Kulturverden!

Under et besøg på Van Gogh-museet i Amsterdam for nogle år siden kom jeg tilfældigvis til at gå rundt og kigge på malerierne i kølvandet på et amerikansk ægtepar, hvoraf den mandlige del tydeligt havde fået nok af den europæiske kunstskat og længtes hjem til Des Moines, eller hvor de nu kom fra.

Vi var i den sektion af museet, der beskæftigede sig med Van Goghs tidlige periode, hvor han malte i mørke farver og havde udpræget hollandske motiver. Under forberedelsen til et af sine første værker, »Kartoffelspiserne«, havde Van Gogh kastet sig ud i at male studier af kartofler i lange baner, og det amerikanske ægtepar var nu nået til nummer 14 af disse »nature morte«, som vi kunstkendere kalder dem.

»More potatoes,« vrissede manden fra Des Moines med en besynderlig ringeagt over for denne udmærkede rodfrugt, der ellers er en af de få fornuftige ting, Europa har fået fra Amerika. Men i den seneste tid er jeg såmænd begyndt at fatte en vis forståelse for min ven fra Des Moines, når jeg har besøgt moderne kunstmuseer.

For uanset hvor fantastiske de ser ud udefra - og der er unægtelig blevet bygget nogle arkitektonisk spændende museer rundt omkring i Europa i de sidste år såsom Guggenheim-museet i Bilbao - lige så uinspirerende er indholdet indeni.

Problemet er tydeligt, at man ikke kan finde ud af, hvad man skal fylde alle disse spændende museer op med. De bedste af Van Gogh og hans samtidiges malerier hænger jo rundt om på private vægge i Tokyo og New York eller bevogtes nidkært af de gamle, statsautoriserede museer. Og det der med at bruge pensel, oliefarver og lærred er åbenbart så passé, at det kan vi amatører få lov til at more os med.

Selv fiduskunstnerne har opgivet ævred. Hovedparten af de malerier med »brølende kronhjorte« og solnedgange, der sælges på Place du Tertre i Paris og andre gode steder, er masseproducerede varer fremstillet af fingernemme og flittige håndvækere i de yderste kinesiske provinser. Og der vil jeg holde med franskmændene. Det er simpelthen at drive globaliseringen for vidt.

I stedet er de nye kunstmuseer i Europa faldet tilbage til at koncentrere sig om såkaldt »concept art«. Eller installationskunst, som det vist hedder på dansk. Denne kunstform består stort set af to typer:

- Forskellige husdyr nedsænket i beholdere fyldt med hospitalssprit: Hunde, katte, grise, hajer, køer etcetera. Det skal åbenbart chokere os. Men det har vi jo set før.

- Den anden består af en stribe af fjernsynsskærme, der alle sammen viser det samme og temmelig kedelige billede. Men det er så meget »old hat«, at man må græmmes. Det så jeg første gang i Fonas butik i 1970erne.

Nåh ja. Og så er der faktisk en tredje kunstform. Det er udstilling af angiveligt provokerende pornografi i forskellige former. Det skal dog siges, at denne kunstform hovedsageligt hører til blandt den generation af kunstnere, der endnu ikke har vænnet sig til frigivelsen af pornoen gennemført af daværende justitsminister Knud Thestrup (K) i 1969.

Så - »more potatoes«, som nogle af os vil sige.

Og fordelen ved at blive ældre er nu en gang at vide, at de fleste ting på et eller andet tidspunkt går over og forsvinder af sig selv - og det gælder vel også installationskunst.

Men det løser ikke på langt sigt problemet med, at hvad man skal fylde de mange nye museer op med. Og der bliver endnu flere af dem.

Men hvad er værdigt til at blive udstillet i betragtning af, at europæisk kultur stille og roligt i de seneste årtier er blevet tromlet ned af den amerikanske, kommercielt drevne massekultur?

En løsning kunne selvfølgelig være at bruge de nye museer til noget andet end kunst. I Wien har man faktisk et museum udelukkende helliget ligkister - herunder en model specielt designet af en af de østrigske kejsere, hvor bunden af kisten under begravelsen kunne klappes op med en sindrig reb-konstruktion og dumpe liget i graven, hvorefter kisten kunne genbruges til andre værdigt trængende. På trods af stemplet med kongeligt og kejserligt privilegium blev kisten aldrig populær. Men hvem ved. Ideen kan måske bruges af en installationskunstner.

Jeg er imidlertid desværre bange for, at borgmestrene i Bilbao, Korsbæk og andre europæiske byer vil insistere på, at deres nye, flotte museer, musikhuse og kulturhuse rent faktisk skal fyldes med noget, der ligner kultur. Så man kan frygte det værste.

Europæisk kunst er sunket ned dertil, hvor museet er budskabet.