Kulturverden

Den 23-årige Samina Malik fik i sidste uge en betinget dom for at downloade terrormanualer fra nettet og skrive digte om halshugning af vantro, men kritikere af dommen mener, at det er første skridt til tankekontrol.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

»Det er ikke så ubehageligt eller svært som nogen måske vil tro. Det hele handler om flowet i håndleddet… Der er ingen tvivl om, at idioten vil vride sig og skrige … «

Linjerne fra Samina Maliks hånd om halshugning kan være hård kost. Men er der tale om digterkunst eller terrorisme? Eller måske bare en forbrydelse mod poesi i al almindelighed? Debatten har bølget frem og tilbage i Storbritannien lige siden Samina Malik modtog sin dom på ni måneders betinget fængsel for at have overtrådt den britiske terrorlovgivnings paragraf 67, der forbyder, at man er i besiddelse af materiale, der kan være hjælpe til at udføre terror.

Samina Malik, der i øvrigt arbejdede som salgsassistent i en boghandel i lufthavnen Heathrow, er dermed den første kvinde, der er blevet dømt efter den nye britiske terrorlov.

Problemet er bare, at hun hverken har hjulpet til med at gennemføre eller selv tilsyneladende har begået den mindste terrorhandling. Hun tænkte bare på det og skrev om det.

Men er det nok?

I et af sine digte, griflet ned på bagsiden af en kassebon, skriver den 23-årige pige hvordan hun drømmer om at komme i hellig krig mod de vantro som hun betegner som stinkende kaffer-aber.

»Længslen efter at blive martyr vokser i mig dag for dag,« skriver den unge forfatter, der på internettet går under navnet »den poetiske terrorist«.

Dommen har fået den engelske del af forfatterforeningen PEN op af stolene.

»At gøre en ung pige, der drømmer og skriver bag disken i en boghandel, til forbryder er noget, der ville få Byron og Shelley til at vende sig i deres grave,« mener forkvinde i PEN, Lisa Appignanesi.

Heller ikke hos Times-skribent Shirley Dent får anklagemyndighedens påstand om, at digtene viser, at Samina Malik havde tætte forbindelser til det ekstreme miljø i Storbritannien.

»Hvad var meningen? At Al Quaeda havde en stor plan om at forgifte hele den vestlige civilisations poetiske fundament med klodset billedsprog og dårlige versefødder?,« spørger hun og fortsætter med at påpege, at »nihilisme er hverken en forbrydelse eller et enestående fænomen, der kun findes blandt wannabe-jihadkrigere.«

Matthew Parris, politisk kommentator, mener heller ikke Maliks digte kan have været »til nogen som helst nytte for terrorbrug.«

At Samina Malik drømte om og endda romantiserede jihad, fandt politiet blandt andet frem til ved at gennemse hendes profil på netværket Hi5, hvor den spirende forfatter blandt andet skrev, at hendes fritidsinteresser var at hjælpe mujaheddin-krigere på enhver tænkelig måde og at hendes yndlingsfilm var videoer af halshugninger af vantro.

Om det er dårlig smag eller ej, er op til den enkeltes vurdering, vurderer generalsekretær i Det Muslimske Råd, Muhammed Abdul Bari.

»Unge mennesker har måske fjollede tanker, men det er deres handlinger vi skal koncentrere os om,« siger han.

Det er en pointe Shirley Dent er enig i.

»Politiet vil anføre, at grænsen mellem tanke og handling er tynd. Jeg siger nej. Den er meget, meget tyk.«

Ud over digtene var den unge forfatterinde også i besiddelse af materiale fra internettet som »Terroristens Håndbog« og »Al Qaeda-manualen«.

Forfatter Melaine Phillips kommenterer, i magasinet The Spectator, at Malik slap alt for nemt.

»Vi skal ikke glemme, at hun blev dømt i lovens navn for at besidde materiale, der kan være nyttigt for folk, der planlægger terror, uden at have nogen plausibel forklaring på hvorfor hun havde det,« påpeger Melaine Phillips og skriver videre, at der er noget helt galt med et system, der lader Malik gå fri efter hvad hun har gjort.

»En af hovedårsagerne til at Storbritannien blev et hovedkvarter for jihad mod Europa var fordi landet i mange år nægtede at tage de folk, der opfordrer og fostrer terrorisme alvorligt.«

Men gad vide om Maliks muslimske baggrund og sorte slør var med til at føre dommerens hånd, spekulerer Matthew Parris.

»Hvis Samira havde været en hvid pige kunne forsvaret måske nemmere have overbevist retten om at det bare var en fase hun gennemgik. Men med sit sorte tørklæde signalerede hun, at hun kom fra den anden side af det mørke gardin, hvor mange er overbevist om, at ondskaben bor.«

Samina Malik selv har i retten taget afstand fra sin poesi.

»Det var bare nogle meningsløse digte, det var alt, hvad det nogensinde var,« sagde hun under retssagen, hvor hun også forklarede, at hun havde valgt navnet »den poetiske terrorist«, fordi »det lød cool.«

I sidste ende konkluderede dommeren, at Malik »befandt sig i lovens grænseområde« og dømte hende til ni måneders betinget fængsel og 100 timers samfundsarbejde.

Til sammenligning fik tre mænd, der råbte hadefulde slogans foran den danske ambassade i forbindelse med demonstrationer om Muhammedtegningerne i juli hver især en dom på seks års fængsel for deres forbrydelser.