I efteråret 2017 satte #MeToo-bevægelsen gang i et lavineskred af sager om seksuel chikane. Det ene skab efter det andet blev åbnet, og ud væltede skeletter formet som fortællinger om kvinder, der var blevet forulempet, chikaneret eller voldtaget. Nogle af historierne havde årtier på bagen, andre var dugfriske.
Fælles for dem var, at det fornyede fokus og ikke mindst et ændret kollektivt blik gjorde, at skællene faldt fra øjnene. Særligt grelle var historierne, hvor magt var en del af ligningen. Når for eksempel en chef eller en underviser misbrugte sin position.
Det blev et hedt efterår, hvor stolene brændte under mange. Især i kulturens verden. Og selv nu – flere år efter – bliver historierne ved med at boble op til overfladen.
Senest beretninger fra fotoskolen Fatamorgana, men den kunstskole er langtfra den eneste kunstneriske uddannelsesinstitution, hvor grænserne for acceptabel adfærd sandsynligvis er blevet overskredet. Også Kunstakademiet, Forfatterskolen og Filmskolen kan skrive #MeToo på CVet.
Når man arbejder i et kunstnerisk felt, er grænser nogle, man arbejder med at overskride.
I betragtning af, hvor relativt få kunstneriske uddannelsesinstitutioner vi har i Danmark, ser det unægtelig ud som om, at der nærmest er overforekomst af grænseoverskridende adfærd på netop den slags uddannelser. Hvorfor, fristes man til at spørge?
Når man arbejder i et kunstnerisk felt, er grænser nogle, man arbejder med at overskride. Det betyder, at moraliseren i et vist omfang må skydes til hjørne for netop at åbne for, at det meste er muligt og tilladt. Det betyder også, at gængse magtstrukturer er til debat. Og konsekvensen kan være, at grænseoverskridende metoder bliver et slags værktøj, som både elever og lærere benytter sig af.
Bestyrelsernes ansvar
Godtager man denne logik, er udfordringen at forfølge det grænsesøgende som arbejdsmetode, men ikke i menneskelig omgang. Og det lader til, at flere undervisere er faldet på den forkerte side af denne knivsæg.
Det er selvfølgelig fuldstændigt uacceptabelt og bør kalde på erkendelser hos de ansvarlige ledelser. Måske fordi især disse læringsmiljøer qua deres faglighed skal være ekstra opmærksomme på, at de bevæger sig i et følsomt felt, der kræver stærk ledelse og klare retningslinjer for, hvad der er acceptabel adfærd.
Forhåbentlig kalder de mange pinlige og smertefulde sager på selvransagelse i skolernes bestyrelseslokaler.
Historierne fra danske kunstneriske kunstskoler har set dagens lys, fordi modige elever er trådt frem og har delt deres oplevelser. Det er urimeligt, at det er de forulempede, som skal bære det åg. Det burde have været de respektive skolers ansvarlige – bestyrelserne – som, når de var blevet bekendt med sagerne, var trådt i karakter og åbent fortalt, hvordan de vil sikre, at sagerne ikke gentager sig.
Forhåbentlig kalder de mange pinlige og smertefulde sager på selvransagelse i skolernes bestyrelseslokaler og ikke mindst på konkrete tiltag, som skolerne passende kunne dele med offentligheden. For selvfølgelig kan det lade sig gøre at skabe fornuftige rammer for, at vi også fortsat kan uddanne mennesker i kunstnerisk arbejde, hvor det grænseoverskridende er en vigtig del af undervisningen – uden at det betyder, at grænserne for, hvordan mennesker omgås hinanden, overskrides.
