Kulturkommentar: Vælgerne er vrede på politikerne, der foragter medierne, der fravælges af vælgerne

Folkestyret er ikke alles krig mod alle. Vælgere mod politikere mod medier. Folkestyret er en fælles samtale, hvor man respekterer de andres roller og kan sin egen, skriver Kresten Schultz Jørgensen.

Arkivfoto af Folketingssalen: »Vælgerne er vrede på politikerne, der foragter medierne, der fravælges af vælgerne,« skriver Kresten Schultz-Jørgensen, administrerende direktør hos Oxymoron. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Jeg har en politikerven, der er ved at tabe gnisten.

Hun savner de politiske venskaber fra Christiansborg, før folkestyret flyttede over på Twitter. Og hun bliver ked af det hver aften, når løse anklager fra vildt fremmede mennesker tårner sig op i mailboksen.

Der er et fjendskab derude, sagde hun forleden, da nogen havde råbt efter hende på en cykelsti. Konfrontationer, fjendskaber, vrede.

Måske har vi selv været med til at skabe det, sagde hun så. Christiansborg er alles kamp mod alle. Et reality-show, hvor man skifter parti, hvis karrieren er truet. Hvor det politiske maskinrum er afløst af sarkasmen på Twitter.

Intet under, at I går ned med stress på stribe, tænkte jeg. Alex Ahrendtsen, Ida Auken og Dennis Flydtkjær. Naser Khader og Alex Vanopslagh. Pernille Rosenkrantz-Theil, Kirsten Brosbøl, Maja Panduro, Özlem Cekic og Anne Marie Geisler Andersen.

Og så er der medierne, sagde hun. Hvad skete der med den objektive, beskrivende journalistik? Politiken fører kampagne for venstrefløjen. Berlingske for de nationalkonservative. Man ved, hvad de vil, når de ringer. Man skal passe ind i en skabelon. Lejrtænkning, land mod by, mænd mod kvinder, rød mod blå.

Så grinede vi lidt ad det hele. Vælgerne er vrede på politikerne, der foragter medierne, der fravælges af vælgerne.

Det burde jo ellers handle om samtale, ikke vrede. Samtale fremmer forståelsen, som det hed i en reklame i meget gamle dage.

Set lidt oppefra kræver demokratiet, med alle sine historiske nuancer, en samtale mellem tre parter, der indtager hver deres rolle.

»Politikerne skal være mindre på Twitter og mere inde i det politiske maskinrum. Hold op med at være kendisser. I skal bare passe jeres arbejde. «


Det er politikernes rolle at løse samfundsmæssige opgaver ved at skabe lovgivning og kompromisser. Borgerne skal afgive deres stemme og derefter finde sig i delegeringen af magt til de valgte repræsentanter. Og det er mediernes opgave at oplyse den fælles samtale.

Engang var det nemt nok. Mandlige borgere i Athen mødtes på højen Pnyx, hvor der blev stemt ved håndsoprækning. Platon regnede ud, at det optimale antal borgere i et demokrati var 5.040, hverken flere eller færre.

Men Pnyx er længe siden. Og nemt har det sjældent været. Demokratiets historie er som et pendulsving gennem 2000 år, mellem rolig samtale over vilde konfrontationer og totale sammenbrud, når vreden tager over. Trump og Victor Orbán.

Så galt går det næppe herhjemme, selvom samtalen lige nu har fået det svært. De gode nyheder er, at løsningerne er ligetil og helt klassiske. Politikerne skal være mindre på Twitter og mere inde i det politiske maskinrum. Hold op med at være kendisser. I skal bare passe jeres arbejde.

Medierne skal mene mindre, beskrive mere. Verden er stor. Dæk den.

Og borgerne skal få fingeren ud af egen navle. Vi skal sætte os ind i sagerne. Og så skal vi stemme, delegere magten til de folkevalgte og muligvis vælge nogle andre næste gang.

Samtale fremmer forståelsen.