Kulturkommentar: »Jeg har vel selv fået to gange nej for hvert ja. Heldigvis blev jeg gift«

Vi kan alle være genstand for en uønsket intimitet. Det ligger i kortene, hvis menneskearten overhovedet skal finde partnere og herunder føre slægten videre, skriver Kresten Schultz Jørgensen i denne kulturkommentar.

»Vi lever i et samfund, hvor flere og flere er bange for at blotte sig og sænke paraderne,« skriver Kresten Schultz Jørgensen. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR-foto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er svært med intimiteten.

En bog på bestsellerlisterne handler om det, forfatteren kalder uønsket intimitet. Leonora Christina Skovs beskrivelse af et forhold, som hun efter 20 år mener, var netop dét, uønsket intimitet.

Men den kan jo også være en mangelvare, intimiteten. Når man er alene. Hvem kender ikke dét?

Jeg tror, at det er vigtigt at understrege, at jeg anerkender perspektivet i Leonora Christina Skovs bog. Hvis den ene part føler sig misbrugt i en magtrelation, er intimiteten helt forkert. Men bogen er litteratur fra frysedisken, den vil kun sig selv. Jeg har læst i den, og den er en gang iskold mig-mig-mig fra første side.

»Folk lægger simpelthen an på hinanden. Nogle gange får man et nej, så er det uønsket. Og nogle gange lykkes det, så er det ønsket. Men sårbart, det er det næsten altid.«


Allerkoldest er begrebet uønsket intimitet. Det har en klang af George Orwell og østtyske arbejdslejre.

Jeg er selv optaget af en anden intimitet, den sårbare. Den, hvor nogen pludselig trodser risikoen for en afvisning og rækker ud til et andet menneske.

Tænk engang. At være sårbar og alene, at risikere ydmygelsen og så alligevel blotte sig. Dig og mig, jeg tænker på dig, kunne du give mig en chance?

Jeg skal gentage igen, at jeg foragter magtmisbrug forklædt som seksuelle relationer. Men intimiteten, den kræver jo, at nogen rækker ud. Og intimiteten er lige nu i underskud. Vi lever i et samfund, hvor flere og flere føler sig ensomme. Blandt de unge er mere end 15 procent »næsten altid« ensomme.

Vi lever også i et samfund, hvor flere og flere er bange for at blotte sig og sænke paraderne.

Her er intimiteten en mangelvare. Den, hvor de usikre og de generte tør række hånden frem. Hvor de i skabene tør komme ud.

Der, hvor nogen løfter blikket i skolen, i toget, på arbejdspladsen. Der, hvor nogen går over broen til et andet menneske.

På arbejdspladsen, uha?

Ja, for faen, arbejdspladsen er det sted, hvor danskerne alleroftest møder deres partner og måske endda kærlighed. To ud af ti møder deres ægtefælle der, siger statistikken – på kryds og tværs af hierarkier og afdelinger og magt og lønforskelle, for sådan er en arbejdsplads, der er magt i alle retninger.

Folk lægger simpelthen an på hinanden. Nogle gange får man et nej, så er det uønsket. Og nogle gange lykkes det, så er det ønsket. Men sårbart, det er det næsten altid.

Ulykkelig kærlighed, akavede optrin, måske endda kiksede samlejer. Og så lykkes det. Man elskes tilbage.

Jeg har vel selv fået to gange nej for hvert ja. Heldigvis blev jeg gift.

Og andre har taget en chance med mig. Jeg husker kvinder, der var ældre, meget ældre, og som vel løb den risiko, at jeg kunne finde dem latterlige. Det gjorde jeg ikke.

Jeg husker også personer af mit eget køn, som måske troede, at jeg var biseksuel, eller kunne blive det.

Det blev så et nej tak. Men tak for forsøget.

Nogle, der skød i blinde. Nogle, der håbede på lidt hjertevarme. Nogle, der bare rakte ud af årsager, jeg ikke kendte.

Hvad jeg vil frem til er dette: Vi kan alle være genstand for en uønsket intimitet. Det ligger i kortene, hvis menneskearten overhovedet skal finde partnere og herunder føre slægten videre.

Og det ligger i dén grad i kortene, hvis samfundet også skal være et rart sted at være.

Nogen skal gøre det. Nogen skal blotte sig. Nogen skal risikere det uønskede.

Og nogen har så et ansvar for at sige fra, hvis de vitterlig oplever det uønskede.

Blot til lyst. Det hepper jeg på.