Et stort hvidt flag vejer over Thorvaldsens Museum. Flaget er hejst af to hvidklædte gudinder. Det markerer en overgivelse. En overgivelse af verden og alle dens problemer til kunsten. Og så markerer det overgivelsen af Thorvaldsens Museum til kunstnerduoen Hesselholdt og Mejlvangs nye udstilling This moment is the beginning, der åbner i dag Thorvaldsens Museum i København.
»Mange associerer det hvide flag med overgivelse, men faktisk betyder det også genforhandling,« siger Vibeke Mejlvang.
Flagceremonien på taget er en performance og et ud af mange værker, performances og installationer, der kommer til at indtage museet og interagere med de gamle statuer og malerier, der til dagligt bor på Thorvaldsens Museum. Ideen fra museets side var at vække de gamle værker og værdier til live ved at spille bold med samtidskunsten. Derfor blev Hesselholdt og Mejlvang inviteret ind. Selvom Hesselholdt og Mejlvang har for vane at lave store værker føles denne udstilling som deres mest omfattende til dato, forklarer de. Og det kan man godt forstå, for deres kunstneriske mission er heller ikke helt uambitiøs:
»Vi tror, at kunsten kan ændre noget i samfundet. Kunst er en genvej til sjælen og det mentale og har den egenskab at kunne rykke ved begge hos dem, der oplever den. Kunst bruger ikke one-liners og har ikke til formål at smadre sin modstander. Nej, kunsten rummer og får os til at reflektere,« siger Mejlvang.
»Den måde, der bliver talt om race, køn og kultur i dag, er nået til et sted, hvor der ikke er nogen, der har det godt. Samfundsdebatten mangler nye stemmer og vi håber på, at vi ved hjælp af vores kunst kan rykke ved samfundet og få folk til at overveje, hvor de står rent politisk,« siger Sofie Hesselholdt, mens vi sidder i riddersalen på Thorvaldsens. Dér er vi mødtes til en snak om multikulturalisme, om kvinder i kunsten, om »frihedens mand« - Thorvaldsen, og om hvordan kunst kan være med til at drive vores samfund et bedre sted hen.
Herkules og hans store kølle
Man kan høre lyden af sko på terrazzogulvet, mens vi går ned af gangene på museet. Vi er på rundtur, så vi kan se, hvor Hesselholdt og Mejlvang værker kommer til at være. En af opgaverne, de fik stillet, var, at de skulle forholde sig til Thorvaldsen og hans arv.
»Thorvaldsen var humanist og meget revolutionerende for sin tid. Hans samtid var konservativ, vi havde enevælde, og samfundet var præget af et stramt hierarki,« siger Hesselholdt.
Miljøet omkring Thorvaldsen var inspireret af værdier som demokrati, lighed og frihed. Thorvaldsen blev født i Danmark, men tilbragte mange år i Italien, hvor han blev en af den tids helt store superstjerner. Der går blandt andet historier om, at hans tjenestefolk solgte totter af hans hår til fans på gadehjørnet. Efter mange år i Italien blev han lokket tilbage til Danmark ved at blive tilbudt museet, som han så “donerede” til folket – »herinde bliver han kaldt frihedens mand,« siger Mejlvang.
Det er heller ikke første gang, der har stået kunstnere på taget af Thorvaldsens. Performancen, der åbner udstillingen, er inspireret af en aktion, der blev lavet efter museets rejsegilde i 1841 af en kvindelig kunstner ved navn Bolette Puggaard. Puggaard satte en krans med en fransk trikolore på museets tag og slog derved på tromme for et brud med kongemagten.
»Puggaards statement var banebrydende, men aktionen blev hurtigt glemt af historieskriverne,« forklarer Hesselholdt.
»Kunsten er et alternativt sprog. Kunst går i kroppen. Den taler intuitivt og lader tvivlen komme en til gode. Vi har ikke et svar på samfundet store spørgsmål, men igennem kunsten kan vi tale om kompleksiteter, tvivl, om at verden er et svært sted at være, uden enkle svar eller nemme løsninger."
Mange af statuerne på Thorvaldsen forestiller mænd. Og når man står og kigger op på den næsten fire meter høje Herkules og hans store kølle kan det være svært at forestille sig, men Thorvaldsen var blandt andet ved at støtte Puggard med til at bane vejen for kvindelige kunstnere. Ligestilling er også et af to spor, som Hesselholdt og Mejlvang har lagt ned over udstillingen.
»Det lyder så dumt at sige, at kvinder er et mindretal, men det føles ofte sådan. For zoomer man ind på problematikken – på anderkendelse, på repræsentation, på salg af værker af kvindelige kunstnere til museer – er det tydeligt, at vi ikke er i mål ligestillingsmæssigt,« siger Mejlvang.
»De store muligheder bliver stadig givet til mænd – og den samme håndfuld mænd. Der mangler opfindsomhed hos de folk, der bestrider de poster, der står for uddelingen af støtte. Kunstverdenen bør tage sig gevaldigt sammen,« siger Hesselholdt.
Hvide skal tale med bevidsthed
I et af siderummene, på en hylde i et glasskab ved siden af Thorvaldsens samleobjekter, kommer der til at stå en lille samling små black exotica-figurer. Figurer, som nok vil få mange politisk korrekte op af stolen.
»Vi tænkte meget over om og hvordan, vi skulle udstille figurerne. Vi holder ikke med de politiske korrekte. Vi må ikke have berøringsangst. Vi skal turde se diskriminationen i øjnene for at kunne løse den«” siger Hesselholdt.
De store spørgsmål, der dukker op i forbindelse med det multikulturelle samfund, vi bevæger os hen imod, er det andet spor, de lægger ned over udstillingen. Og der fandt de Thorvaldsens interesse og nysgerrighed for andre kulturer meget inspirerende – »tænk, hvis vi i dag mødte det anderledes med nysgerrighed og ikke lukkethed,« siger Mejlvang.
Diskrimination fylder generelt meget i Hesselholdt og Mejlvangs praksis.
»I den sammenhæng, har vi talt meget om vores egen position. Om vi som to hvide kvinder må tale brune menneskers sag. Men det mener vi godt, vi må. For jeg føler ikke, at vi taler andre menneskers sag. Jeg føler, at vi taler vores allesammens sag. Jeg har helt personligt ikke interesse i at mine børn vokser op i et samfund, hvor der stadig er diskrimination af køn, race og kultur,” siger Hesselholdt og fortsætter: “Men vi er opmærksomme på, at vi ser verden gennem hvide briller. Alle – og måske især hvide – skal være kritiske overfor deres eget ståsted. Det betyder ikke, at man ikke må sige noget. I dag er det i nogle kredse ved at gå over gevind; hvor folk er bange for at åbne munden af frygt for at såre krænke nogen. Det nytter ikke noget. Men man skal tale med bevidsthed«
Kunst fordre sameksistens
Nede i kristusrummet kommer der til at ligge tæpper fra hele verden. De kommer til at ligge og trække vejret, mens Jesus-statuen vogter over dem. I den her sammenhæng er Jesus mere et symbol end en person; et symbol på spiritualitet og åndelighed, der får os til at ånde i fællesskab, fortæller de.
Kunsten råber ikke som debattører, politikere eller de sociale medier gør. Den slår ikke sin modstander i gulvet med argumenter. Kan vi overhovedet høre kunsten i et samfund, hvor folk råber og kaster med mudder? Ja, for den taler med en anden stemme og arbejder på et helt andet plan, som skærer igennem larmen, forklarer de.
»Kunsten er et alternativt sprog. Politik er ofte meget grov i munden og handler tit mere om at jorde sin modstander end at komme med løsningsmodeller. Kunst går i kroppen. Den taler intuitivt og lader tvivlen komme en til gode. Vi har ikke et svar på samfundet store spørgsmål, men igennem kunsten kan vi tale om kompleksiteter, tvivl, om at verden er et svært sted at være, og hvor der ikke er enkle svar eller nemme løsninger. Men det er ok, for kunsten kan rumme problemerne. Og er det i virkeligheden ikke første skridt på vejen til sameksistens?,« siger Hesselholdt.
»This Moment is the beginning« løber fra 8. Februar til 1. September.