Kunst på loftet af det gamle B&W

Ude på Refshaleøen, i et miljø, der er råt, men også poetisk i sit forfald, har en snes kunstnere fundet sammen på loftet af en af de kæmpestore lukkede B&W-haller.

Der er højt til loftet i ateliererne på Refshaleøen.<br>Foto: Christian Als Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er malere, videomagere og designere, der finder arbejdsro og inspiration på Skabelonloftet, hvor kulden er barsk om vinteren og heden trykkende om sommeren og adgangsvejen til loftet i 4.-5. sals højde er en stejl udvendig stållejder.

Men det kompenserer den fantastiske udsigt over Tre Kroner til Sverige rigeligt for.

En af lejerne på Skabelonloftet er billedkunstneren Tine Kragh, der i øjeblikket har travlt med at lægge sidste hånd på en stor udstilling i Galleri Gl. Lejre, der er fernisering næste lørdag, og udstillingen varer til 6. juni.

Tine Kragh, der året rundt bor i et idyllisk bindingsværkshus i en hyggelig haveforening på Amager, har det med at finde diametralt modsatte omgivelser at skabe sin kunst i.

Hun har - altid sammen med andre - haft atelier i en baggård på Vesterbro, i en kælder på Islands Brygge og i en anden B&W-hal på Christianshavn. Da den blev revet ned, flyttede hun som den første op på loftet på Refshaleøen for tre-fire år siden.

»Det betyder noget at gå et andet sted hen og arbejde og møde andre mennesker, selv om vi ikke overrender hinanden,« siger Tine Kragh, hvis ene ateliervæg er et stort østvendt vindue.

»Her er et fantastisk lys, også om vinteren, og så er Refshaleøen et sted, der altid er i bevægelse. Der foregår hele tiden noget, selv om det ikke kan sammenlignes med den gang, det var en kæmpestor arbejdsplads,« siger hun. I disse omgivelser maler hun sine poetiske billeder, der er blevet betegnet som skønhedslængsler.

I sin længsel efter skønheden må hun ofte kradse sig igennem sine maleriers overfladestruktur ned til selve lærredet.

Strukturen kan være skabt af kridt, kalk og sand.

»Jeg er nok romantiker og vil gerne have, at billederne taler for sig selv. Jeg kan godt lide, at de er smukke, for kunst behøver ikke at være revolutionær, provokerende eller chokerende for at have indhold, bare den har dybde og ikke er overfladisk,« fortsætter Tine Kragh, der med sine billeder gerne vil skabe nogle rum, man kan blive ved at være i.

»Det er fredelige og forhåbentlig smukke rum, hvor der ikke er en færdig fortalt historie, men hvor man kan gå ned i sit eget dyb, være sig selv og måske få et glimt af klarhed,« forklarer Tine Kragh, der derfor undgår påtrængende farver og effekter i sine malerier.

Uden måske at vide det kender de fleste mindst ét af Tine Kraghs værker, nemlig fra Café Aladin i Tivoli, hvor hun har håndlavet de store orientalsk inspirerede kakler på facaden.

Men det er en helt anden verden i forhold til Tine Kraghs to baser i H/F Engly og på Refshaleøen.