Kun lidt balladeagtigt...

Sidste dag inden sommerferien i Statsministeriet er alt andet end rolig. Statsminister ANDERS FOGH RASMUSSEN vil i dag forsøge at få fagforeningen FTF tilbage til trepartsaftalen, så hele fagbevægelsen står samlet bag kvalitetsreformen, men det ændrer ikke spor ved det største problem: På trods af politikernes gaveregn strejker de ansatte alligevel.

Foto: Brian Berg Fold sammen
Læs mere

I efteråret var der ingen tvivl. Pædagoger og andre var socialistiske ballademagere, som havde nedlagt arbejdet ulovligt. Nu netop som sommerferien skal begynde - er den gal igen. Denne gang er det SOSUerne (social- og sundhedsassistenterne, red.), som har stillet sig op på Christiansborg Slotsplads med påstande om, at de får for lidt.

»Jeg vil bare sige, at jeg tror, at mange har den opfattelse, at de medarbejdere, der tager sig af mennesker i det daglige f.eks. på social- og sundhedsområdet, også skal have en ordentlig aflønning. Det er en almindelig opfattelse,« siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) som på den måde afslutter folketingsåret markant anderledes, end han fik det indledt. Ingen bemærkninger om ballade - næsten ikke. Han har også haft et helt folketingsår at øve sig i. Det har i høj grad handlet om velfærd, og regeringen har forsøgt at få initiativet væk fra Socialdemokraterne med sin kvalitetsreform, hvor første skridt skulle være den såkaldte trepartsaftale, som netop er indgået med LO og AC om bedre forhold for de ansatte i det offentlige. Så gode forhold, at kvaliteten dermed kan få et gevaldigt løft.

Det er altså lidt af en streg i regningen, at statsministeren denne fredag igen kan konstatere, at Slotspladsen har haft besøg af utilfredse offentligt ansatte. Men helt mundlam er han da ikke. Demonstranterne er simpelthen gået til den forkerte kasse. Han kan ikke gøre mere for dem. Det er ikke politikerne på Christiansborg, som social- og sundhedsassistenterne skal forhandle løn med:

»Jeg er nødt til at sige, at vi kan ikke forhandle overenskomster i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, så får det jo aldrig ende. Der er jo allerede nogle, der er begyndt at sige, at hvis politikerne begynder at dele penge ud til én faggruppe, så kommer de også rendende og vil have. Og så... altså. Det vil jo i så fald ikke være en ordentlig behandling af arbejdsmarkedets partere. Der er jo mange gode grunde til, at vi har det princip i Danmark, at spørgsmål om løn bliver afgjort ved overenskomstforhandlingerne og ikke på Christiansborg.«

Så de kommer til den forkerte kasse?

»Ja, altså. Der skal være overenskomstforhandlinger til foråret, og forhåbentlig kan de jo ende fredeligt uden strejker og med en aftale mellem arbejdstagere og arbejdsgivere på det offentlige område. Det er jo der, det hører hjemme.«

Og hvad kan du så gøre for dem som politiker?

»Vi kan aftale bedre efteruddannelsestilbud, bedre tilbud om opkvalificering og bedre uddannelse for en række af de her grupper. Det er sådan noget, vi kan gøre, og det er det, deres organisationer på medlemmernes vegne har bedt om, og det er det, vi har givet.«

Så I har gjort det, I kan for dem. Og de står over for lønforhandlinger til foråret, hvor de kan fremføre deres krav retmæssigt. Alligevel står de hernede og råber. Det kunne da ligne nogle ballademagere?

»Ja, men altså, jeg vil bare sige, at jeg synes den slags hører hjemme ved forhandlingsbordet, og jeg tror også de faglige organisationer i længden selv er bedst tjent med, at det er sådan det er, for hvis man begynder at indføre i Danmark, at det er politikerne, der skal til at lovgive om lønnen, så er der ikke nogen rolle tilbage for fagforeningerne. Så kan man jo bare henvende sig på Christiansborg, og derfor har der altid været en stiltiende aftale mellem de faglige organisationer og Christiansborg om, at politikerne blander sig langt uden om overenskomsterne.«

Når Fogh sidder og gør status over sit år, lyder det lidt som en Olsen-bande film. Det hele er timet og tilrettelagt. Altså, kvalitetsreformen som bliver efterårets store ting med sine knap 200 forslag - skal ses som en lille del i den store plan:

»Det folketingsår, vi nu slutter, er måske det største reformår overhovedet i nyere politisk danmarkshistorie. Det er faktisk i det her år, at vi har afsluttet og påbegyndt de rigtig store reformer. Strukturreformen, som er trådt i kraft i denne her folketingssamling, som altså dækker over kommunalreformer, over politikredsreform, retskredsreform og for en god ordens skyld også valgkredsreformen. Altså, den største strukturelle omvæltning af den offentlige sektor nogensinde,« siger han og fortsætter med planen:

»Der er en logisk lige linje i det. Vi begyndte med Strukturreformen, som sætter de ydre rammer om velfærdssystemet. Det skaber større og bæredygtige enheder, dernæst gik vi i gang med Velfærdsreformen, som sikrer velfærden ud i fremtiden, fordi vi lever længere. Så investerer vi milliarder i at sikre Danmarks konkurrenceevne i globaliseringen vi skal ruste os til at møde en skarpere konkurrence fra Kina og andre lande. Vi skal også have noget at leve af i fremtiden. Og så kommer vi nu og siger, at som en logisk følge af det, er det naturligt at reformere den offentlige velfærdsservice. Sådan at vi sikrer, at vi får god service for pengene.«

Men som i Olsen-banden, så er ordene kluddermikler, uduelige skidesprællere også med. De optræder under afsnittet Trepartsaftalen, hvor det i sidste øjeblik glippede at få FTF med.

FTF udgør cirka en tredjedel af de offentligt ansatte og tæller pædagoger, lærere og sygeplejersker, og dermed er det ret fatalt, at de i sidste øjeblik valgte at forlade aftalen. Men bag kulisserne har regeringen siden onsdag på ny forsøgt at få FTF med i aftalen. I dag skal FTF tage stilling til, om de vil acceptere et nyt tilbud om ekstra 800 mio. kroner.

»Det er en meget omfattende reform, som vil få betydning for brede grupper i den offentlige sektor, og der er det så vigtigt at have organisationerne med. Vi var så tæt på en aftale med FTF, men de stillede ultimative krav, som vi ikke kunne levere.«

Så du har en forhåbning om, at de er på vej tilbage?

»Ja, det har jeg en forhåbning om. De er jo dem, som man i den verden kalder frontpersonalet i velfærdsservice, og derfor er det vigtigt for regeringen, at der også for sygeplejersker, pædagoger og lærere er gode muligheder for at opkvalificere sig fagligt.«

Den anden store velfærdsopgave til efteråret bliver at få arbejdskraft til landet og det er vel at mærke ikke kun til den offentlige sektor. Også den private sektor er hårdt ramt, og derfor vil den store 2015-plan indeholde et stort afsnit om, hvordan Danmark i endnu højere grad bliver attraktiv for højtuddannet arbejdskraft.

»Skal jeg pege på et centralt tema, som vi er nødt til beskæftige os med, så er det, hvordan vi får skaffet mere arbejdskraft. Så vi får dækket behovet for arbejdskraft. Der er behov for arbejdskraft i den offentlige sektor, og det er svært at rekruttere, men der er i allerhøjeste grad også en mangel i den private sektor. Alene i den offentlige sektor vil der over de næste ti år blive pensioneret omkring 200.000. Det er flere end hver fjerde. I den private sektor er der allerede kolossal mangel på arbejdskraft. Og hvis ikke vi får løst det problem, så vil det være en bremse på væksten, og det vil give et velfærdstab. Vi er nødt til at gøre noget for at få privat arbejdskraft.«

Hvor mange, der skal komme, vil han ikke sige noget om heller ikke hvordan det skal ske. Kun at det bliver centralt i 2015-planen husholdningsbudgettet for Danmark.

Det er også den, de Konservative venter på i spænding.

2015-planen skal vel også fortælle om Bendtsens muligheder for skattelettelser?

»Altså, 2015 er den store økonomi. Og ved siden af planen vil der så enten på det tidspunkt eller senere blive præsenteret konkrete politiske initiativer om, hvordan vi når planens mål. Men det vil i planen være angivet, hvilke elementer, der skal til for at sikre en holdbar finanspolitik til 2015. Og på det punkt går det fantastisk. Der er drønende overskud, og vi afdrager gælden langt hurtigere, end det var forudsat i den gamle 2010-plan. Så vi er foran. Vi er langt foran 2010-planen.

Men nu forlænger vi den så til 2015, og der vil de nye mål fremgå.«

Ikke et ord om Bendtsens muligheder for at få skattelettelser.

Det kan dog hurtigt blive aktuelt igen. Folketingsåret har nemlig budt på et historisk opbrud med dannelsen af Ny Alliance, som også vil tale skat. Flertallet med Pia Kjærsgaard er ifølge meningsmålingerne væk, og i stedet bliver Fogh nødt til også at basere sig på Naser Khader. Fogh ser sågar ud til at få to valgmuligheder. Nummer to kan blive et flertal med de Radikale, Ny Alliance, de Konservative og Venstre.

En kende mere besværligt for Fogh, som siden 2001 strengt taget kun har skullet sørge for, at Pia Kjærsgaard følte sig veltilpas. Nu vil der sandsynligvis komme en mulighed med andre partier, og de har vel at mærke et andet syn på tingene end Dansk Folkeparti.

»Men man kan jo også se det på den måde, at vi bare vil komme tilbage til normalsituationen i dansk politik, hvis det skulle gå sådan. Vi har været i den situation siden 2001, at vælgerne har sammensat det på den måde, at der kun var to valgmuligheder: Dansk Folkeparti eller Socialdemokraterne, hvis vi ville have et flertal. Det er vælgerne, der har sammensat det sådan. Og af de to muligheder var der kun DF, der ville støtte regeringen. S ville af med regeringen. Og man kan ikke fortænke os i at hælde til dem, der gerne vil støtte os. Alligevel er det lykkedes at etablere et bredt samarbejde. 80 procent af al lovgivning er vedtaget med bredt flertal. Men tilbage i tiden har det jo været sådan, at mindretalsregeringer har været afhængige af mere end et parti. Jeg har selv siddet i regering i 80erne, hvor vi skulle have, jeg ved ikke hvor mange partier med for at skaffe flertal. Hvis vælgerne vil sammensætte det sådan igen, at der er flere partier, vi skal have med om bord, så arbejder vi med det.«

Og skal Fogh endelig sige ballademager, så er nærmeste mulighed de Radikale. De vil samarbejde, siger de. Men hvad betyder det?:

»Nu forlader de Den Anden Vej og går en ny vej, og vi har selvfølgelig til gode at se præcist, hvor den vej så fører hen.«