakt med nogle dele af sig selv, som man måske ikke var i kontakt med før. Men de har været meget blide og »masserende« for sjælen. Det her handler decideret om at komme ind og komme i kontakt med de mørke sider i én selv. Det var udfordringen.«

Publikum skal lege med

Teatro de los Sentidos har eksisteret siden 1993 og har siden 2004 haft base i Barcelona. Grundprincippet for gruppens forestillinger er, at publikum skal lege med, påvirkes og involveres. Gruppen søger med hver forestilling at finde ud af, hvad »en poetisk oplevelse« i teater egentlig er.

»For mig er spørgsmålene: Hvad er en poetisk oplevelse? Og hvad er forskellen på at lege og at spille skuespil? Det er de spørgsmål, vi søger efter svar på i vores lege,« siger Enrique Vargas.

I Teatro de los Sentidos’ stykker bliver publikum, eller »de rejsende« som gruppen selv kalder dem, i små grupper eller ganske alene sendt ind i en labyrint fuld af »indbyggere«, der leder dem igennem. Undervejs bliver de udsat for forskellige sanselige indtryk og møder med folk og figurer, der vil have dem til at interagere. Universerne er drømmende, gådefulde og surrealistiske, og undervejs gennem labyrinten bliver publikum ofte konfronteret med grundlæggende og eksistentielle spørgsmål til det at være menneske. En ekspedition ind i Teatro de los Sentidos labyrinter kan således kaste dig ud i en dans med døden eller en sejltur ud på mørkt og ukendt farvand.

»For mig har alle Sentidos’ og Enriques stykker en seriøs base. En tænksomhed eller dybsindighed, »fortæller Betina Birkjær, der er den eneste danske skuespiller i Teatro de los Sentidos.

»I de ti år, jeg har været med, har vi talt meget om døden, som jo er et tabu i denne del af verden, men ikke er det på samme måde i den del af verden, Enrique er fra. I Enriques stykker bliver døden behandlet som noget, du kan lege med, spise med eller danse med.«

Mødet med mørket

Selv om Teatro de los Sentidos stykker er bygget på et seriøst fundament, lå Teater Republiques idé om at arrangere et møde mellem publikum og deres »mørke side« ikke ligefor for Enrique Vargas:

»Da de spurgte, om vi kunne lave noget, der konfronterede den mørke side, tænkte jeg: »Kan man overhovedet sige at der er en mørk side og en lys side, en god og en ond?« Men så læste vi »Mørkets hjerte«, og den tvang os til kigge ind i os selv,« fortæller han.

»Helt åbenlyst handler »Mørkets hjerte« jo om Belgiens massakrer i det centrale Afrika. Men når alt kommer til alt, rummer den også spørgsmålet: Skaber vi selv vores egen historie? Har vi ikke kun rettighederne, men også mulighederne for selv at være herrer over vores egen historie? Måske skulle vi ikke kun spørge hinanden »hvordan går det?«, men også »hvor bliver du ført hen?«. Ved du, hvor du er på vej hen? Ved du, hvor du bliver ført hen?««

Må ikke se bort fra seriøsiteten

Betina Birkjær ser også Teater Republiques opfordring til at søge imod mørket som en udfordring for gruppen.

»Jeg tror, at det er første gang, vi ikke har mulighed for at løsne seriøsiteten op med leg. Vi kan godt beholde det legende element, men det må ikke opløse seriøsiteten. Dét er udfordringen,« siger hun.

»Heart of Darkness« bliver ikke bare et af Teatro de los Sentidos’ mørkeste stykker, men også et af de mere politiske, ifølge Betina Birkjær.

»Der er en udvikling i gang i vores labyrintteater: »Orakler« og »Skyggens Overraskelser« var nogle meget personlige stykker, der vækkede genklang i de rejsendes eget liv. Så lavede vi i 2009 »City Puzzle«, som handlede om at være en del af en by, en del af et større fællesskab. Og nu kommer så det her stykke, som stiller spørgsmålet »Hvilken andel har jeg i verdenshistorien?« Og det er her, jeg tænker, at det mørke og det næsten politiske kommer ind. I dit eget liv kan du lettere ændre på tingene, men over for hele verden føler du dig pludselig magtesløs.«

Enrique Vargas tilføjer:

»Vores forestilling har også rod i krisen, som ikke kun er økonomisk eller politisk, men også eksistentiel. Jo dybere vi kommer ned i den økonomiske krise, jo mere bliver vi konfronteret med spørgsmålene: »Hvor kommer vi fra? Og hvor skal vi hen?««.

Ei blot til Lyst

En vigtig del af det at lege er at kunne tage legen seriøst, mener Enrique Vargas. Det gælder også for sanseteater. Det handler om at turde fare vild og at turde give sig hen til noget sammen med andre. Også selv om man ikke kender disse andre.

»Det er jo alle mulige slags mennesker, der kommer og ser vores stykker. De kommer hver især med deres liv i bagagen, og reagerer derfor også meget forskelligt på de ting, de oplever i labyrinterne. Hvert eneste møde med de rejsende er forskelligt. Selv grupper kan have forskellige energier, som man er nødt til at tage højde for som skue- spiller,« siger Betina Birkjær, der har mange års erfaring med at modtage folk i labyrinterne.

»Vi har researchet en del på, hvordan vi kunne lave de her stykker for større grupper. Fordi netop det at være i en intim situation med andre kan være en meget større udfordring for nogle end at være det alene. Man er nødt til at turde tage legen alvorligt, man er nødt til at turde lege med,« siger Enrique Vargas.

»Men tag os nu ikke alt for seriøst,« griner han til sidst.

»Det er jo bare noget, vi leger.«

»Heart of Darkness« med Teatro de los Sentidos spiller på Teater Republique fra 13. september til 11. oktober 2014.