Kulturministeren: For tidligt at diskutere om Radio24syv skal ligge i hovedstaden eller Jylland

Ingen ved, om Radio24syv eksisterer efter oktober 2019, og derfor er der ingen grund til at diskutere, om kanalen bør flytte til Jylland lige nu, mener kulturminister Mette Bock (LA).

Foto: Asger Ladefoged. Kulturminister Mette Bock.
Læs mere
Fold sammen

Socialdemokraternes finansordfører, Benny Engelbrecht, satte gang i en ophedet debat, da han fredag i et indlæg i JydskeVestkysten gav udtryk for, at han mener, at Radio24syv bør flytte til Jylland - og gerne til Sønderjylland.

»Det vil være godt for alsidigheden og radiolytterne, hvis radiokanalen Radio24Syv og dens 42 redaktionelle medarbejdere rykkede teltpælene op, lagde københavneriet bag sig og flyttede til Sønderjylland. I en tid, da stadig færre læser aviser, er det positivt, at danskerne lytter flittigt til radio. Et af de nyere skud på stammen er den licensfinansierede Radio 24Syv, der er tænkt som en taleradio for hele landet. Radio24Syv har en sund og stærk økonomi. Derfor burde stationen have rigelig råd til at flytte hele stationen til Jylland, allerhelst Sønderjylland. Muligvis vil enkelte navlefnullerpillende kendisværter have svært ved at se sig blive blandet med »pøblen« i Tønder eller Sønderborg,« skrev  Benny Engelbrecht, der er Folketingsmedlem for Socialdemokratiet i Sydjyllands Storkreds, i debatindlægget.

Flere ordfører udtrykte efterfølgende sympati for udspillet.

Medieordfører Mogens Jensen (S) forklarede i Ekstra Bladet, at han anser Aarhus for at være en god placering for Radio24syv i fremtiden, mens Dansk Folkeparti medieordfører Morten Marinus samme sted udtalte, at »de (Radio24syv, red.) skal ud i landet på den ene eller anden måde.«

Venstres medieordfører Britt Bager bekendtgjorde også i Ekstra Bladet, at hun ikke anser det for at være en selvfølge, at radiokanalen har hovedsæde i København.

Kulturminister Mette Bock mener dog ikke, at der på nuværende tidspunkt er grund til at diskutere, om Radio24syv skal ligge i Aarhus, Sønderjylland, København eller et helt fjerde sted.

»Lige nu har Radio24syv en sendetilladelse, som ikke stiller krav til radiostationens geografiske placering – og den løber helt frem til 31. oktober 2019. Så i min optik er det for tidligt allerede nu at begynde en diskussion om Radio24syvs fremtidige tilladelsesvilkår og spørgsmålet vedrørende stationens geografiske placering – det er jo slet ikke besluttet, om kanalen overhovedet skal genudbydes efter 2019. Men jeg tager gerne en drøftelse af spørgsmålet, når vi påbegynder forhandlingerne om en ny medieaftale,« lyder det fra kulturminister Mette Bock i en mail til Berlingske.

Mette Bock har i Berlingske tidligere givet udtryk for, at hun anser det for ideelt, hvis Radio24syv fremover kan eksistere uden støtte fra staten i form af licensmidler:

»Hver eneste gang jeg har været på Radio24syv, har jeg sagt til Jørgen Ramskov (adm. direktør, red.), at jeg håber, at de tænker på, hvordan de kan komme til at bære sig selv.«