Kunst eller kroner?

Essay. Hvorfor har »Voice«-dommerne Steen Jørgensen og Sharin Foo solgt ud af idealerne? Er der slet og ret sket et værdiskred? Rockredaktøren forsøger et svar.

Berlingskes rockredaktør bedømmer "Voice"-dommerne Steen Jørgensen og Sharin Foo. Foto: TV2 Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad F..... laver Steen Jørgensen, punkikonerne Sort Sols forsanger, i en dommerstol i familieunderholdningsprogrammet »Voice« på TV2? Og hvad med Sharin Foo fra The Raveonettes, som altid er gået så voldsomt op i den rigtige attitude og inspiration fra nøje udvalgte helte i musikkens historiebog? Lene Nystrøm fra Aqua, ja, det giver mening, hun har solgt millioner af plader med virksom og alment kendt popmusik. At L.O.C. også sidder dér i en af de fire røde dommerstole, i nobelt jakkesæt og med håret kæmmet tæt tilbage, det er okay, han har aldrig været en del af den gamle hiphopskole og har således ingen kultur at stå til regnskab overfor. Han har gjort sin egen ting i Aarhus, spillet jobs for ludere, lommetyve og to hof. Nu ejer han så både hitlisterne og Roskilde Festivalens Orange Scene.

Men Steen Jørgensen og Sharin Foo! Fra bands, der næsten alene defineres ved deres integritet, deres kunnen og den historiske tradition, de har spillet sig ind i! En tradition, hvor kunst har været vigtigere end pladesalg! De er stjerner, Steen, især, i modkulturen. Der, hvor musik ikke bare er musik, men tillige et spørgsmål om holdninger, livsanskuelse, livsførelse. Der, hvor man tør og vil mere end blot følge med strømmen, hvor man slår sig, lytter, lærer og handler derefter. Kompromisløst. Så hvad i hede hule laver Steen Jørgensen som dommer i »Voice«, årstidens helt store underholdningssatsning på TV2, et program, der ved premieren i lørdags viste sig at være endnu et af tidens talrige indholdsløse programmer, hvor musik forfladiges af amatører og semiproffer, som herefter bedømmes af fagfolk i underholdningens navn altså alt det, der står i dirrende modsætning til Steen Jørgensen og Sort Sol? Steen gjorde det godt, men ...

Betyder det, at han har solgt ud? At Sharin har? Eller er sangerne i henholdsvis det mest respekterede rockband i Danmarkshistorien og et af de bedst anmeldte bands gennem de seneste ti år symboler på, at det er nærmest umuligt at leve af at være musiker og kun det? At der også skal rugbrød på bordet årets øvrige 364 dage? Sidder de to i dommersæderne af samme grund som den, der gør, at Jesper Binzer fra D-A-D for tiden vandrer rundt i en pensionsreklame på TV og sælger hele rockkulturen som en hvilken som helst vare, fordi han med sit formodentlig ikke ubetydelige honorar har kunnet betale sin skattegæld? Jeg tror det, jeg forstår det og jeg ser ikke ned på det. Men jeg fik et chok ...

Tiden er en anden, og meget ofte for dyr til rendyrket, klassisk ideologi. Af den var der flere i tresserne og langt op i firserne. Den kulturelle kapital var dengang langt vigtigere end den økonomiske. I musikhistorisk kontekst kunne det ganske vist ikke gå hurtigt nok for Elvis med at komme fra Sun-studiet og ind i varmen i Hollywood, men så kom alternativerne i form af bl.a. Bob Dylan og senere også Beatles og satte hjerne og samvittighed på rocken. Hvilket gav musikere carte blanche til at kaste om sig med moral og forestillinger. De ultraloyale, dødelige publikummer og tilfældigt forbipasserende tænkte ikke på, at der hele vejen bag den funklende karisma, de gode viljer og hæren af nyttige idioter befandt sig lige så mange Colonel Parker-kloner, altså forlorne forretningsmænd, som alene fokuserede på guldkrukken for enden af regnbuen. Hvorfor sige nej til et ekstra nul på kontoen?

Anderledes var det ikke, da Bono, Sting, Simple Minds - jeg var lige ved også at nævne R.E.M. - i firserne greb stafetten og slog noget væsentligt af rocken ihjel med deres løftede pegefingre, frelste holdninger og VM i støttekoncerter med Live Aid i spidsen. Rocken har sgu da aldrig haft til opgave at frelse verden! Det har været politikernes job. Og for dem, politikerne, var det alt, alt for længe alt for nemt at gemme sig bag stjernerne og deres forførende paroler.

Der er nødt til at være en synergi mellem, hvad musikerne spiller og prædiker, og hvordan de lever deres liv. Og livsfarligt er det at undervurdere fangrupperingerne. Eller udtrykt på en anden måde: Hvis man ønsker, at musikken skal holde værdi, kan ikke man stå op og ligne et slattent dollartegn i morgenspejlet. Pink Floyd og et stort tysk bilmærke gik ikke, ligesom Jens Unmack fra lokale Love Shops ikke kan synge »Kræmmersjæl - min bedste ven/du sælger ud og der er intet men/kræmmersjæl - mit x-idol/så omsorgsfuld som en elektrisk stol/kræmmersjæl - hvor vil du hen ?/du tager mig ned og jeg er væk igen,« den ene aften, mens han den næste toner frem i en Suzuki Swift-reklame. I modsætning til skuespillere, der rask væk sælger sig selv til alt, hvad der er penge i, fordi de kan dække ind under at »spille« en rolle og derigennem undgå at blive stillet personligt til regnskab, spiller musikerne ikke en rolle. De er sig selv, Med alt det, de står for. Uanset kontekst. Og dette har selvfølgelig en ekstra værdi, men musikerne kan kun sælge ud af deres integritet et vist antal gange, før den er væk for altid - og med den det publikum, der i år eller årtier har taget deres musik brændende alvorlig. Og som måske ydermere har spejlet sig i deres idealer.

Derfor har det for mange været svært at forstå, hvorfor Bono og U2 med den ene hånd flyttede deres formuer til Holland, så snart den fordelagtige kunstnerskattelovgivning i deres økonomisk trængte Irland blev lavet om, og med den anden docerede om social og human ansvarlighed. Det rimer ikke. Det tager sig snarere ud, som om ismerne er blevet en integreret del af handelsvaren U2. Det stinker. Og lige præcis derfor elsker vi Annisette, C.V. Jørgensen og nogle få andre danske musikere. Vi elsker deres musik, ikke mindst, men vi elsker i den grad også, at de har holdt stien ren. Altid ageret kompromisløst, sat kunst over penge. Ingen dobbeltmoral.

Det er let at glemme, at forfattere som Hans-Jørgen Nielsen og Dan Turèll i årevis kæmpede en brav og meget retfærdig kamp for anerkendelse af populærkulturen på lige fod med den klassiske. De kæmpede bl.a. for den rytmiske musik, og de vandt, men ikke så snart fik rocken sin anerkendelse, før den vendte næsen i vejret, kridtede støvlespidsen, sparkede nedad og gjorde sig fin på bekostning af popmusikken. Det var ikke kønt. Poppen blev ufortjent, i nogen grad usagligt, bedømt og krediteret ud fra rockens værdisæt og kom derfor til at fremstå som banal, grænsende til det fordummende, og det er faktisk på den baggrund, at det fremstår naturligt, at Lene Nystrøm fra Aqua er med i »Voice«. Underforstået, at hun jo alligevel har leflet for pøblen med sin letbenede tyggegummipop.

Lene kan være ligeglad. Hun har forlængst samlet krukken med guld op. Men det betyder ikke desto mindre noget for hende, at hun efter 15 år og 33 millioner solgte plader med Aqua stadig bliver konfronteret med, om hun rent faktisk kan synge eller ej. Hun vil gerne bevise sit værd over for »de sande kunstnere«, over for dem, der sidder ovre i det fattige hjørne og klynger sig til deres kulturelle kapital med en kraft, som havde de ikke andet. Men hun har glemt noget, Lene. Hun har glemt det store skred, nybruddet, oprøret. For der er sket et skift. Med Murens fald og internettets flodbølge, tilsat et soundtrack fra den urbane smeltedigel af hiphop, soul og R&B, har vi oplevet en kommercialisering af snart sagt alle aspekter af menneskets liv, følelser, kunst, oplevelser ...

De urbane musikgenrer har op igennem halvfemserne, med hiphopmoguler som Puff Daddy i spidsen og rappere som 50 Cent og Lil’ Wayne lige efter, langsomt været med til at gøre musikkulturen mere kommerciel, mere opportunistisk. I stedet for at kaste om sig med moral og holdninger, viser rapperne deres penge og dyre livsstil frem. De gamle utopier og idealer er væk, og det giver respekt at tjene penge og sælge plader, hvilket er forklaringen på, at Nik & Jay fremstår som de største idoler for de helt nye danske rappere.

Derfor er det også en værdi i sig selv at lyse gennem masserne - og gerne så stærkt og skarpt som muligt. For det handler om dig og kun dig, og om hvordan du slår igennem. Hvordan og med hvad er underordnet, så længe dine klik på YouTube tælles i millioner. At være med i et TV-program som »Voice« er fremdeles positivt. De yngre seere ved måske ikke, at TV2 har begået en genistreg ved at købe Steen Jørgensens integritet til at farve programmet. Måske kender de ham ikke engang, og måske er de ligeglade med det. For dem er Steen cool og én at se op til, fordi han igen i morgen aften sidder i den røde dommerstol. Kl. 20.00 på landsdækkende TV.