Kunsten at bo i en by

Gertrud Højlund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Lærte vi nogensinde kunsten at bo sammen i en by? Eller glemte vi den bare hurtigt igen? For jeg tror, det er en livskunst: En øvelse i empati, en konstant vekselvirkning mellem hin enkelte og kollektivet, byen. Den veludviklede, samvittighedsfulde bybo gør sig umage for at genere fællesskabet så lidt som muligt – og umage med at tilgive, når andre byboer uværgerligt er til gene. Sådan er byen læremester i at tilgive og blive tilgivet. Den ophøjer os og nedbøjer os på én og samme tid, og den slags konditionerer det enkelte menneske til at huske på sin egen betydningsfuldhed – uden nogensinde at overvurdere den. Hvis vi mestrede kunsten at bo i byen, så ville den forme os til diskrete, respektfulde medborgere, der tog hensyn og udviste rummelighed. Der ydmygt gav plads uden at tage mere end højst nødvendigt. Men sådan er det jo som bekendt ikke. For vi mestrer ikke kunsten. Og jeg ved ikke, om det er, fordi byen eller mennesket er i stykker.

For ofte gør byen jo det modsatte ved os. I stedet for at få os til at bøje lidt af og give lidt plads, så puster byboen sig op som et dyr, der skal imponere eller bortskræmme fjenden. Mig frem i køen. Mig frem på cykelstien. Mig skal I sgu lige høre på nu. Mig må gerne fyre de helt store raketbatterier af klokken tre om natten. Mig kan godt lige skrue op for musikken på mit christiania-cykel-lydanlæg, så alle kan høre, hvor en fandens karl jeg er. Mig må sgu godt lige parkere her på cykelstien eller kørebanen. Mig er undtagelsen, der bryder reglen. I stedet for over tid at gøre mennesker til diskrete kollektivister, forvrider og oppuster byen egoerne til vulgære størrelser, der godt må råbe i gaderne, selv om flertallet sover. Fordi mig. Og så griner nogen og siger, jeg er en alt for gammel jyde, der snart må pisse ud i forstæderne – men jeg godtager ikke, at byen tilhører ungdommens vaner. At ungdommens måde at fylde byrummet ud er den legitime, og at andre bare er her som statister. Jeg godtager ikke, at byen tilhører dem, der larmer mest – mere end den tilhører den diskrete, der passer sit og godt kan ramme skraldespanden. Det er vel sidstnævnte, der har bysind.

Men skal der ikke være plads til alle? (spørger folk, når man betvivler deres ret til at tage al pladsen) Og jo, der skal være plads – og den giver vi hver især ved ikke at fylde for meget. Byen kan ligne en øvelse i at blive hørt og set i mængden, men kunsten burde være at gøre plads, så selv byens mindste kan høres og ses.

I byen kan det være svært at se næsten for bare naboer. Vi kigger på byens bygninger og ser en ramme om vores eget. En scenografi, som vi spiller hovedrollen i, og som vi må fylde med vores væren, så ingen kan drage den i tvivl.

Men byen er ikke staffage og tom scenografi. Den er fyldt med andres liv, og hvert lille vindue i byens facader er en åbning mod et andet menneskes bløde, røde hjerte, som du skal passe på.