Kunst i øjenhøjde, ja tak!

Jesper Eising, souschef på kulturredaktionen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvorfor skal kunst nogle gange gøres sværere, end det egentlig er? Hvorfor er kunstformidlere nogle gange så angste for at slippe deres tillærte faglighed og akademiske ballast? Hvorfor er der en aura af ærefrygt og berøringsangst, så snart vi har med »stor kunst« at gøre?
Jeg spørger, fordi min oplevelse er, at der – blandt andet i museumsverdenen – er en tendens til at man nogle gange lader tingene lukke sig om sig selv, lader det blive en privat fest af fremmedgørende indforståethed.
Der er både herhjemme og i udlandet af flere omgange blevet skrevet om den formidling, man finder på kunstmuseer og gallerier, hvor der kan være grelle eksempler på eklatant nonsens. Ret skal være ret, der er også mange eksempler på det modsatte, men det er afgørende, helt afgørende, at det andægtige og fisefornemme, det indforståede og sekteriske,  pilles ud af kunstmuseerne – ja, af kunstformidlingen i det hele taget.
For det er ikke så svært at blive ramt og engageret af kunsten, hvis bare man føler sig inkluderet.
Helt konkret oplevede jeg det, da jeg for nyligt besøgte Statens Museum for Kunst med mine to børn på hhv. seks og ni år for at se Elmgren & Dragset-udstillingen »Biography«.
En fantastisk oplevelse, simpelthen, og så ekstremt bekræftende i, hvordan kunst kan engagere og inspirere til vidtløftige og sjove samtaler og nye erkendelser.
Vi havde en herlig eftermiddag hvor vi gik på opdagelse – i børneøjne – i kunstnerduoens univers. Vi mærkede og pegede og sansede og undrede os: Hvorfor er der en hund bag hegnet? Hvorfor ligger der en mand i swimmingpoolen? Er det rigtig vand og hvor dyb er den? Hvorfor sidder drengen deroppe? Hvorfor er skiltet faldet ned i campingvognen? Hvorfor ligger der en død mand i skabet? Hvorfor er dørene så mærkelige, der er jo to håndtag på? osv. osv.
Igennem helt konkrete samtaler digtede vi vores egne fortællinger og blev klogere på vores eget liv på en helt anden måde, end højtravende og akademisk orienterede kuratorer kan gøre det.
God formidling kan gøre lige netop dét: åbne op for og facillitere oplevelser og erkendelser hos den enkelte, uanset udgangspunkt og livssituation – ja, det må da være selve målet.
Det handler ikke om, at kunsten nødvendigvis skal være folkelig, slet ikke, men snarere om at anerkende, at »folket« – om man så må sige – sagtens kan blive »ramt« af kunsten.
Så nej, kunst behøver ikke at være sværere, end det egentlig er. Kunstformidlere behøver ikke at være angste for at slippe deres tillærte faglighed og akademiske ballast. »Stor kunst« behøver ikke at blive iklædt en aura af ærefrygt og berøringsangst – den kan sagtens klare sig uden.