Kulturverden!

Tidligere på året, i forbindelse med kommunalvalget, bad avisen El País en gruppe lokale kulturpersonligheder skrive en kort tekst om Barcelona. De 16 udvalgte forfattere, arkitekter, designere, musikere, forlæggere og museumsfolk skulle sætte ord på den by, de drømmer om at bo i.

Enkelte ideer kom der da også på bordet. Men som det ofte sker med den slags initiativer, også for kreative mennesker, endte de fleste med at skrive om det Barcelona, de ikke kan holde ud. Om den elendige service på restauranterne, cyklisternes hærgen på fortovet, medborgernes generelt uciviliserede opførsel (nogle) og myndighedernes forbudssvenske tendens til at lave regler for alt og alle (andre).

En anke gik imidlertid igen i stort set alle tekster: Barcelona er ved at drukne i turister. Store dele af byen er forvandlet til en temapark, hvor de »rigtige« barcelonesere stort set aldrig kommer. Og hvis kommunen insisterer på at fortsætte ad den vej, kunne man i det mindste indrette en ghetto for de indfødte, foreslår forfatteren Empar Moliner ironisk.

»Man kunne jo kalde den Catalan Town.«

I slutningen af 1980erne var de lokale politikerne ellers blandt de første til at læse tidens tegn. Måske fordi Barcelona er hovedstad i et land uden stat, fornemmede de instinktivt metropolens muligheder i det 21. århundredes gryende forening af Europa.

Med de Olympiske Lege i 1992 som anledning og undskyldning fik byen en ordentlig gang fransk vask og strygning. Havnen blev lagt om og kysten indrettet som én stor strandpark, mens der blev ryddet op blandt ludere og lommetyve inde i de historiske kvarterers dunkle gyder.

Samtidig begyndte kommunen i samarbejde med det lokale erhvervsliv målrettet på at opbygge Barcelonas brand som et moderne og dynamisk kulturcentrum. Og i første omgang virkede det.

Arkitekter kom rejsende fra nær og fjern for at beundre en dristig, men gennemtænkt byplanlægning. Kunstnere slog sig ned for at suge til sig af den påén gang rå og sofistikerede stemning. Og også blandt »almindelige« mennesker blev det populært at besøge den charmerende storby ved Middelhavet.

Men på et eller andet tidspunkt i løbet af de seneste år er kæden, efter mange barceloneseres mening, sprunget af. Vægten er blevet lagt på kvantitet frem for kvalitet, og Barcelona-modellen, som de lokale politikere stolt kalder deres strategi, er ved at blive kvalt i egen succes.

I begyndelsen af 1990erne fik byen årligt besøg af to millioner turister. Sidste år var tallet tredoblet, hvilket svarer til næsten fire turister for hver af de 1,6 millioner indbyggere. Når Barcelonas infrastruktur flere gange denne sommer er brudt sammen i lufthavnskaos, monumentale trafikpropper, togaflysninger og strømnedbrud, skyldes det bl.a. denne »overbooking«.

Den anden side af historien er, at de mange turister årligt lægger 1.244 millioner euro (ca. 9,4 mia. kr.) svarende til 14 procent af byens BIP. Ville man være parat til at give afkald på i hvert tilfælde dele af disse saftige indtægter med hvad det måtte koste af arbejdspladser? Og hvad kunne man i givet fald overhovedet stille op for at begrænse antallet af turister?

En særlig turistskat, som eksisterer i bl.a. Paris og New York, har været diskuteret. På den måde kunne de besøgende være med til at betale for de nødvendige investeringer, og samtidig kunne afgiften måske holde det værste »skidt« fra dørene.

En af de 16 kulturfolk fra El País, den tidligere stadsarkitekt Oriol Bohigas, foreslår at begynde eller rettere fortsætte et helt andet sted.

»Jeg bryder mig ikke om kommunens slogan for Barcelona: »Verdens bedste butik«. Ikke fordi jeg har noget imod merkantilismen, men fordi det ikke er rigtigt,« skriver catalansk arkitekturs grand old man og fortsætter:

»Verdens bedste butik sælger ikke kun sol, strand, polterabends og pittoresk bymiljø. Vi skal tilbyde museer, musik, forskning og ikke mindst uddannelse i verdensklasse: En integreret kulturpolitik som base for en virkelig økonomiske udvikling.«

Barcelona skal være en kulturby med streg under KULTUR, med andre ord. Eller som visesangeren Jaume Sisa mere finurligt udtrykker det:

»Vi må bede turisterne holde op med at gå rundt og tisse i alle hjørner af byen, så gademusikanter kan læne sig op af murene og synge deres stilfærdige sange.«