Kulturministeren jagter billethajer

Det er slut med at tjene 3.000 kr. på sin Madonna-billet ved at sælge den igennem Den Blå Avis. Nyt lovforslag fra Kulturminister Brian Mikkelsen vil gøre det strafbart at sætte billetter til salg for en højere pris end den, der står på billetten.

Mandag morgen 10. juli 2006 havde de første stillet sig i kø ved Fona på Strøget, til billetsalget til Bruce Springsteen og The Seeger Sessions Band koncerten i Parken den 28. oktober. Foto: Torben Christensen, Scanpix Fold sammen
Læs mere

Siden 1919 har det været ulovligt at videresælge billetter til offentlige forlystelser med fortjening. Det har dog langt fra afholdt billethajer fra at tjene flere tusinde kroner på billetter til alt fra Champions Legaue-fodbold til koncerter med Madonna og Rolling Stones i Horsens. I et målrettet forsøg på at komme såvel danske som internationale billethajer, som opererer i Danmark, til livs, fremlægger kulturminister Brian Mikkelsen et moderniseringsforslag til den aldrende lovgivning på området.

Hidtil har politiet kun haft myndighed til at gribe ind over for billethajerne, mens en handel gennemføres. Det punkt ønsker kulturministeren alvorligt strammet. Med sit lovforslag vil han også at gøre det at udbyde billetter til merpris strafbart.

»Det er vigtigt, at vi beskytter forbrugerne mod billethajer. Derfor er jeg glad for at kunne fremlægge denne modernisering af lovgivningen, der sikrer, at forbrugerne vil have øget beskyttelse i fremtiden. Det er også min opfattelse, at loven vil blive lettere for politiet at håndhæve, når den er blevet moderniseret,« siger Brian Mikkelsen om lovforslaget.

Koncertbranchen, som længe har været berørt af billethajernes hærgen, tager - ikke overraskende - positivt imod ministerens lovforslag.

»Jeg synes, det er et flot forslag. Det er ikke idiotsikkert, men jeg tror, det vil lukke en stor del af det danske sortbørsmarked,« siger direktør Flemming Schmidt fra landets største koncertvirksotmhed DKBmotor.

Når koncertarrangøren ikke mener, lovforslaget er 100 procent »idiotsikkert«, så hænger det sammen med en tvivl om straffen for sortbørshandel.

»Hvis sortbørshandlerne kan tjene op til 3.000 kr. på en given billet, så er bødeforlægget nødt til at kunne stå mål med fortjenesten. Så det nytter ikke noget, hvis bøden kun bliver på 250 kr., for så vil det stadig kunne betale sig at tage chancen,« vurderer Flemming Schmidt, som endvidere håber på, at den skærpede lovgivning mod billethajerne vil finde vej ud over Danmarks grænser.

»Skal det virkelig batte, skal EU med. Vi har f.eks. i årevis kæmpet mod engelske billethajer, som har opereret fra Norge, hvor det ikke er ulovligt at handle billetter med fortjeneste. Heldigvis sker der noget på området i Norge lige nu. Men jeg vil under alle omstændigheder tage dette op på koncertbranchens årlige convention til marts,« siger Flemming Schmidt.

Det skal for en god ordens skyld nævnes, at det stadig er lovligt at videresælge en billet i Danmark, hvis det blot sker til den pålydende pris.