Kulturkommentar: Påske rummer en ny start: »Vi er stærkere, end vi troede, men vi er intet uden de andre«

Når påsken er slut, er det værste ovre. Den underlige, kedsommelige katastrofefilm, som vi har levet i, er endelig nået til rulleteksterne. Forhåbentlig giver den nye start også mulighed for, at vi tilgiver de andre – og os selv – lidt mere.

Sarah Iben Almbjerg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Jeg er fuld af beundring for min vennekreds. Alle dem, der siger, at de afslutter coronanedlukningen som klogere, tyndere, mere tilgivende. Sådan har jeg det ikke.

De sidste måneder har jeg tænkt på hverdagen som en virkelig lang fængselsstraf af den slags, hvor ingen sulter, og dagens største overraskelse er, om man skal samle klemmer eller bycykler i værkstedet. At vi snart bliver lukket ud gør mig kun nervøs for, om jeg kan blive rehabiliteret igen.

Kan jeg overhovedet magte en hverdag, hvor jeg skal nå at hente børn, handle ind, køre dem til spejder og karate uden at råbe ad tilfældige forbipasserende? Uden at snerre som et vildt dyr eller føle mig presset som en bebrillet Michael Douglas i »Falling Down«?

Det meste af tiden har jeg lyst til at udlicitere mit liv og gå i hundene. I stedet går jeg ud og skræller kartofler.

Kort før påske delte jeg mine trængsler på Facebook og blev mødt med folk, der belærte mig om, at jeg har det godt. At lidelse ikke findes i en ejerlejlighed på Amager med sunde børn. Den findes i fangelejre, under krige, ved død. Og de har ret. Men hvorfor tror vi, at lidelsen kan rangordnes? Kan man ikke skrante, når man har det godt?

Vi kan alle fyldes af en træthed, en længsel efter at give op. Eller måske en lyst til at lukke ned, bruge den bløde pyjamas som en brynje og gøre sig usårlig i forhold til verden.

Bachs påskeværk »Matthæuspassionen« skildrer Jesu lidelse og død. Mod slutningen hører man ordene »Welt, geh aus«, der kan oversættes med »forsvind, verden«. Og så: »så Jesus kan drage ind«. Forhenværende biskop Kjeld Holm har skrevet, at værket både er »en dødens vuggesang og et råb om hjælp, en pause, en tavshedens påskelørdagserfaring«.

De seneste 12 måneder har været en prøvelse. Selvfølgelig mest for de syge og de pårørende, men på anden vis for alle andre. Coronavirussen og de mange nedlukninger blev en nådesløs prisme, der forstærkede alt det, vores liv var blevet til.

For dem, der trængte til tid, blev månederne til en tiltrængt pause. For dem, der led under tidspres og andres krav, blev det et helle. Men for dem, der sad i et dårligt ægteskab, blev hjemmet til et fængsel. Og for dem, der var alene, blev ensomheden en tydelig gæst.

Gav man udtryk for, at det var svært, fik man at vide, at man havde det godt. Tænk på kisterne i Bergamo. Besættelsen. Børnene i de syriske fangelejre. Mellem linjerne lå der også en udskamning. Tænk, at man kan brokke sig, når man har det hele.

Og så er der vreden, der har fået frit løb på nettet. Fremmede mennesker, sikkert folk, der kærligt holder deres egne børn i hånden og passer deres arbejde, skriver de grimmeste ting til hinanden. Kælling. Åndsfascist. Jeg tør slet ikke tænke på, hvilken guirlande af grimme ord denne kommentar kan udløse.

Der er en enorm ensomhed i mennesker, der sidder bag hver deres skærm og sviner andre til. Vi sidder hver især og ser verden fra vores vinkel og kan kun føle vores egen smerte. Der er kun en lille afstand mellem det selvcentrerede og ensomheden.

Derfor er det så dejligt, at det nu er påske. Sjældent har vi haft større behov for et påskebudskab, der lover en ny start på den anden side, en start, hvor vi finder tro og håb – mod de andres ondskab, måske også mod vores egen. Vi har brug for at tilgive hinanden og ikke hidse os op over det mindste. Vi har brug for at stå sammen og for at sige fra.

De, der ikke lærer af historien, er dømt til at gentage den, og jeg håber, at vi har lært den ene lektie af de seneste mange måneder: At vi er stærkere, end vi troede, men også, at vi intet er uden de andre. At samtalen og nærværet er vigtige som livsvilkår, og at vi ikke bør udskamme dem, der giver udtryk for deres sårbarhed.

Som kommunikationseksperten Anna Thygesen sagde i en anden sammenhæng: »Kvinder lærer intet af at stå frem. De lærer af at stå sammen.«

Det gælder faktisk os alle. Uanset om vi kommer ud af denne livsfase som tynde, glade væsener eller små tykke dovendyr og vrede pandaer.

Vi er ikke frit svævende. Vi er hinandens ansvar. Og den erkendelse ligger der meget kærlighed i.