»Kun Gud kan diktere min tro«

Det var helt tilfældigt, at skuespilleren LOTTE ARNSBJERG blev castet til rollen som præsten i TV-serien »Strisser på Samsø«. Og så måske alligevel ikke. Troen har hun haft med sig lige siden barndommen. Men den danske folkekirke er hun ikke udelt begejstret for.

Troen har lært Lotte Arnsbjerg at glædes over livet her og nu.<br> Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Lige siden barndommen har Lotte Arnsbjerg vidst, at der var noget, der var større, højere og mægtigere end hende selv og alle andre, hun kendte.

Det var især, når hun var alene og følte sig ensom og ked af det, at denne følelse kom til hende. Følelsen af noget varmt, kærligt og positivt, der lagde hænderne om hende, så på hende og fik hende til at føle sig elsket.

Men det var først langt senere i livet, at hun kunne definere dette noget for sig selv som Gud.

»Dybest set mener jeg, at Gud er den samme universelle kraft omkring os alle, uanset hvad vi tror på. Og som troende oplever man formentlig den samme guddommelighed, hvad enten man beder til Den Treenige Gud, til Allah eller Buddha,« siger hun. »Det er klart, at det gudebillede, man får, kommer af de omgivelser, man vokser op i. Men det var ikke mine forældre, der lærte mig at tro. Vi gik ganske vist i kirke en gang imellem, og da jeg var helt lille, bad min mor aftenbøn med mig. Men det forstod jeg ikke så meget af. Følelsen af guddommeligt nærvær var helt min egen, den kom ingen andre steder fra.«

Denne opfattelse af troen som noget meget personligt og meget privat har Lotte Arnsbjerg bevaret lige siden. Og når man spørger til hendes tro, bliver hun påén gang meget engageret og meget undseelig:

»Det er svært at forklare tro for andre, for mig nærmest umuligt, fordi jeg i virkeligheden ikke engang rigtig kan forklare den for mig selv,« siger hun.

Alligevel finder hun det vigtigt at tale om troen og om det tabu, tro er for mange danskere:

»Når man som offentlig person siger højt, at man tror på en gud, kan man hurtigt blive sat i bås som én, der er anderledes og hellig. Det, synes jeg, er en underlig og fordomsfuld holdning til tro. For mig er det utænkeligt slet ikke at tro på noget, og jeg har svært ved at forstå de erklærede ateister, som bruger stor energi på at bevise, at Gud ikke findes. Hvorfor dette behov for at tage afstand fra noget, som man alligevel er overbevist om ikke eksisterer?«

Fans af TV-serien »Strisser på Samsø« fra slutningen af 1990erne husker givetvis Lotte Arnsbjerg som den mystiske, lidt vemodige og meget frigjorte præst i det lille ø-samfund.

»At jeg blev castet til den rolle var et rent tilfælde. Det havde ikke noget med min kristne tro at gøre, men det var alligevel lidt pudsigt, for jeg elsker at prædike forstået på den måde, at jeg godt kan lide at formulere et budskab,« siger hun og ler. »Det må være en fantastisk rolle at være den, folk kommer for at høre på, og som de kommer til for selv at blive hørt. Det er jo det, nogle terapeuter tjener styrtende på i vore dage, folks behov for at blive hørt og få lettet deres hjerte. Jeg tror, at hvis almindelige mennesker var bedre til at lytte til hinanden, ville der ikke være så mange ulykkelige mennesker i vort samfund.«

Men ligesom præsten i TV-serien nok ikke var en helt traditionel præst, kan man næppe heller kalde Lotte Arnsbjerg for en helt traditionel kristen. Og det har gennem årene givet hende et noget anstrengt forhold til den danske folkekirke.

»Jeg elsker at være i kirken. Jeg holder meget af selve kirkerummet, den ophøjede stemning, gode akustik og smukke udsmykning, der findes i rigtig mange danske kirker. Og jeg synes, det er vigtigt, at der findes sådan et sted, hvor man kan komme hen og opleve nærhed med Gud,« siger hun.

»Men som mange kirker og præster forvalter deres rolle, føler jeg mig ofte sært tilpas i folkekirken. Jeg elsker en god prædiken, men alt for ofte oplever jeg, at præsten træder over mine grænser og dikterer, hvordan min tro skal være. Kun Gud kan diktere min tro. Jeg føler, at religionen let bliver et redskab til at få magt over mennesker, til at udstikke regler for, hvad der er godt, og hvad der er ondt, hvad vi må tro, og hvordan vi må praktisere vores tro. Det gør efter min mening religion til et superfarligt fænomen og ødelægger følelsen af fællesskab. For mig at se er den vigtigste faktor i en prædiken, at der er nærvær og kærlighed. At ordet går fra hjerte til hjerte. Det var det, Jesus kunne, men det er ikke alle præster, der forstår at gøre ham det efter. At være kristen må betyde, at man handler for sin tro. At man bestræber sig på at gøre som Jesus. Ordet alene er ikke budbringende. Der må være kærlighed, hvor der er tro.«

Hendes kritik af folkekirken handler imidlertid også om selve gudstjenestens form og indretning og den rent fysiske afstand, hun oplever mellem menighed og præst:

»Præsten i lang, sort kjole, højt hævet over pøbelen på sin prædikestol, mens han taler om arvesynd og straf. Det føles meget tungt og stift, nærmest middelalderligt, og Gud og Jesus forekommer meget langt væk,« siger hun.

»Selvfølgelig er der også præster, der formår at gøre gudstjenesten til en varm og kærlig oplevelse. Men den dystre form er stadig gældende mange steder og skræmmer mange væk, tror jeg. Og hele det set-up, hvor menigheden sidder nede og kigger andægtigt op på præsten det ville være meget bedre med en rundkreds, så den, der forkynder, og de, der skal modtage forkyndelsen, var mere på lige fod. Ligesom Jesus insisterede på at være det.«

I stedet er Lotte Arnsbjerg de seneste år begyndt at komme i Pinsekirken, og her finder hun sig bedre tilpas:

»Det er en meget anderledes gudstjeneste, med rytmisk musik og sangteksterne på storskærm, så alle kan stå op og synge med, mens vi strækker armene i vejret og rækker ud efter Gud. Næsten som til en gospelkoncert i New York. Det er en direkte og konkret måde at praktisere sin tilbedelse på, som jeg godt kan lide. I modsætning til i folkekirken, hvor det hele ofte bliver indirekte og indeklemt, når man sidder der på bænken krummet sammen over sin lille salmebog.«

Troens og bønnens kraft er noget meget håndgribeligt for Lotte Arnsbjerg. Hun har selv oplevet, hvordan det at bede for et menneske har bragt lindring, ja nogle gange endda helbredelse. Og hun er sig dagligt bevidst, hvordan bare det at takke Gud for endnu en dag, gør den dag lidt lettere at leve:

»Der er ikke noget mystisk ved en bøn. At bede er lige så udramatisk som at gøre rent. Bønnen er som en daglig rengøring inde i én selv. Den mest givende bøn er en tak fra hjertet. Det er vigtigere at sige tak end at bede om noget. Når man siger tak, ligger der også en bevidsthed om, at man får alt det, man har brug for,« siger hun.

»Desuden er bønnen et fantastisk redskab til at hjælpe andre. Jeg har været meget glad for at opdage, at bønnen virker, når den praktiseres. At min tro virker, når jeg beder både når jeg beder for mig selv, og når jeg beder for andre. Jeg tror, vi kan meget mere, end vi selv regner med. At vi med bønnen er i stand til at skabe kontakt med gode kræfter, ikke bare til gavn for os selv, men også for andre.«

Allerstærkest mærkede hun Guds kraft, da hun for syv år siden sammen med sin søster stod ved faderens seng på Hillerød Sygehus, hvor han lå døende efter en langvarig og udmarvende kræftsygdom.

»Min søster spurgte, om der ikke var en præst på hospitalet, som kunne komme. Og jeg tænkte: Åh, nej, det gør bare det hele endnu værre med sådan en dyster, sortklædt præst,« fortæller Lotte Arnsbjerg. »Men så trådte en smuk kvindelig præst ind på stuen. Hun velsignede min far og sagde Guds fred på en måde, jeg ikke før havde hørt, og så læste hun op af Salme 139 fra Salmernes Bog. Den handler om, at Gud ser dig med kærlighed, uanset hvor du er, og hvad du gør. Han kender dig og er med dig i alt, hvad du gør. Også i døden. Og mens hun læste, kunne jeg se, hvordan de sidste mange måneders byrde lettede fra min far. Han lignede ikke længere en, der var ved at tabe en hård og uretfærdig kamp han lagde sig tilbage i den favn, han var kommet af. I det øjeblik følte jeg tydeligt, at Gud var til stede i rummet. At han kom, fordi vi kaldte, og jeg blev overbevist om, at det vil han altid gøre, uanset hvem der kalder, bare det kommer fra hjertet og af nødvendighed.«

Det blev et vendepunkt i Lotte Arnsbjergs Liv, ikke bare personligt, men også professionelt. Da hun sammen med sin søster i de tidlige morgentimer forlod sygehuset og sin fars afsjælede legeme, følte hun, at hun havde haft en slags åbenbaring.

»Jeg havde oplevet, hvordan det tunge, altomsluttende mørke pludselig blev forvandlet til lys, sådan som salmen sagde: Lad mørket blive lys. Og jeg besluttede, at den oplevelse måtte jeg give videre. At døden ikke kun er en slutning, den kan også være en begyndelse,« siger hun.

Det blev til projektet »Salmernes Bog«, hvor Lotte Arnsbjerg og hendes mand, musikeren Johnny Stage, bearbejdede 12 salmer fra Det Gamle Testamente til 12 moderne sange som et vidnesbyrd på sammenhængen mellem liv og død. CDen udkom i 2003, og parret har fremført deres budskab ved koncerter i en række kirker landet over. Det har de fået mange positive reaktioner på, men også negative, ikke mindst fra kirkens folk:

»Nogle har kaldt vores projekt for nymodens pjat, og en anmelder, der også er præst, sagde, at jeg vist ikke havde helt styr på, hvad Gud var for noget. Men hvad ved hun om det? Jeg gør mig ikke klog på, hvad Gud er for andre. Jeg ville blot dele med andre, hvad Gud gjorde for mig i en situation, hvor jeg havde brug for ham,« siger Lotte Arnsbjerg.

»Der er så meget angst og smerte i verden, både i den store verden og i vores egen nærhed, så meget at blive ked af, at man let kan komme til at give efter for angsten. Vi er bange for, at der skal ske vores børn, vores familie og venner noget, og frem for alt er de fleste af os bange for døden. Min personlige erfaring er, at jo mere jeg mærker døden i min nærhed, jo mere værdsætter jeg også livet. Troen har lært mig at glædes over livet her og nu. De frygtelige ting skal nok komme, uden at jeg behøver bekymre mig om dem på forhånd, for uanset hvad, der sker, ved jeg, at der er én, der vil bære det med mig.«

Men selv om Lotte Arnsbjerg gerne vil dele sit budskab om Guds nærhed med andre, er hun meget omhyggelig med ikke at virke missionerende over for nogen. Især ikke over for sin egen teenagedatter Evi på 13 år:

»Jeg er meget påpasselig med ikke at fortælle hende, hvad hun skal tro på. Det skal hun selv opdage,« siger hun.

»Hun ved, at jeg tror på Gud og tænker Gud ind i min hverdag, men hun skal selv have mulighed for at vælge. Lige nu har hun alderen, hvor hun skal tage stilling til, om hun vil konfirmeres. Hun har ikke besluttet sig endnu, men vi har aftalt, at hun følger konfirmationsforberedelsen, og så kan hun tage stilling bagefter. Jeg beder heller ikke en masse bønner med hende, det har jeg aldrig gjort. Kun hvis hun selv kommer og beder om det. Jeg synes, det er vigtigt, at de unge lærer om kristendommen i skolen, ligesom de skal lære om alle de andre religioner. Men lige så snart man bevæger sig ud i, hvad og hvordan folk skal tro, er man ude i meget farligt område.«