Kulturkværulanten

Endelig. Endelig, siger jeg. Endelig turde hædersmanden Ole Hyltoft tage bladet fra munden og sige, hvad jeg og tusinder - muligvis millioner - af andre har tænkt i årevis uden at turde sætte os op mod parnasset: Hvor er alle sømandsviserne på P3?

Her må jeg måske lige forklare, at P3 er Danmarks Radios musikkanal for de unge, for der er givet mange blandt mine utallige trofaste læsere, der som jeg kun flygtigt har hørt om fænomenet uden egentlig at stifte bekendtskab med det. Men det er Statsradiofoniens reservat for pigtrådsmusik, som man fejlagtigt antager for at være de unges ønske. Men hvor er den opbyggelige salme, som giver den unge tømrerlærling et lille Guds ord med på vejen, inden han skal møde på stilladset? Og hvor er Jens Vejmand henne i den unge pædagogstuderende piges liv, når hun sidder på seminariet og læser ... hvad det nu er, de læser der?

Godt at DRs bestyrelsesmedlem er sit ansvar bevidst, for hvis der er nogen, der ved, hvad de unge vil have, så må det være en 71-årig mand fra Dansk Folkeparti. Godt set, Ole Hyltoft. Og godt gået. Nu er der taget hul på debatten, og nu kan meningsmafiaen i DR ikke længere lægge låg på og tie kritikken ihjel.

Jeg er helt enig med Hyltoft i, at netop den slags »piskesmældsmusik« kan opildne Ungdomshuset til vold mod politiet - jeg får selv lyst til at slå, når jeg hører Poul Krebs.

Jeg skal da være den første til at indrømme, at låget også røg af en gang imellem, da jeg var ung og en sjælden gang fik lidt for meget at drikke. Det er da sket, at vi kastede os ud i en uhæmmet polka under påvirkning af citronvand og snaps, men det var jo blot en forbigående flirt, og før eller siden vender alle unge mennesker tilbage til Højskolesangbogen, som er uomgængelig til både fest og fordybelse.

Hvor mange gange har man ikke sendt en venlig, men bestemt henvendelse til musikchef på P3 Lars Trillingsgaard, hvor man har lavet den ene musikliste efter den anden - lige til at kaste i æteren: »Skipper Surstrømnings pibesovs«; »Bolværkmatrosens trøst«; »Tjæretov & tøsebørn«; »Ålegilde i agterlanternen«; »Ketty i kabyssen«; »Ohøj for en kølhaling«; »Beskøjtens vise«; »Planken ud med portvinstud«; »Landgang i Lillebælt«; »Stormvarsel på soldækket«; »Den søsyge sekstant«; »Messedrengen Ib fra Korsør«; »En lille en på koøjet«; »Helledusseda for en horisont«; »Logbog fra Lombok«; »Rotten på rorpinden«. Og ikke mindst min personlige favorit: den udødelige »Flyvefiskerpigens klagesang«.

Det er svært ikke at tolke tavsheden fra Trillingsgaard som et udtryk for en mand, der ikke vil erkende sin fejltagelse og krampagtigt klamrer sig til et koncept og en idé, der for længst har spillet fallit. Hvor mange af denne stolte nations unge gider blive tæppebombet med The Walkers, Boney M, Rod Stewart, Olivia Newton John og al den anden aktuelle døgnfluemusik? Jeg forhørte mig om ovennævnte navne hos min teenagenevø Franz, og han vendte det hvide ud af øjnene i foragt.

Behøver jeg næsten sige mere?Henry Dvorak eksisterer ikke, men hans identitet er redaktionen alt for bekendt