Kulturminister Joy Mogensen (S) har »tænkt meget over Sofie Lindes opgør med sexisme« og vælger nu at gå ind i sagen om ligeløn. Det skriver ministeren på Facebook.

Hun indkalder nu både DR og TV 2s bestyrelsesformænd til et møde, hvor hun vil bede om en forklaring på, hvordan medierne aflønner mandlige og kvindelige værter.

Debatten har netop fået liv igen, efter at TV-værtinden Sofie Linde fortalte om lønforskellen i underholdsningsprogrammet »X-Factor«. Under årets »Zulu Comedy Galla« fortalte den unge værtinde, at hun ikke kan få bare det halve af, hvad hendes kollega og dommer i programmet Thomas Blachmann får.

»Vi kan godt lege den leg, at der ikke er forskel på mænd og kvinder. Det kan vi godt lege. Men det er bare ikke rigtigt,« lød det fra Sofie Linde under optagelserne til årets »Zulu Comedy Galla«.

»X-Factor« er blevet sendt på både DR og TV 2, men ifølge Sofie Linde foregik forhandlingerne på TV 2.

TV 2s kanalchef Lotte Lindegaard afviser, at der skulle være kønsforskel på lønninger.

»Jeg har aldrig nævnt noget om kvindelige værters lønniveau ved en lønforhandling. Det ville jeg aldrig sige, det giver overhovedet ingen mening, for der ér ikke to løngrupper,« siger hun til Journalisten.

Men Joy Mogensen mener nu, at debatten kræver hendes indblanding.

»I stedet for kun at håbe synes jeg også, at det kræver noget af mig som Kulturminister,« skriver hun på Facebook og takker Sofie Linde for »inspirationen«.

Ministeren skriver ikke, hvornår mødet skal foregå.