Kulturpolitik er værdipolitik

Lars Rix, kulturredaktør. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I den forløbne uge har vi her i avisen haft fokus på, hvad der definerer moderne borgerlighed. Et gennemgående tema i rækken af interviews har været det problematiske forhold mellem politikere og kultur. Helt generelt så har mange haft mere end svært ved at forstå, at det skulle være moderne borgerlig politik at skære i kulturstøtten.

Nu er ideen om disse beskæringer jo ikke noget, der kun kommer fra de borgerlige. Det er noget, der efterhånden har fundet en bred politisk klangbund. »Nødvendighedens politik« som chef for Det Kongelige Teater Morten Hesseldahl med slet skjult sarkasme referede en socialdemokratisk politiker for at kalde det i sin kronik her i avisen for en uge siden.

Rationalet fra politikerne synes at være, at når nu alle andre i samfundet må holde for, så bør kulturen også yde sit bidrag.

Denne grundtanke om, at vi alle skal æde af det store fællestrug, er desværre årsagen til, at vi i denne tid ser flere og flere kulturinstitutioner være tvunget til at ændre strategi. Som nu senest Den Gamle By i Aarhus, der i denne uge meldte ud, at de desværre må hæve deres billetpriser og droppe en række tiltag, fordi de mister et driftstilskud på en femtedel af deres budget, når den nuværende aftale udløber udgangen af 2017.

Det kan man så vælge at trække på skuldrene ad. Et sted som Den Gamle By klarer sig jo nok, og det samme gælder så i øvrigt Det Kongelige Teater, Nationalmuseet og alle de andre institutioner, der har holdt for på grund af de fælles besparelser det seneste par år.

Nej, det er snarere selve politikernes grundholdning til vores fælles kultur, der er så forstemmende. Bevares, den er da rar at have, men ikke nødvendigvis noget, man bør bruge så meget energi på - ud over i sin fritid forstås. For politikere fra alle sider vil gerne ses og stiller beredvilligt op i kameraernes blitzlys, når de går til koncert i Parken eller til gallapremieren på en eller anden ny dansk film.

Men når det kommer til at sætte kultur på den politiske dagsorden, så er de straks sværere af få frem fra flyverskjulet på Christiansborg eller på rådhuset. Der er åbenbart ikke stemmer nok i kulturpolitik til, at det er værd at beskæftige sig med. Men det kunne der måske være, hvis nogle ellers begyndte at tage området alvorligt. For kulturpolitik er værdipolitik i højeste potens.

Jeg ved godt, at visse politikere mener, at det forholder sig anderledes. At de skam tager kultur yderst alvorligt, og at det derimod er kunstnerne, der bør blande sig noget mere og tage et fælles ansvar frem for at brokke sig over manglende økonomisk støtte. Men faktum er bare, at kunstnerne faktisk blander sig. Ikke på den synlige måde via kronikker i dagblade, talkshows på tv eller opslag på Facebook - når de gør det, går det ofte helt forrygende galt - men derimod gennem deres kunst.

Det er bare ikke den, man ser og hører, når Justin Bieber synger i Parken eller »Klassefesten 3« har premiere i Imperial. Den vedkommende kultur er ofte den, man oplever i kunstens randområder. Den, der ikke kan leve uden støtte. Måske man skulle kigge der forbi næste gang.