Kulturverden!

Mennesker over deres første ungdom i Europa har udtænkt store tanker gennem årene og skabt stor kunst. Men i dag skal man ikke være meget over 40, før man bliver sat i reservat.

Tidligere i år kom jeg vist på denne plads til at genere dansk fjernsyn for ikke at sende andet end sport og film, hvor blodet sprøjter op på væggene.

Men da jeg under min sommerferie sad på et hotelværelse i Ebeltoft og hørte regnen slå mod ruden, fandt jeg på en af de danske TV-kanaler noget så usædvanligt som et program, der beskæftigede sig med klassisk musik. Det var godt nok et børneprogram, men så meget desto bedre. Hvis der nu stadig skulle gå en lille Carl Nielsen rundt på Fyn.

I programmet optrådte der tre dukker med navnene Bach, Beethoven og Mozart, der havde deres tvist om, hvem af dem, som er historiens største komponist.

Det er et interessant spørgsmål, som man altid kan tage op på et middagsselskab. Mange andre end de tre kommer vist ikke på tale.

Men det er tydeligt, at Mozart i de seneste år er løbet med laurbærrene hjulpet lidt på vej af Hollywood. For han er jo ungdomsgeniet med det ubesværede talent, der døde som 35-årig.

Johann Sebastian Bach måtte derimod slæbe sig vej gennem en lang, lang karriere. I sine yngre år kunne han spille og komponere en vis legemsdel ud af bukserne på sine samtidige som med »Toccata og fuga i d-mol«, men det var som gammel og næsten blind, at han skrev »Schmück dich o liebe Seele«.

Og da Beethoven som 54-årig dirigerede ved førsteopførelsen af hans Niende Symfoni, »An die Freude«, var han så døv, at en af sangerne ved afslutningen måtte hive ham i ærmet og vende ham over mod publikum, så han kunne bukke og tage imod den hyldest, han ikke længere kunne høre.

I kunsten er det de »unge vilde«, som bliver hyldet mest især hvis de også dør i en alder, hvor de stadig kan beskrives som et smukt lig. Byron og Shelley og Rupert Brooke f.eks.

Men det er ofte de ældre, der for alvor bryder med konventionerne og skaber de banebrydende udviklinger, fordi de med alderen begynder at tænke ud af boksen på en måde, som yngre ikke tør af frygt for konventioner og karriere.

Claude Monet opfandt impressionismen i en ung alder, men det var som 90-årig, han brød med malerkunstens konventioner og bevægede sig over mod det abstrakte med malerierne af sin japanske have i Giverny.

En række af de store videnskabelige fremskridt blev også gjort af folk, der var pænt oppe i alderen som Charles Darwin, der først sent i sit liv fremsatte teorien om arternes oprindelse vel vidende i sine yngre år, at han var ved at bevæge sig ind på omstridt terræn. Lige som Galilei heller ikke ligefrem var nogen vårhare, da han udfordrede det gældende verdensbillede.

De store revolutionerende praktiske opfindelser tager lang tid og eksperimenter at udvikle, så det er ikke så underligt, at det er midaldrende kedelige mænd, der står bag de fleste af dem: Bogtrykkerkunsten (Johannes Gutenberg som 50-årig), forbrændingsmotoren (Karl Benz som 49-årig), penicillin (Alexander Fleming som 47-årig) og såmænd også forløberen den moderne computer (Charles Babbage som 43-årig.)

Så der er ikke nogen grund til at fortvivle og finde sig i at blive sat i reservat, blot fordi det moderne samfund har bildt sig selv ind, at udløbsdatoen for ny tankegang er sat til omkring de 50.

Det kan godt være, at man med årene ikke længere kan huske, hvad det egentligt talt var, som man gik ovenpå for at hente. Og at man begynder at gå at tale med sig selv.

Men der er ingen videnskabelige eller historiske tegn på, at man mister evnen til at tænke revolutionerende med alderen.

Når samfundet i dag henviser en stor del af befolkningen til et liv som førtidspensionister, der blot går i vejen nede i Netto, er det et rent kulturelt fænomen. En mode. Og modefænomener har det gudskelov med at gå over, hvis man ikke retter sig efter dem.

Hvor er mine cykelklemmer, som Benny Andersen en gang skrev, da han følte, at han var ved at falde bagud.