Mens sundhedsordførerne bliver orienteret af sundhedsminister Magnus Heunicke (S), holder kulturlivet vejret.
Selvom endnu en nedlukning måske er ved at være overstået, er glæden ved en måske fremrykket genåbning ikke udelt. Det siger Michael Thouber, der er direktør i Kunsthal Charlottenborg.
»Jeg undrer mig over, at vi to år inde i pandemien i kulturlivet ikke får svar noget før. Det kan ikke komme bag på politikerne længere. Vi er ikke klar til at åbne fra den ene dag til den anden, fordi alle vores medarbejdere er hjemsendt,« siger Michael Thouber.
I samarbejde med Medicinsk Museion havde Charlottenborg udstillingen »Verden er i dig«, som oprindeligt skulle have sluttet på søndag. Den udstilling har Charlottenborg måttet beslutte at lukke, og kunsthallen åbner uanset hvad først på tirsdag – hvis det må – da det kræver tid at lægge vagtplaner for personale og markedsføre en genåbning.
Der var udbredt kritik fra kulturlivet over, at det endnu engang var teatre, museer og biografer, der var tvangslukket, mens restauranter og fitnesscentre har åbent.

Men Michael Thouber tror ikke, det var presset fra kulturaktører, som fik regeringen til at melde ud, at restriktionernes greb på kulturlivet kunne løsnes.
»Jeg ville da være lykkelig, hvis det var rigtigt, at der blev lyttet. Hvis man skal lade tvivlen komme dem til gode, så kan man dog godt tro på, at de har ventet så længe som muligt, for at se hvordan det gik med pandemien,« siger direktøren.
Koncerter kan ikke gennemføres
Blandt medlemmerne i interesseorganisationen for festivaler og spillesteder, Dansk Live, er man heller ikke parat til at åbne i denne uge. Særligt ikke, hvis der – som Berlingske har erfaret, at Epidemikommisionen anbefaler – primært må afholdes koncerter for siddende gæster.
Hovedparten af landets spillesteder er nemlig designet til stående publikum, siger Esben Marcher, der er sekretariatschef i Dansk Live.
»Det ville betyde, at mange spillesteder ikke vil kunne gennemføre de koncerter, der er i kalenderen, fordi koncerterne ikke kan konverteres til siddende fra den ene dag til den anden. Man kan ikke bare lægge om, og derfor venter vi reelt stadig på den rigtige genåbning for spillestederne,« siger Esben Marcher.

I Epidemikommisionens indstilling er det derudover anbefalingen, at der maksimalt må være 350 gæster i biografer og teatre. Det kan måske være et problem for Operaen eller Imperial-biografen, der har flere sæder, men for Sune Lind Thomsens biograf med 296 sæder, Gentofte Kino, er lige den del uproblematisk.
Gentofte Kino er klar til at åbne søndag morgen, hvis den må, selvom Sune Lind Thomsen ikke havde regnet med en så tidlig genåbning, fordi restriktionerne sidste år blev forlænget fra januar til 6. maj.
»Jeg havde ikke turdet tro, vi allerede kunne få lov til at bevise, at det ikke er farligt at gå i biografen. Det er dog dejligt, der kommer en melding i dag og ikke på lørdag. Men vi får utrolig travlt, hvis restriktionerne ikke bliver forlænget,« siger Sune Lind Thomsen.

Filmene skal hjem fra udlejerne, der skal laves vagtplaner, filmene skal oprettes i systemerne, så folk kan købe billetter, personalet skal hænge plakater op, der skal indrykkes annoncer, laves opslag på sociale medier.
»Alt det, der normalt kører som fast procedure, skal op i omdrejninger igen. I biografbranchen er vi meget afhængige af alt muligt lavpraktisk, man ikke bare kan køre til markedet og købe,« siger Sune Lind Thomsen.
Folketingets Epidemiudvalg mødes klokken 15.15 for at diskutere og eventuelt vedtage, hvilke restriktioner der skal være efter lørdag, hvor de nuværende udløber.