Kulturminister i opgør om DR: Vi skal have armslængde i stedet for smagsdommeri

Kulturminister Joy Mogensen redder P6 og P8 fra lukning og giver DR ret til igen at bringe lange artikler på nettet. Hun ønsker i 2020 et bredt politisk medieforlig, som skal omfatte både DRs fremtid og støtten til private medier.

Borgmester i Roskilde Joy Mogensen Søren Bidstrup

Den nye kulturminister, Joy Mogensen, har bebudet politiske forhandlinger om et nyt medieforlig i 2020, men allerede nu slår hun fast, at hun fremover ønsker at give DR friere hænder.

»Det har indtil nu krævet kulturministerens - og dermed regeringens - tilladelse, hvis DR ønsker at nedlægge eller åbne kanaler. Jeg synes ikke, at det skal underlægges politiske hensyn. Det bærende hensyn må være, hvordan man stiller public service bedst muligt i en mere og mere globaliseret verden med fake news og andre udfordringer. Det er vigtigere, at DR kan reagere hurtigt, agilt og professionelt, end at vi politikere skal ind over,« siger Joy Mogensen.