»Giv du dem den store rundvisning,« siger Dorrit Elmquist, Eddie Skollers kæreste gennem otte år, da han tager imod os i entreen. Hun må vide, at det kommer til at tage tid, hvis vi skal se alle de malerier, der hænger på væggene. At rundturen vil vare 52 minutter ved fotografen og jeg endnu intet om.

Vi begynder på 1. etage. Kigger på Esteve i soveværelset og Chagall på badeværelset. Bruger ti minutter i gangen, fordi væggene er dækket af flere indrammede billeder og malerier, end jeg kan nå at tælle. Eddie Skoller fortæller om Egill Jacobsen og Lin Utzon, der hænger ved trappen, og bruger flere minutter i gangen på stueetagen, hvor Fritz Köthe og Jeppe Eisner hænger overfor hinanden sammen med mange andre billeder.

Vi når til dagligstuen, hvor væggene byder på bl.a. Henry Heerup, Storm P. og Poul Winther, for til sidst at ramme køkkenalrummet, hvor der ikke er én nøgen væg at spotte. Her er der fundet plads til flere tryk, malerier og tegninger end i nogle af de andre rum. Marc Chagall går igen, og der er også tre malerier af den svenske maler Isaac Grünewald. Disse herrer har fået vægge for sig selv, mens de fleste andre billeder hænger på den selvsamme væg.

»Her fik jeg lov at til at boltre mig, fordi vi syntes, det ville være sjovt at lave en galleri-væg, hvor man hænger en hel masse billeder op,« forklarer 70-årige Eddie Skoller.

Midt på galleri-væggen hænger et Heerup-maleri lavet på en gammel kokosmåtte fra dengang Amager Strandpark hed Amager Strandbad, fortæller han. Da han købte det i 70erne, lugtede det så fælt, at det længe måtte hænge i et rum med god udluftning. Men det er længe siden nu, og lugten er ikke et problem længere. Under det finder man en tegning af prinsessen på ærten lavet af datteren Sarah.

Det er hyggeligt at blande på den måde, synes han. Og man mærker tydeligt Eddie Skollers begejstring for billederne og de tilhørende historier.
»Der er ikke et eneste billede, som ikke har en eller anden form for historie,« siger han.

Dog har han ikke styr på, hvor mange billeder, han rent faktisk har.

»Det har jeg aldrig tænkt over. Egentlig burde man tage fotos af hver enkelt, så man har et arkiv, men..,« siger han og trækker på skuldrene.

Han købte sit første maleri i 1975 til en fernisering på et galleri i Københavns latinerkvarter. Det var et Jeppe Eisner og ikke særlig stort. Siden fik han for alvor gang i karrieren som hele Danmarks entertainer. Både tegnebogen, kunstsamlingen og størrelsen på malerierne voksede. Men egentlig kan han ikke lide at kalde det en samling.

»Jeg betragter ikke mig selv som en samler. Jeg betragter mig selv som et menneske, der har været privilegeret nok til at kunne leve af noget, jeg synes er sjovt, og at det har givet mig mulighed for at indrette mig et hjem, hvor jeg er omgivet kunst, som siger mig noget. Det har altid betydet meget for mig at indrette mig på en måde, der er harmonisk, og jeg har glæde ved at se på billederne. Det giver mig en masse gode minder og bliver ved med at give mig nye indtryk og nye indfaldsvinkler,« siger Eddie Skoller.

Han har en svaghed for moderne kunst, som han selv beskriver det. Det, der ville hedde »moderne kunst« på auktioner. Fra cirka 1950 og opefter. Mange af billederne har han da også købt på auktioner eller gallerier. Men hvorfor falder han for et billede?

»Det skal tale til mig på en eller anden måde. Det har noget med stemning og følelser at gøre. Lidelse, ensomhed, glæde, det poetiske eller det erotiske. Der er så mange følelser involveret, og det er da i hvert fald hyggeligere at blive berørt på den måde end ved at kigge på en bankkonto,« siger Eddie Skoller.

»Mit problem er så, at jeg aldrig sælger. Det, jeg har solgt, kan tælles på to fingre – hvis overhovedet det. Og i virkeligheden er jeg ikke den rigtige form for samler, hvis vi nu skal bruge det ord. For som en kunsthandler sagde til mig: »Du skal raffinere. Hvis et billede ikke siger dig så meget mere, så af sted med det, så du får plads til noget nyt.« Sådanne billeder har jeg flere af, men så er det blevet en del af mine børns verden, og de er blevet vant til at se på det, og hvorfor skal det så pludselig væk?« siger han og tilføjer:

»Du kan bare spørge Dorrit. Jeg er bestemt sådan en plejer-mand. Det plejer at være sådan, og why change a winning game?«
Men det er kun en del af forklaringen. Noget andet er, at mange af billederne knytter sig til venskaber. Som portrættet af den afdøde entertainer Victor Borge, der hænger ved flygelet. Andre har han fået foræret i forbindelse med optrædener for velgørenhed.

»Når et billede har den historie, det har, så synes jeg, jeg skiller mig af med noget af mig selv, hvis jeg skiller mig af med det. Det er jo noget pjat. Men når jeg først har et billede, så er det en del af min historie, og det er jo svært bare at sige »nå, det sælger vi lige, og så køber vi bare noget andet«,« siger Eddie Skoller.

Valgte akademiet fra

Interessen for billedkunst stammer helt tilbage fra dengang, Eddie Skoller var dreng. Her tegnede han til skolebladet og var altid omgivet af kunst i sit barndomshjem.

»Både min far og mor har interesseret sig for at have kunst på væggene. Om det så har været malerier, collager, silketryk eller minder fra rejser, så var det naturligt, at jeg også ville finde det univers, der passede til mig.«

Faren var russiskfødt jøde og moren svensk. Og grunden til, at Eddie Skoller siden er blevet særligt vild med kunstnere som russiske Marc Chagall og svenske Isaac Grünewald, der begge har jødiske rødder, findes da nok også i fortiden, medgiver han.

»Der ligger meget i min jødiske herkomst. I virkeligheden er jeg ikke jøde ifølge definitionen, fordi min mor ikke var jøde. Men jeg føler mig meget beslægtet med humoren, selvironien og poesien. Det finder jeg i Chagalls univers. Og grunden til, at jeg blev glad for svenske Grünewald, har helt sikkert også været min mors påvirkning,« tilføjer han.

Eddie Skollers tegnegave gjorde da også, at han blev opfordret til at forsøge sig på kunstakademiet. Men han valgte det fra til fordel for en uddannelse på Handelshøjskolen, som han kunne gennemføre hurtigere, og som han mente gav ham flere muligheder. Det valg har han ikke fortrudt i dag.

»Jeg vil nok tro, at det er kommet mig til gode. Da jeg begyndte at optræde, blev jeg sendt ud på nogle markedspladser. Og det var slet ikke mig at konkurrere med folk, der spiste is. Så jeg sagde til min agent: Jeg vil ikke have flere af de jobs. »Jamen nu skal du jo til at lave af det,« svarede han. Men jeg holdt fast og sagde: Så vil jeg hellere lade være med at leve af det. Og da jeg så sagde nej, kom der pludselig andre jobs, der var meget mere kvalificeret for det, jeg gerne ville. På den måde har min uddannelse også tjent det formål. Jeg har ikke behøvet at være nødt til at tage optrædener, jeg ikke havde lyst til« forklarer Eddie Skoller.

Han har boet i det samme hus i 22 år, og selvom der er kommet flere billeder til gennem tiden, er det ikke sådan, at han rykker rundt på dem.
Det er ikke noget, man bare lige gør, forklarer han. For selve galleri-væggen tog en uge at få på plads.
Først fotograferede han billederne, printede dem ud og flyttede så rundt på papircollagen vel hjulpet af Dorrit, indtil den perfekte sammensætning var der. Først derefter kom de op på væggen.
Men de har da også ramt plet. For alle billeder i køkkenet og stuen bliver ved med at sige Eddie Skoller noget.

»Når man kan blive ved med at hente noget ud af det, så er det kunst for mig. Kunst i modsætning til dekoration. Og der, hvor jeg så nok har raffineret lidt gennem tiden, er, når jeg har flyttet noget hen på en mindre væsentlig plads. Så er det er nok, fordi det repræsenterer dekorationen mere, end det repræsenterer noget, som jeg føler, jeg bliver rigere og klogere af at se på,« siger han.

Aldrig en investering

Lige nu er Eddie Skoller ikke på udkig efter noget nyt. Men han holder øje og følger med. Både på kunstsider på internettet, og når der kommer auktionskataloger.

»Jeg går ikke og leder. Men jeg synes, det er sjovt at gå på auktion, kigge i katalogerne og gå på eftersyn. Her ser man de rigtige farver på billederne,« siger han. Selvom han er HA-uddannet, køber han aldrig noget med en investering for øje. Det har været en grundregel, at et billede skal give ham noget. Og Eddie Skoller prøver også altid at sætte sig selv en maksimumpris ved en auktion.

»Det er så let at blive carried away,« siger han.
»Det er farligt. Men det er jo også det, der er et kick. Det der med at få adrenalin i kroppen, når det begynder at blive dyrt. Der skal man virkelig forstå at tøjle sig selv, for ellers kan det blive rigtig dyrt,« siger han.

Eddie Skoller føler selv, at det var ved at løbe løbsk, da han bød på et Grünewald-billede. Men heldigvis var der en anden, der overbød ham. Og der er da også nogle billeder, han kun drømmer om at eje.

»Der er en kunstner, som jeg ville ønske, jeg havde råd til at købe. Han hedder Gerhard Richter. Men der skal man altså virkelig have den store tegnebog frem,« forklarer Skoller, der så en udstilling med den tyske kunstner på Louisiana Museum of Modern Art.

»Det var fantastisk. For Gerhard Richter formår at skifte udtryk, som kun meget få billedkunstnere formår. Grünewald ville jo male, som han maler. Han skiftede ikke rigtig stil. Det gjorde Chagall heller ikke, og Heerup slet ikke. Men det, der i mine øjne karakteriserer en rigtig stor kunstner, er, at de ikke hænger fast. For vi har alle sammen en tendens til at hænge fast i det udtryk, vi ved, fungerer,« siger Eddie Skoller.

Skal han selv flytte en dag, vil han da heller ikke udelukke, at galleri-væggen følger med.