Kulturkværulanten!

Det var endnu en interessant uge for en kulturkommentator som undertegnede.

Således kunne jeg i min avis læse, at vore nordiske brødre har bortcensureret ordet »negerhøvding« fra børnebogen »Pippi Langstrømpe«. Allerede her har jeg bukserne fulde af forargelse!

»Neger« er trods alt er en praktisk og specifik betegnelse på linje med kaffer eller kinøjser, og jeg må råbe vagt i gevær, hvis man på så klodset en facon vil frarøve vore børn disse udmærkede ord.

Jeg husker nemlig endnu min ungdom, da jeg og mine herlige negervenner dyrkede den pragtfulde negerjazz i Jazzhus Montmartre i Nørregade og på andre listige steder i byen. Der blev bestemt ikke gået i fløjlstøfler, når vi i de røgfyldte lokaler udvekslede jazzanekdoter, skålede i skumfyldt humle og fortalte negervittigheder. Som jeg husker det, var det mine negervenner, der lo højest, og det var altid velgørende at høre disse enkle, men barnligt livlige naturmennesker slippe latteren løs med smukke vibrerende bastoner.

Men apropos dette nu nærmest kriminelle neger-ord. Jeg husker, da komponisten og orkesterlederen Duke Ellington besøgte København og slap sin vidunderlige musik løs i Tivoli Koncertsal. Salen var fyldt til randen med et stiligt klædt publikum, der alle under munter og forventningsfuld samtale søgte efter deres pladser. Alle byens jazz-kendere var naturligvis troppet op - her sås en Otto Leisner, her en Jørgen de Mylius. Vi var der allesammen.

Jeg havde placeret mig stående midt for scenen og havde netop fået blus på min pibe, da en lang klapsalve indikerede, at den statelige Duke var trådt ind på scenen. Der faldt en nærmest majestætisk ro over salen, da jazzhertugen bukkede let og vendte sig mod sit orkester.

Men sådan spiller klaveret ikke, når Henry Dvorak skal høre jazz. Jeg ved nemlig godt, at negermusikere dybest set føler sig ubehageligt til mode ved så fornemme rammer, som Tivolis Koncertsal frembød. Der er dog forskel på jazz og Debussy.

I den ånd lod jeg straks mine hænder klappe en sej gospelrytme, som jeg indimellem varierede med taktslag med piben mod scenekanten. Det kan nok være, at der blev anderledes liv på scenen. Takket være min livlige facon, havde vi transformeret den noget stive, danske koncertsal til en gyngende, jivende negerklub, som man ellers kun finder dem i New Yorks sorte kvarterer.

»Spil den jazz HØJT, din skøre nigger!« råbte jeg eksalteret til Duke Ellington, og det var tydeligt, at han forstod mit budskab. Jazzens sprog er jo internationalt.

Men det er som bekendt ikke alle i vort lille land, der »taler jazz«. Umiddelbart efter blev jeg grebet af tililende vagter, der med unødig voldsomhed slæbte mig ud af koncertsalen og hele vejen ud af den gamle have. Ironien var til at tage og føle på. Nu havde jeg selv mærket, hvordan det var at være udstødt og uønsket. Nu havde jeg i en vis forstand selv været lige så meget neger som The Duke.

Henry Dvorak eksisterer ikke, men hans identitet er kun redaktionen alt for bekendt.