Kulturministeren om nydanskere: »Vi skal satse på børnene – alle børn«

Det er uddannelse og sociale og økonomiske vilkår snarere end etnisk oprindelse, der afgør, om folk benytter kulturelle tilbud eller ej, mener kulturministeren. Derfor gælder det om at give alle børn mulighed for at lære kulturen at kende, siger Marianne Jelved.

Kulturminister Marianne Jelved sammen med de unge skuespillere fra C:ntact, der netop har spillet »Romeo & Julie« på Betty Nansen Teatret. Ministeren overrakte C:ntact 3,6 mio. kroner i støtte til at fortsætte det kulturelle arbejde med børn og unge. Foto fra Betty Nansen Teatrets Facebook-side Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vil man brede samfundets kulturtilbud ud til en større del af befolkningen, så skal det først og fremmest – og uanset etnisk oprindelse – ske gennem børnene.

Det mener kulturminister Marianne Jelved (R). Hun afviser samtidig, at der er brug for en særlig indsats for at få flere nydanskere ind i kulturelle institutioner som teatre, museer, musikhuse og koncertsteder.

»Alle undersøgelser viser, at det helt typisk er socialøkonomiske forhold, f.eks uddannelsesniveau, der afgør, om man bruger kulturinstitutionerne eller ej. Derfor er der en kolossal chance ved at lave initiativer, der møder alle børn,« siger hun.

Berlingske har i en artikelserie de seneste uger sat fokus på kulturinstitutionernes rolle for at få flere nydanskere til at benytte kulturtilbud som teater, museer og koncerter.

Ifølge Kulturministeriets kulturvaneundersøgelse er andelen af nydanskere, der bruger netop de typer tilbud, klart mindre end blandt befolkningen som helhed.

Men de færreste kulturinstitutioner har en målsætning for, hvor mange nydanskere, de gerne vil have inden for dørene, endsige en strategi for, hvordan de skal få det, viser en undersøgelse fra Berlingske Research.

Og det er et problem, lyder det fra bl.a. Søren Friis Møller, ph.d. og adjunkt på Institut for Ledelse, Politik og Filosofi på CBS.

»Kunst og kultur er jo et felt, hvor forskellighed kan diskuteres på en meget konstruktiv måde. Det handler om den sociale sammenhængskraft, og her kan teatrene, museerne og de øvrige kulturinstitutioner gøre virkelig meget,« siger han.

En særlig børne- og ungestrategi

Kulturministeren præsenterede i maj en særlig børne- og ungestrategi, der skal sikre, at såvel børn i daginstitution som skolebørn får kunst og kultur ind som en naturlig del af deres hverdag.

Hun har også netop givet 3,6 mio. kroner til ungdomsteatret C:ntact på Betty Nansen Teatret, der siden 2004 har givet børn og unge mulighed for at spille teater og komme i kontakt med kunst og kultur uafhængigt af sociale, kulturelle og etniske forskelle. Senest har 130 unge fra tre københavnske skoler stået på scenen i deres helt egen rap- og hip­hopversion af »Romeo & Julie«.

»Der er ingen tvivl om, at det at stå på en rigtig scene og spille for en fyldt sal betyder rigtig meget,« siger Marianne Jelved, som selv var en del af det begejstrede publikum.

Hun har også støttet det aarhusianske teater Opgang2, der turnerer over hele landet med forestillinger for unge og voksne om integration og interkultur.

»Når børn møder kunst, bliver de berørte og påvirkede, uanset om det er Cykelmyggen Egon eller Sigurd og Symfoniorkesteret, de møder. Kunstens og kulturens væsen er jo, at den skaber dialog og et behov for at bearbejde oplevelserne sammen. Det er det, alle skal have mulighed for at gøre, uanset hvilken baggrund de har, og det er derfor, børnene skal fanges og være fødekæde til fremtidens kulturbrugere,« siger Marianne Jelved.

Nej til indvandrerkvoter

Kulturministeren synes allerede, at der sker ganske meget, ikke mindst på museumsområdet, hvor bl.a. Arken, Statens Museums for Kunst og Thorvaldsens Museum har udviklet nye former for pædagogisk formidling, målrettet både børn, unge og voksne.

Grundlæggende mener hun ikke, der bør tages specielle hensyn for at få etniske minoritetsgrupper mere engageret i kulturlivet, hverken som tilskuere eller som udøvere. Det bliver således ikke med hende ved roret, at der f.eks. inføres særlige indvandrerkvoter på de kunstneriske uddannelser, eller at fokus på nydanskere skal indgå i vurderingen, når det offentlige fordeler støtten til kulturinstitutionerne.

»Vi skal betragte alle mennesker, der bor i Danmark, på lige fod, og så skal vi blive meget bedre til via skolerne og daginstitutionerne at vænne dem alle sammen til at bruge de kunst- og kulturtilbud, vi har,« siger hun.

»Det er jo hele ideen, hele opdragelsen i et humanistisk demokrati som det danske, at vi har kunsten og kulturen med som en ligeværdig partner. Det vil sige, at vi skal lægge samme vægt på kunst og kultur i børnenes hverdag – fra vuggestue og opefter – som vi gør på dansk, matematik og naturvidenskab. Hvis de ikke også lærer kunstens sprog, kan vi ikke hænge sammen som samfund.«

Teatre er ikke kun for en indforstået kreds

Heller ikke teaterdirektør Kitte Wagner fra Nørrebro Teater eller skuespilchef Emmet Feigenberg fra Det Kongelige Teater mener, at det giver mening at lave særlige indsatser specielt målrettet nydanskere.

Derimod er det vigtigt, at også nydanskere kan møde deres idoler på scenen, understreger Kitte Wagner, mens Emmet Feigenberg mener, at teatret og samfundet som helhed har en forpligtelse til at være opmærksom på og bakke op om de talenter, der strømmer ud fra de nye befolkningsgrupper.

Marianne Jelved har netop haft en møderække med teatrene for at drøfte, hvordan man kan sætte fokus på nye publikumsområder og få en bredere publikumsdækning.

»Teatrene har en opgave i at møde publikum, de er jo ikke kun til for en indforstået kreds, de er der for samfundet og for borgerne som sådan,« siger hun og peger bl.a. på betydningen af, at teatrene også får mere ny dramatik på scenen.

»Det, teatret kan, er jo at komme med nogle billeder, der afspejler relationer mellem mennesker. Det har altid været teatrets væsen – Ibsens »Et Dukkehjem« satte virkelig spot på kvinders forhold for 100 år siden. Teatret må også gerne spejle de dilemmaer, vi står med i det danske samfund i dag,« siger kulturministeren.

»Det er meningen med teaterdramatikken, at vi ser den som et spejl og når til en erkendelse af, hvor vi selv er på vej hen, og hvad der er meningen med vores liv og vores samfund. Det er jo kun kunsten, der kan stille de spørgsmål på en måde, som gør, at mennesker bliver fanget af det og reflekterer over det. Der har teatret en kæmpe udfordring.«